Den engelske dronning Victoria er godt filmmateriale. I skrivende stund vises der en ganske populær og meget flot tv-serie på vore hjemlige kanaler (og streamingtjenester). Young Victoria er en dramatiseret udgave af den virkelige dronnings liv og levned. Dronningens liv er også godt materiale, for det var fuldt af dramatik, men ud over at der er ganske meget gods i det biografiske materiale, så repræsenterer dronningen ligeledes en periode i engelsk historie hvor det Britiske Imperium var på sit højeste, hvor riget var måske det mest magtfulde på jorden og engelsk industri og foretagsomhed enestående. Endelig er begrebet ”victorianisme” i eftertiden blevet synonym med en puritansk og nærmest hysterisk kropsforskrækkelse, selv om det i virkeligheden slet ikke forholdt sig sådan.

I 1997 kom filmen Mrs. Brown hvor Judy Dench spillede rollen som enkedronningen, der finder trøst hos en skotte, der tjente hendes afdøde mand Albert. Selv om det selvsagt var umuligt for dronningen at være åben omkring dette forhold – for tænk blot hvilken skandale dette ville medføre – så var filmen en charmerende kærlighedshistorie, der som alle den slags dramatiseringer, nok tog sig enkelte friheder i skildringen af den aldrende monarks kærlighedsliv.

I 2018 indtager Dench endnu engang rollens som Victoria, i filmen Victoria og Abdul, der har mange lighedstræk med Mrs. Brown. Filmen starter et helt andet sted, nemlig i den indiske by Agra (den Taj Mahal ligger i) hvor en ung og flot offentlig ansat får til opgave, sammen med en kollega, at skulle rejse hele den lange vej til England, for at overrække en medalje til Hendes Majestæt.

Selv om Abdul har fået strenge ordrer på end ikke at kigge direkte på dronningen, får den meget gamle enkedronning alligevel øje på ham og der opstår hurtigt et varmt venskab mellem de to. Et venskab som vækker afsky hos stort set alle andre i Victorias følge, mest af alt hos hendes søn. Victoria er dog hamrende ligeglad, for hun har ikke alene fundet en flot fyr at snakke med, Abdul bliver også en slags læremester, der indvier dronningen i den kultur og den religion som han har taget med sig fra kronkolonien – noget som vækker endnu større forargelse hos hoffet.

Det er den engelske instruktør Stephen Frears, der har instrueret og de der kender Frears ved at han startede sin karriere som en, der skabte små, realistiske dramaer, der dog nærmest altid besad en snert humor. Senere sin karriere begyndte han at lave regulære kostumedramaer som bl.a. Farlige forbindelser og biografiske film som bl.a. The Queen og Florence. Han mester på den vis både det alvorlige, det morsomme og det dramatiske – og alle elementerne er til stede i Abdul & Victoria. Det er desuden ingen hemmelighed at Dame Dench spiller sin rolle helt upåklageligt og rørende, men heldigvis er Ali Fazal mindst lige så god som den evigt glade muslim Abdul.

Victoria og Abdul skal nok klassificeres som en af Frears’ mere letbenede, komiske film, for selv om der da er en snert af alvor bag skildringen af dette meget umage parforhold, så er størstedelen af filmen holdt i en meget munter tone, der blandt andet udstiller de ofte meget bizarre ritualer og mærkværdige regler der eksisterede (og eksisterer) ved hoffet. Det er ikke en film der fremkalder de store latterkramper, men der er indtil flere scener som er vældig morsomme.

Der er selvsagt også drama, for som nævnt så var det vist kun Victoria selv (nåeh, ja og Abdul) der var begejstret for dette venskab. Faktisk er det lidt af et tilfælde at dette venskab i det hele taget er blevet dokumenteret. Som det afsløres til sidst i filmen, så forsøgte hoffet efter Victorias død, at slette alle spor efter hvad de anså som en skamplet på hendes overordnede ry. Når der i sagens natur ikke eksisterer meget konkret historisk materiale der kan fortælle os om deres forhold, så har folkene bag filmen også taget sig en del friheder.

Victoria og Abdul er en hyggelig dramakomedie, der også har noget på hjerte. Den vil ikke kun forsøge at kaste nyt lys over dronning Victorias sidste år, men den vil også fortælle noget om den iboende racisme og mistro der desværre stadig eksisterer mellem folk, hvad enten man er kongelig eller ej.

Filmens Victoria var åben overfor nye indtryk, nye kulturer og opsøgte ligefrem ny viden der kunne udvide hendes sind. Hun skildres også som en kvinde der var svært glad for mænd og som fandt fornyet livsenergi i at få sig et slags platonisk forhold til en mand, der helt konkret dukkede op og kunne forklare hvordan dagligdagen var i det land, som hun regerede over. En film der meget nemt vil kunne indgå i en engelsklærers forløb om Indien, klasseskel, victorianisme – eller alle tre.