Giver man sig til at se ekstramaterialet til BluRay-udgaven af filmenRampage finder man ud af at filmens koncept opstod, da det gik op for instruktør Brad Peyton at Fox faktisk ejede rettighederne til en lang række klassiske Bailey-Midway arkadespil, heriblandt klassikerenRampage. Selv om man måske tænker at det er en dødfødt idé at basere en spillefilm på et arkadespil, så er og bliver Rampage-spillet noget helt særligt.

Alle der var unge og havde nok to-kroner tilbage i firserne vil med fryd kunne huske dette klassiske arkadespil, hvor hele tre spillere på en gang kunne indtage rollerne som hhv. kæmpestor gorilla, varulv og Godzilla-lignende reptil, hvorefter det gjaldt om at smadre så mange højhuse, soldater, helikoptere, fly og tanks som muligt. Har du lyst til at prøve spillet (igen?) kan du jo, for at vække hukommelsen til live, tage et par baner på en af de mange online-emulators der findes på nettet.

Ekstramaterialet fortæller også at hovedrolleindehaver Dwayne ”The Rock” Johnson, var kæmpestor fan af spillet, da han selv var knægt – så han indvilligede straks i at deltage i løjerne, da filmens producere kontaktede ham.

Medieringscirklen er med denne film også sluttet, for arkadespillet var jo i sin grundidé inspireret af kendte (maginfikations)monstre som netop King Kong, Gojira og Ulvemanden, der har for vane at smadre storbymiljøer. Film bliver til spil bliver til film, men spørgsmålet er så blot, om der er kommet en hæderlig eventyrfilm ud af bestræbelserne?

Det korte svar er: ja! Måske kan et så skråsikkert ”ja” hænge sammen med at anmelder og dennes yngste søn gik til filmen med meget lave forventninger. Før var vi begge blevet skuffet over denne slags film og måske især film der tog udgangspunkt i spil, har haft svært ved at lykkes. Omvendt set så er ideen om at opleve tre forvoksede, mutantdyr hærge hinanden og en masse højhuse ganske enkelt er herlig og når så de flotte effekter smøres ind i en ganske vist generisk og lettere forudsigelig, men stadig basalt undervoldende og velfortalt sovs, så ender filmen med at være mere end bare godkendt.

Historien, hvis man da kan tale om en sådan, starter med at vise os en tophemmelig rumstation, hvor et privat firma fifler med at fremtrylle et serum der kan få cellerne i kroppen til at vokse eksplosivt. Rumstationen er dog ved at falde helt fra hinanden (i en meget flot 3D-startsekvens) men det lykkes en af medarbejderne ombord, at sende noget af dette vokse-serum ud med en af stationens nødkapsler.

Nødkapslen bryder i flere dele (du gættede det – tre styks) og den ene rammer en albino-gorilla som vores hovedperson er dyrepasser for. Den anden styrter ned i en ulveflok og den sidste rammer ned i Louisianas sumpe hvor en krokodille smattes til i serummet. Resultatet er til at regne med. Organisationen, der vil have deres dyrtkøbte eksperiment tilbage, så de tænder nu for et slags kaldesignal, der får de tre væsener til at drages mod storbyen, hvor firmaet er lokaliseret.

Planen er at de pengegriske chefer for selskabet, kan lokke dyrene til storbyen så de kan snuppe en blodprøve fra bæsterne for på den måde at bevare deres serum. Hvad de ikke har tænkt på er, hvor sygt aggressive disse kæmpeskabninger samtidig er blevet – det vil sige lige med undtagelse af gorillaen som vor dyrepasser-helt er i stand til at kommunikere med via tegnsprog. Det vil sige, han har selvsagt ikke styr på gorillaen hele filmen igennem, ellers ville det jo ikke være spændende.

Effekterne er virkelig gode og 3D-dybdevirkningen er jo nærmest skabt til film som denne. Det kan godt være at filmens menneskelige skuespillere ikke indhøster priser for deres karakterarbejde, men lad os være ærlige – Rampage er en film, hvor de vigtigste figurer er en abe, en ulv og en gorilla. Det eneste minus er, i Kapellets optik, at der ikke blev smadret endnu mere end tilfældet var, for selv om ødelæggelserne er omfattende, så kunne man godt – lige som i spillet, være draget til endnu en by, hvis højhuse trængte til at blive udsat for de tre forvoksede dyr.

Rampage er på denne måde en helt klassisk monsterfilm, der efterprøver at devisen, jo flere, jo bedre, faktisk indimellem kan virke. Den er morsomt fortalt og selv om filmen viser scener med folk der bliver slugt og store ødelæggelser i en storby, så er det samtidig en film der trygt kan ses af yngre medlemmer i familien, der måske takket være at de selv lever i en verden af videospil og animerede film ikke er lige så tyndhudede som da deres forældre var unge. I al fald fik anmelder besked på at fortælle Kapellets læsere, at Carl på 10 var vildt begejstret for Rampage.