Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Annabelle 2: Skabelsen (112 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment / Warner
Anmeldt 17/12 2017, 17:02 af Torben Rølmer Bille

Overraskende effektiv


Overraskende effektiv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skabere af gyserfilm har alle dage forsøgt sig med denne formel: Hvis én ting er uhyggelig og en anden ting også er det, så bliver det måske dobbelt så uhyggeligt hvis man bruger begge ting på samme tid. Det er dog ikke altid tilfældet, for der var f.eks. ikke mange af Universals klassiske monsterfilm, der blev bedre bare fordi der var to eller tre monstre på plakaten frem for et.

Selv om man nok kan mene at det bliver alt for meget af det gode når man skaber en gyser hvis hovedpersoner består af små piger (der i sig selv er vildt uhyggelige) og hvor det som truer disse små piger dels er genfærdet af en anden lille pige og ikke mindst den væmmelige dukke Annabelle (der første gang dukkede op i den populære gyser Nattens dæmoner (org. The Conjuring)) så ender Annabelle: The Creation faktisk med at være overraskende hæderlig.

Den nye film er en prequel der foregår i 1950’erne og derfor ikke en egentlig fortsættelse til Annabelle fra 2014, der i øvrigt ikke var en særlig god film. I åbningsscenen møder vi en rar familie, familien Mullins, der består af den yndige, 10-12 årige pige Bee og hendes forældre. De bor langt ude på landet i et stort hus, hvor fatter tjener til dagen og vejen ved at sælge håndlavede dukker til den lokale købmand. En dag efter kirke punkterer familiens bil og da datteren forsøger at hjælpe påkøres hun af en anden bil og dræbes på stedet.

Der springes 12 år frem i tiden og vi befinder os nu i en bus fyldt med glade pigebørn og en ung nonne, der har fået besked om at familien Mullins har valgt at lave deres hus om til et børnehjem for disse forældreløse børn. Da pigerne ankommer er alt indledningsvis den rene idyl og huset virker som et sandt slot, men inden længe opdager de, at huset ikke er så rart at være i alligevel. Det er der flere grunde til.

For det første er Mrs. Mullins konstant sengeliggende. Hun bærer en slags maske over halvdelen af ansigtet, men hvorfor vides endnu ikke i filmens start. Hvad værre er, er at der foregår mystiske ting i huset når mørket falder på. Der kommer lyde fra Bees gamle værelse, som pigerne selvsagt er forment adgang til, men alligevel lister sig ind på. Flere af dem ser og hører ting, som ikke kan forklares og så går der ikke længe før en af dem finder et skjult rum i huset hvor den dukke som har givet filmen sit navn befinder sig.

Det kan godt være at det lyder svært for en næsten 50-årig, skribent at relatere til en gruppe fiktive piger fra starten af 60’ernes USA, der hyler og skriger skingert i takt med at de konfronteres med overnaturlige hændelser og de håndgribelige dødsfald som genren foreskriver at der også skal være. Selv om undertegnede ikke var så skræmt at han selv begyndte at falsetskrige i takt med filmens unge damer, så var Annabelle: Creation faktisk vældig stemningsfuld og underholdende.

Nuvel, filmen trækker på næsten helt klassiske chok-scare taktikker, samtidig med at den stille og roligt får bygget en grundlæggende ubehagelig stemning op. Til gengæld så er der også flere scener hvor folkene bag har valgt kun at antyde en dæmonisk tilstedeværelse, som noget knapt-så-sort der står og lurer i det kulsorte mørke i gangen, eller et par enkelte frames der viser hvad der ligner Bees genfærd, i samspil med aktørerne. Disse subtile antydninger fungerer virkeligt godt og som seer har man det på samme måde som hovedpersonerne – ”så jeg virkelig det?”. Forskellen er blot at man kan spole tilbage og fryse billedet for at tjekke efter.

I andre scener, som eksempelvis den hvor en af karaktererne får knækket sine fingre af en usynlig kraft, bliver den helt tydelige computeranimation mere latterlig end uhyggelig, selv om dette nok ikke har været hensigten. Dette er dog også en af de eneste scener der slet ikke fungerer i undertegnedes optik, for resten af filmen ender faktisk med at være en ganske hæderlig, mainstreamgyser, som sikkert vil falde i god jord hos alle der i forvejen holder af James Wans efterhånden ganske mange horror-franchises.

Det er Gary Dauberman der har skrevet manus til filmen. Han stod også bag scriptet til den første Annabelle. Til gengæld er det David F. Sandberg der har instrueret den nye film. Enkelte kendere ham sikkert for den virkelig effektive gyser Lights Out fra 2016 og med den nye film beviser han endnu engang at han har fuldstændig styr på det rent håndværksmæssige når der skal laves gode gysere.

For hvem havde i grunden troet på at en film der på papiret er en prequel til en spin-off-film, ville være værd at bruge tid på? Umiddelbart lyder det ganske søgt, men omvendt set (og uden anden sammenligning) var Rouge One jo også en ganske hæderlig film


Forrige anmeldelse
« Biler 3 «
Næste anmeldelse
» Arrow (sæson 5) »


Filmanmeldelser