To’ere. Suk. Fortsættelser til kassesuccesser. Hvad enten det er film, spil eller romaner kan fortsættelserne næsten aldrig leve op til originalerne. Ok, der var lige Terminator 2, som faktisk var bedre end etteren. Nåeh ja, og Aliens. Kapellet var endda lige ved at glemme Piranha 2 for at blive i James Camerons verden, men ud over disse undtagelser, så kniber det med begejstringen. Af samme grund var der vist ikke mange der kunne tro at fortsættelsen til Deadpool, der i skrivende stund er landet med et vådt klask i de danske biografer, kan leve op til den overraskende, veloplagte, metafilm som etteren var. Selv filmens altoverskyggende platugle af en hovedperson siger flere gange i løbet af den nye film: ”this is just lazy writing”, når han påpeger manuskriptforfatternes manglende evne til at finde på noget nyt. Betyder det så at han har ret?

Nej, for heldigvis er Deadpool 2 alt det som fans havde håbet på - og så lidt til. Det kan i sagens natur være svært at være lige så original, når seeren nu allerede har lært Deadpool at kende. Ideen med at krydre et velkendt superhelteunivers med ironiske kommentarer, kigge direkte ind i kameraet og henvende sig til tilskueren eller svælge i udpenslede voldsscener, er derfor ikke ny. Til gengæld opdager man allerede kort inde i filmen hvor meget man har savnet hans sorthumoristiske og ultravoldelige fremfærd, især set i lyset af alle de meget mere ”seriøse” superheltefilm, som Marvel (og især DC) med vekslende succes sender på markedet. Deadpool er for politisk korrekthed, hvad Bill Cosby er for en hyggelig kæresteaften.

Det kræver helt sikkert at publikum er glade for ekstreme voldsscener og kulsort humor, for at man vil kunne holde af Deadpool 2. Det vil faktisk være lidt synd at afsløre for meget af handlingen i dette forum, for det er en film fans helst skulle gå til uden noget forhåndskendskab – hvilket også er strategien i de mange trailers som er blevet udsendt inden filmen. Ingen af disse fine småfilm indeholder scener som optræder i den færdige biograffilm hvilket er en glimrende marketingsstrategi i Kapellets optik. Der findes også en mere officiel biograftrailer, men lad endelig være med at opsøge den, da den selvfølgelig afslører elementer i filmen, der er både overraskende og virkelig morsomme.

Selv forsøger vor rødklædte Spidermanklon i starten af Deadpool 2 at sælge det man er i færd med at se som en familiefilm, til trods for alle pikjokes og ganske mange blodsudgydelser. Selv om filmen ikke har ret meget til fælles med Far til 4 i sneen viser det sig faktisk at han har ret… på en måde i al fald.

Det som gør at Deadpool 2 ender med at være så velfungerende er at den, lige som sin forgænger, taler direkte til alle nørderne, med dens nærmest konstante bombadement af intertekstuelle jokes, der rammer bredt – også udenfor MARVEL-universet. I et forsøg på at virke lidt højpandede for vore faste kulturkritiske læsere, så ender filmen med at blive en nærmest Eco’sk leg med inter- og intratekstualitet, frem for en film der bæres frem af en egentlig handling. Det er ikke kampen mellem skurke og helte der ender med at være det mest interessante, det er i stedet Deadpools kommentarer til alt det der foregår, som driver filmen frem.

Mange af referencerne i filmen er lige til højrebenet og vil med garanti blive grinet af selv af de publikummer der hverken er tegneserie- eller superheltenørder, mens andre kræver at man er sovset ind i popkulturen og ikke mindst de kulørte fortællinger som Deadpool og filmens andre figurer er en del af. Enkelte kunne måske mene at DPs konstante knævren og sarkastiske kommentarer bliver for meget, men det er nu engang det som vi fans gerne vil have.

En af de eneste skår i glæden ved den nye film er at man for første gang møder en af Marvels sejeste skurke (som vi selvfølgelig heller ikke afslører navnet på hér). Denne skurk hjælpes på flugt fra et topsikret fængsel men får desværre aldrig helt mulighed for at træde i karakter og virkelig vise hvad han er i stand til. Dette var især skuffende for undertegnede der i snart mange år har ventet på at netop denne figur ville dukke op i en MARVEL-film. Da dette så sker hér, ender det desværre slet ikke med at være nær så spektakulært som man (læs: anmelder) havde håbet på. Det er næsten som om Deadpool kunne læse tanker da han i forbindelse med denne skurk [og her kommer en lille spoiler] siger: ”and now cue the obligatory CGI battle”. Herligt er det også at se hans indledende kommenterer til hvordan Wolverine har forsøgt at få succes ved bare at kopiere de elementer som gjorde Deadpool til en overraskende stor succes.

Deadpool 2 er mindst lige så grotesk, syg og ustyrligt morsom som etteren. Ryan Reynolds spiller Wade Williams med lige så stor oplagt ildhu og begejstring som i den første film. Han har udtalt at han ikke vil spille andre superhelteroller end netop Deadpool og når man tænker på hvor fantastisk en figur han er, så kunne man godt håbe på at han også fik lov til at lege med de ”tunge drenge” i bl.a. Avengers på længere sigt.

Den nye film viser med al tydelighed at to’ere sagtens kan stå på egne ben og ud over at den førnævnte superskurk ikke helt levede op til anmelders drengefantasier, så er det andet triste ved filmen, at der sikkert går alt for lang tid før vi får lov til at se Deadpool 3.

OBS: Kapellet ser sig i øvrigt nødsaget til at levere en servicemeddelelse. Selv om der vanen tro er lidt ekstra scener, der vises i løbet af de afsluttende rulletekster. Disse hører i øvrigt til noget af det sjoveste i hele filmen! Til gengæld er der INGEN grund til at blive siddende til rulleteksterne er kørt helt færdige. For ulig stort set alle andre MARVEL-film, så er der ikke gemt et lille klip dér. Muligvis er dette helt bevidst, for bare at lege med publikums forventninger, men det er altså også lidt af et antiklimaks.