Noget tyder på, at den amerikanske forfatter Michael Crichton ikke er så glad for forlystelsesparker. Det var nemlig Crichton, der skrev forlægget til Spielbergs Jurassic Park om en forlystelsespark, hvor videnskaben genskabte dinosaurer, hvorefter de begynder at æde gæsterne og selvsamme videnskabsmænd. Det var også Crichton, der både skrev manus og instruerede filmen Westworld (da. Vestens vilde robotter) i 1973. Den handlede om en temapark, denne gang en der forestillede det Vilde Vest, hvor robotter forklædt som cowboys og barpiger interagerede med de menneskelige gæster. Det gik fin lige indtil en af disse robotter pludselig overtrådte Asimovs 1 robot-lov og begyndte at dræbe løs. Noget tyder altså på at Crichton ikke er særlig glad for forlystelsesparker.

I 2016 kom så første sæson af Westworld på HBO. Serien der er baseret på Crichtons film er nu kommet i på Blu-ray i en vildt lækker udgave. Ud over at være produceret af bl.a. J. J. Abrams produktionsselskab Bad Robot, er det en serie der udmærker sig ved at have en lang række a-listeskuespillere på rollelisten. Eksempelvis spilles grundlæggeren af Westworld af Antony Hopkins, mens Ed Harris agerer den sortklædte, sadistiske antagonist uden navn. Denne gang er hovedskurken, til at begynde med i al fald, menneske og ikke robot. Så allerede fra starten opdager man, at seriens handling er væsentlig anderledes end filmen.

Parkens daglige leder spilles af Danmarks egen Sidse Babett Knudsen, hvilket både er fedt men også skaber en smule kognitiv dissonans, da hendes figur kan være lidt svær at acceptere. Dette er ikke på grund af hendes tydelige danske accent, men mere på grund af genkendelsesfaktoren fra et utal af hjemlige produktioner. Dette står dog ene og alene for anmelders egen regning, da hun i øvrigt spiller sin rolle rigtigt fint.

Serien starter meget utraditionelt ud, især hvis man sammenligner den med filmudgaven. For den starter med at vise den kunstigt skabte Vestern-verdenen fra robotternes – her kaldet ”hosts” – perspektiv. Nærmere bestemt introduceres vi til både den uskyldsrene farmerdatter Dolores og bordelmutteren Maeve, der hver i sær spiller den rolle programmørerne har tildelt dem. Bliver de skudt eller dræbt på anden måde så standes den delfortælling som de er en del af, de bringes til et underjordisk laboratorium og her lappes de sammen før den efterfølgende dag starter på nøjagtig samme måde igen. Deres hukommelse er samtidig blevet slettet for alle ubehagelige minder. Det er i al fald umiddelbart hvad folkene bag parken tror.

Så seeren oplever denne verden som en slags mellemting mellem Groundhog Day og computerspil som Red Dead Redemption. De samme scener udspilles igen og igen, men med små eller større forkskelle på udfaldet af disse handlinger. Nogle gange følges Dolores hjem til sin faders gård af en anden robot, der er betaget af hende, andre gange er det en af parkens gæster der får mulighed for det. Kender man derfor til spilnarrativer, forgrenede fortællinger og den måde disse skabes på, er det en klar fordel i forhold til at følge med i serien. Dette især når de karakterer der arbejder i parken med designet af robotternes personligheder eller narrative elementer i Westworld, taler om deres arbejde.

Idet serien fortsætter med sit andet afsnit skiftes fokus til at seeren nu skal følge gæster af kød og blod der kommer til Westworld udefra. Vi følger William og hans ven Logan, der ankommer med et strømlinet tog og modtages af nogle meget imødekommende hosts. William er indledningsvis meget utryg ved at færdes i denne artificielle verden, hvor alt stort set er tilladt, mens hans kommende svoger Logan både skyder og horer sig gennem denne kunstige virkelighed. Sideløbende følger vi også nogle af de folk der arbejder bag scenerne i parken, eller nærmere bestemt i de mange etager der eksisterer under jorden. Det er fascinerende iscenesat, både fordi dette hightech miljø er så radikalt anderledes end Western-miljøet ovenover, men også fordi de dramaer der her udspiller sig er mindst lige så interessante som de der er foregår i den enorme park.

Fordelen ved at serieformatet er at figurerne får mulighed for at udvikle sig ganske betydeligt gennem de ti afsnit som første sæson består af. I det hele taget er en af de ting der driver serien frem, ud over et interessant figurgalleri, den dobbelte virkelighed der indledningsvist præsenteres og som selvfølgelig langsomt men også sikkert bryder sammen.

Enkelte af de robotter, der skal fornøje de betalende gæster i parken bliver pludselig klar over, at den virkelighed de kender muligvis ikke er den eneste virkelighed der eksisterer. Selv om robotternes minder slettes hver gang de enten dræbes, eller den fortælling de er med i nulstilles, så er der enkelte af disse hosts der pludselig oplever brudstykker af tidligere ”liv”. Disse hukommelsesrester virker som en slags dagdrømme, som elementer der pludselig trænger sig på i deres liv som voldsomme hallucinationer, eller værre endnu så er der enkelte, der pludselig er ved bevidsthed mens de ligger på operationsbordet. Herudover ændrer nogle af de mennesker der arbejder på at vedligeholde robotterne også deres indstilling til maskinerne, idet de pludselig oplever, at robotterne pludselig viser menneskelige egenskaber.

Helt grundlæggende er en af de mest interessante ting ved serien dens håndtering af skellet mellem hosts og mennesker. Uden at afsløre for meget leges der konsekvent med ideen om, hvorvidt en given karakter er menneske eller maskine - og om der i det hele taget skal skelnes mellem de to? For selv om robotterne er skabt i et laboratorium, har de så ikke qua deres intelligens krav på at leve deres eget liv, uafhængigt af programmører og ingeniører?

Det er primært etiske og moralske spørgsmål som disse serien diskuterer, samtidig med at den fortæller en medrivende fortælling der er langt mere nuanceret og interessant end den mange husker fra filmen. Denne første sæson kan sagtens ses som en slags afsluttet forløb, men der leveres også en tilpas vild udvikling i det sidste halvanden time lange afsnit, der potentielt peger i retning af en spændende, kaotisk fortsættelse. Om serien kan holde denne kadence gennem endnu en sæson - der formodes at dukke op i foråret 2018 – må tiden jo vise.

Seriens første sæson er science fiction af allerbedste skuffe. Det er vildt flot iscenesat. Hvert afsnit ligner en dyr spillefilm. Derudover er den velspillet og spændende. Hvad måske er vigtigere, så tvinger den tilskueren til at tage stilling til nogle spørgsmål der måske ikke forekommer aktuelle endnu, men som muligvis godt kan blive det. Den forklarer heldigvis ikke alt for os, men tillader en vis kompleksitet i fortællingen der måske kan forvirre enkelte, men som rigtige sci-fi fans vil labbe i sig. Så har du ikke set Westworld endnu, er der al mulig god grund til at gøre det! Som sagt før, så lad nu være med at streame den, for Blu-rayudgaven er spækket med en masse fine småfilm, kommentarspor og mange andre sager, der fortæller om både seriens tilblivelse og de tanker der ligger til grund for den. Desuden er det en af de serier, der med garanti ikke bliver dårligere af at blive set mere end en gang, for der kommer mod slutningen en række interessante drejninger i fortællingen, der på det nærmeste gør, at man har lyst til at se den fra starten igen for at få det hele med.