Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Annabelle 1 & 2 (204 min.) Købefilm / Warner Brothers
Anmeldt 18/1 2018, 14:14 af Teddy Tofte

Så meget godt gys kan din hjerne næsten ikke klare


Så meget godt gys kan din hjerne næsten ikke klare

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det at have et filmisk univers er jo blevet meget in for tiden. Fair nok, det er også spændende at se, hvor alle disse film ender henne og i hvilke genrer, de kan trives i. Lige nu har vi naturligvis Marvel- og DC-universerne, men vi er også begyndt at se Universal Studios såkaldte ”Dark Universe” med deres klassiske monstre, samt de mange forskellige og kommende Transformers-film, Star Wars-universet og så videre.

Overraskende nok er der også opstået et helt nyt univers, et univers som nok ingen havde forudset: nemlig et gyser-univers, som startede med den anmelderroste The Conjuring (Nattens Dæmoner), instrueret af James Wan, udgivet i 2013. Der er nu fem film i dette univers – The Conjuring, The Conjuring 2, Annabelle, Annabelle: Creation og The Nun (der dog ikke er kommet til Danmark endnu - red.) – og til alles forundring virker det til, at dette univers stortrives og at filmene rent faktisk er rimeligt gode. Lige nu skal vi se på både Annabelle og Annabelle: Creation, som begge er blevet udgivet i én boks.

I Annabelle går vi tilbage i tiden, til tiden før The Conjuring, før den berygtede Annabelle-dukke blev lukket inde på et okkult museum i Connecticut, hvor dukken bliver velsignet to gange om måneden. John Form (Ward Horton) har fundet den perfekte gave til sin gravide hustru, Mia (Annabelle Wallis): en smuk, sjælden dukke, klædt i en hvid brudekjole, men Mias fryd over dukken varer ikke ved. En nat bliver familien overfaldet af en satanisk kult, som angriber dem. Blod og skræk er ikke det eneste, som de efterlader sig. Kultmedlemmerne har vækket en tilstedeværelse til live, som er så ondskabsfuld, at intet kan sammenlignes med det – og den tilstedeværelse er nu inde i Annabelle-dukken.

Hvis der er noget imponerende at sige om dette univers, så er det, at manuskriptforfatter Gary Dauberman og instruktøren John R. Leonetti holder fast i de regler, som blev etableret i The Conjuring (hvor Leonetti var kameramand). Annabelle taler ikke. Den følger ikke efter sine ofre. Den svinger ikke med en kniv, tager ikke en kniv, den ser ikke en gang på en kniv. Den vandrer ikke rundt i huset for at lede efter sit næste offer. Dukken selv er ikke det onde; det er den onde tilstedeværelse, som hjemsøger dukken, der er det gyselige element. Og det er den vinkel – den dæmoniske besættelse – som styrker filmens mest skræmmende scener. Annabelle er nemlig ikke Barneleg. Uanset hvor længe kameraet hviler på dukken, eller hvor længe de zoomer ind på dukken, så nægter den at dreje hovedet eller blinke bare en enkelt gang. Det er kreativt på den måde, at vi ikke regner med, at dukken er helt livløs, men på den anden side er den dæmoniske besættelse desværre ikke særlig kreativ, og dæmonen er ikke helt, hvad skal man sige, dæmon-agtig og virker ikke så truende.

Mere problematisk er dog Annabelles manuskript og skuespilpræstationerne. At give dukken en temmelig standard oprindelse, hvor kultmedlemmer og dæmoner er involveret, er et tragisk skridt ved siden af og fjerner den mystik, som befandt sig omkring dukken, da vi først så den i The Conjuring. Skuespillerne gør, hvad de kan, med det de har fået, men alt i alt er alle karaktererne så stive i det og følelsesløse, at de lige så godt kunne have dukket op i en dårlig 80’er slasher-flick. Annabelle Wallis’ karakter, Mia, er mest interessant, selvom hun på det nærmeste er bygget op omkring Mia Farrows rolle fra Rosemary’s Baby. Ward Hortons John, hendes mand, er kedeligere end kedelig. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er skrevet som en by-the-book ægtemand, eller om det er fordi, hans præstation er så flad og intetsigende. Tony Amendola (den obligatoriske præst) og Alfre Woodard (den obligatoriske eksotiske religiøse ekspert) kommer med lidt mere i form af troværdige præstationer, men vi har set deres karakterer mange gange før – flere gange faktisk – og Annabelle formår altså ikke at komme med noget nyt til de personer, vi typisk ser i gysergenren. Kombineret med filmens knap så uhyggelige skrækscener, ender det med, at filmens føles, som om den er lavet i 1969 – og ikke bare finder sted i 1969.

