Når man skriver og taler om fiktionsfilm med andre, hvad enten det er on- eller offline, så sker der i nogle tilfælde ofte det, at diskussioner polariserer filmfans. En af de ting, der i den grad kan skabe den slags verbale skyttegravskrige er, når Hollywood piller ved veletablerede franchises og forsøger at tage disse i en ny retning. Det blev også ganske tydeligt da filmen The Predator fik premiere.

Som nævnt i biografanmeldelsen viger den seneste Predator-film ganske væsentligt fra den grundstemning, der findes i både originalen, den noget oversete to’er, i Aliens vs. Predator-filmene, ja faktisk fra alle andre film i serien. Det er stadigvæk en film, der blander science-fiction med gyser, men i den seneste film har forsøgt at tilsætte en god portion humor.

Spørgsmålet er derfor om rappe, intertekstuelle oneliners (f.eks. ”Get to the choppers”) eller tilstedeværelsen af figurer, der ikke synes at kunne se alvoren i situationen som de pludselig befinder sig i, fungerer i en Predator-film? Selv om Kapellet vi mene, at det er fint at folkene bag filmen forsøger at ændre lidt på den formel, som man ellers har kendetegnet Predator-filmene, så er den løsslupne stemning desværre også med til at nedtone, hvor farligt monstret nu engang er.

Uanset hvordan man forholder sig til denne filmserie, så kan de fleste fans stadig være enige om at film der indeholder ordet Predator i titlen gør at filmen kan kategoriseres som en ”creature feature”, altså lidt kluntet formuleret, film der har et uhyre, som det centrale omdrejningspunkt. Selv om Predator’en fra en første film, har gennemgået en udvikling, fået nye våben, og i den seneste film dels er blevet udstyret med en form for Predator-jagthunde dels rent fysisk også er forandret, så har kongstanken altid været at man som seer skulle blive intimideret over monstret og måske ligefrem føle empati med de figurer i filmen som jages af denne overlegne dræbermaskine.

Denne frygt er ikke særligt fremherskende i den nye film, for som nævnt forsøger instruktør Shane Black og hans medforfatter Fred Dekker, at tage franchisen i en lidt anden, mere letbenet retning. Det ville jo også være lidt uopfindsomt, hvis de blot gentog den formel som vi har set så mange gange før. Omvendt set, når figurerne i filmen har tid til at fyre vitser af eller ligefrem fjolle rundt, når der er en af disse aliens i nærområdet, så bliver det også svært at leve sig ordentligt ind i filmen, for enten er vore hovedpersoner dumme eller så frygtløse, at vi tilskuere i al fald ikke bliver lige så påvirkede når Predatoren dukker op, som vi gjorde første gang vi så den.

På det ganske omfattende ekstramateriale på BluRayen er det muligt at se en masse småfilm, der går bag om kameraet. Blandt andet kan man se hvordan de utroligt dygtige effektfolk har skabt rumvæsenet, både det som vi kender og den nye type af Predator. Det er svært ikke at blive bare en lille smule fascineret i alt det arbejde der er lagt i, at skabe et troværdigt monster. Der er selvsagt nogle af disse småfilm der mest af alt er tænkt som reklamer for hovedfilmen og sikkert produceret med dette for øje. Af samme grund skal man, når instruktøren eller skuespillerne fortæller om hvor mange lag deres figurer har og hvor dygtig Shane har været til at få gruppen af militærfolk der jagter rumvæsenet til at fremstå som nogle unikke karakterer med et betydeligt gran salt. For ser man filmen, forekommer mange af figurerne meget karikerede og som nogle der primært er med, så de kan udfylde en helt konkret rolle i forhold til den overordnede fortælling.

Førstehåndsindtrykket af filmen står stadig ved magt. Kapellet holder fast i at dele af filmen virker noget tilfældigt smidt sammen og ind imellem også lidt for forhastet fortalt. Det er selvsagt svært at laver rolige scener i en film der primært skal være en actionfilm, men netop vekselvirkningen der var i den første film, hvor man så svedende soldater i junglens dyb kigge rundt til alle sider i håbet om at kunne spotte væsenets camouflage, før det slog en ihjel, er stort set fraværende den nye film. I stedet er der masser af blod, action og smarte replikker.

Kapellets anmelder er derfor fortsat lidt splittet i forhold til den nye film. Der gives plads til både at give alle os fans, der har været med fra starten, en masse referencer til de øvrige film i serien og til senfirserne, samtidig er er som nævnt et forsøg på at lave en lettere grundtone i filmens udtryk. Endelig kommenterer filmen, lige som mange andre mainstreamfilm for tiden bl.a. global opvarmning og den verden vi lever i. Om dette så lykkes at lave en vellykket Predator-film ud fra disse parametre, bør man se filmen for at finde ud af. Det er i denne anmelders optik ikke lykkedes helt, men omvendt set, så er The Predator heller ikke så stor en katastrofe som mange andre anmeldere gerne vil gøre den til. Kapellet stiller sig på den vis op midt i Ingenmandsland og opfordrer dig til at se filmen så du kan danne din egen mening om filmen. Det er ikke vildt dårligt, men det er desværre heller ikke vildt vellykket.