Der er mange god grunde til, at filmen Birdman har fået smidt et hav af Oscar™- nomineringer efter sig her i starten af 2015, for det er på mange måder en helt mageløs film. Det er en af den slags film, som man husker længe efter, man har forladt biografens mørke, da det rent teknisk set, i dens dialog og ikke mindst takket være en række fascinerende figurer fortæller en historie, der netop handler om alt det, der foregår bag scenerne på et teater.

Filmen er optaget i hvad der ligner én lang optagelse (selv om garvede filmfolk sikkert med lidt træning godt vil kunne spotte de steder, hvor filmmagerne har brugt skjulte klip mellem de enkelte sekvenser). For det meste følger kameraet i hælene på filmens egentlige hovedperson men indimellem krydser en anden figur hans vej og så er det pludselig den figur som kameraet hægter sig på. På intet tidspunkt under denne lange svævende kameratur taber filmen sin tilskuer, laver et uskarpt billede eller dvæler ved elementer som ikke er værd at se på.

Dernæst er filmen en metafilm om skuespillere, for skuespillere og med skuespillere, der giver den alt, hvad de har, for den italesætter direkte den forskel, der er mellem teatret og filmen, en forskel mange brugere af begge måske ikke skelner mellem, men som i skuespillerkredse med garanti diskuteres kraftigt. Hvor mange gange har man ikke i interviews hørt skuespillere påstå, at selv om de nød at være med i en eller anden film, så har det altid været teatret, som var deres virkelige passion. Blot fordi filmen viser mange scener, som sikkert vil appellere til skuespillere, er det også en film for folk, der aldrig har stået bag ved eller forrest på en scene, for fortællingen handler lige så meget om, hvordan ens valg og fravalg i livet er med til at forme en.

Filmens egentlige hovedperson er den fallerede skuespiller Riggan. Da vi ser ham i filmens åbningsscene, mediterer han med ryggen til os, svævende en meter over jorden. Der er altså i filmens anslag noget ganske overnaturligt over denne figur og denne magiske realisme gennemsyrer Birdman, og lægger et lag til fortællingen, som i den grad skaber fremdrift. Det også hurtigt etableret, at han i starten af halvfemserne havde en lovende karriere i Hollywood, idet hvor han spillede superhelten Birdman i en række film. Han takkede dog bestemt nej til endnu en film i serien, hvilket tydeligvis blev enden på hans filmkarriere og begyndelsen på en personlig nedtur.

Små tyve år efter har han satset alt på at genoprette sit ry som skuespiller på Broadway ved at lave en opsætning af en Raymond Carvers What we talk about, when we talk about Love, med ham selv i hovedrollen som den forsmåede ægtemand. Riggan hader dog fyren, der spiller hans modstander i stykket, og med hjælp fra hans overnaturlige kræfter får han sat medspilleren ud af spil og ud af stykket. Heldigvis lykkes det for stykkets producer at få fat i den unge, lovende skuespiller Mike, der straks får forsalget af biletter til forestillingen til at eksplodere.

Uheldigvis er Mike temmelig ustabil. Han er alkoholiseret, under påskud af at det er noget, hans rolle kræver. Han er arketypen på en method-actor, hvis ego har vokset sig så stort, at han skider på alt og alle omkring sig. Under en af generalprøverne bryder han derfor den fjerde væg og opfører sig mildest talt ustyrligt pinligt overfor både publikum og resten af holdet.

Samtidig slås Riggan med en datter som er fremmedgjort over for sin flyvske far, et ægteskab han selv har ødelagt og ikke mindst en mavesur, toneangivende teateranmelder, der proklamerer, at hun har i sinde at smadre hans stykke, ene og alene fordi sådan en Hollywoodbums ikke skal tro, han kan dukke op på Broadway og få succes.

Det lyder måske utroligt tungt, og ikke mindst lidt konvolutteret, idet man præsenteres for et skuespil i et skuespil tilsat en snert af overnaturlige elementer, takket være Riggans alter ego – Birdman – der som en konsekvent voice-over forsøger at ryste vores hovedpersons tro på sig selv og sit forehavende. Dertil kommer, at Riggan, spillet af Michael Keaton, der selv været Batman i Tim Burtons film i starthalvfemserne og derfor bliver hans figur endnu et metalag i fortællingen. Denne film er med garanti den, som vil få kickstartet Keatons karrierre, lige som The Wrestler for et par år siden genopdagede Mickey Rourke.

Filmen fungerer helt upåklageligt. Den er svært underholdende og dialogen er – sikkert med masser af inspiration fra førnævnte Carver - sprød som nybagt knækbrød. For selv om scenerne indimellem kan være ganske lange i realtid (mellem hvert skjult klip), keder man sig på intet tidspunkt, takket være det eminente kameraarbejde, en formidabel lyssætning og ikke mindst et ensemble af skuespilere, der virkelig formår at gøre deres figurer troværdige og vedkommende. Birdman er derfor årets største overraskelse. Gå ind og se den uden forventninger og gå fra biografen med et smil på læben og en stor filmoplevelse rigere.