Annabelle er ikke en forfærdelig forgænger til The Conjuring, eller en dårlig tilføjelse til dette univers. Den fungerer og udvider universet. Men den er heller ikke uhyggelig. Eller godt skrevet. Eller er ikke en tilfredsstillende gyser. Og den kan slet ikke sammenlignes med The Conjuring. Dauberman og Leonetti havde alt, de skulle bruge, for at skabe noget virkelig godt. Noget uhyggeligt og foruroligende. Det er ikke til at sige, hvad der gik galt, men hvorfor man vælger at give en film som Annabelle til manden, som også instruerede Mortal Kombat: Annihilation er et mysterium.

I Annabelle: Creation, fortsættelsen til Annabelle, træder vi endnu længere tilbage i tiden, til 1940’ernes USA. Samuel (Anthony LaPaglia) og Esther Mullins (Miranda Otto) bor sammen med deres datter, Bee (Samara Lee), hvor de bruger tiden med at lave dukker. En tragedie forekommer og det ældre ægtepar står overfor et valg, som de indvilliger i. Der skal slet ikke afsløres for meget, men senere i historien får ægteparret stablet et børnehjem på benene, og alt virker til at være i skønneste orden. Det meste af filmen ender med at foregå i 50’erne, hvor en af de forældreløse, Janice (Talitbitha Bateman), får en forbindelse med den mystiske Annabelle-dukke. Mere tør jeg ikke sige.

Filmmagerne bag denne, og for den sags skyld også de andre i dette univers, fortsætter med at imponere og retfærdiggør, at disse film kan blive ved (ligesom en slags antologiserie). Instruktøren David F. Sandberg (som også lavede Lights Out) og forfatteren, Dauberman, formår at undgå at falde i de fælder, som typisk gør skræmmende scener kedelige og forudsigelige. I stedet skræmmer de os med subtile overraskelser. Især er det imponerende, de klip som Sandberg laver for at forhøje visse uhyggelige sekvenser (mange af dem bliver forklaret på blu-ray-udgavens ekstramaterialer).

Hvis du er fan af genren, så skal du værdsætte det, når talentfulde instruktører laver unikke film i stedet for at køre på autopilot og så kun lave noget, som folk glemmer, når de har set det én gang. Sandberg satte sig for at lave en solid film, som kan stå alene og ikke blive åndet i nakken af hverken den første Annabelle eller af The Conjuring, og på det punkt lykkedes det ham. Han er også meget god til at instruere sine børneskuespillere, især er det Lulu Wilson, som imponerer her. Hendes frygt i øjnene og undersøgende personlighed fanger publikummet med det samme. Talitha Bateman er lige så fængende.

Der er nok intense scener til at gøre Annabelle: Creation uhyggelig, men filmen dykker aldrig ned i splat eller blod med blod på, bare fordi man kan gøre det. Der er hovedsageligt psykologiske effekter. Filmen føles en anelse lang (110 minutter), og der går et stykke tid, før de gyselige elementer træder i kraft. Udover det så nød jeg denne film mere end etteren, og det bliver spændende at se, hvilke film der kan komme ud af det i fremtiden. Annabelle: Creation er en forbedring, men den formår også at forbedre den første film.


Forrige anmeldelse
« Fra balkonen «
Næste anmeldelse
» Spiderman: Homecoming »


Filmanmeldelser