Det er måske ikke ligefrem med oprejst pande, at man sætter sig til rette i biografmørket for at se en film med titlen Utøya. Alene øens navn bringer straks en masse minder frem. Minder om en af de største menneskelige tragedier i Norge. Minder der måske er tæt knyttet sammen med at se unge mennesker kæmpe for deres liv live på norsk tv. Filmens titel gør (lige som tilfældet var med titler som Titanic, Amy og mange flere) at seeren allerede før første billede viser sig, ved at undergangen lurer lige om hjørnet. En idyl der i dette tilfælde bliver smadret af en beregnende galning.

Filmen starter med at vise os en tekst, der forstærker ideen om, at vi skal være vidne en massakre på unge mennesker. Herefter blændes der op for en montage bestående af arkivmateriale, hvor det første billede viser en mand gå væk fra en hvid varevogn. Herefter lyden af en enorm eksplosion og krydsklip mellem en lang række overvågningskameraer hvor man ved selvsyn kan se eksplosionens konsekvenser, amatøroptagelser af en røgsøjle, der stiger op mod Oslos blå himmel, før billedet atter går i sort.

Der blændes herefter op i en skovscene. Vi kan se nogle træer, i baggrunden hvad der ligner nogle telte og mennesker der vandrer uskarpt rundt blandt disse. Efter et stykke tid træder en ung kvinde ind i billedet. Det er Katja, den unge pige, som kameraet herefter følger i hovedfilmen. Kameraet er hele tiden med. Filmen fortælles i hvad der ligner et langt kontinuerligt klip á la Birdman (selv om der lige som i Iñatrritus film er snydt lidt med usynlige klip undervejs).

I løbet af denne ”one-take”-tur på den socialdemokatiske ungdoms arbejdslejr, møder seeren først en masse unge mennesker som Katja omgås, lidt senere pigens søster. Allerede nu har man sikkert godt regnet ud, at mange af disse store teenagere og børn, som man introduceres for senerehen vil blive bevægelige målskiver og ofre for galningens riffel. Når Katja skal forsøge at snakke sammen med sin lidt vanskelige lillesøster, er dette et forholdsvis tydeligt set-up til at Katja skal forsøge at lokalisere søsteren senerehen i filmen.

Selv om filmen starter i nogenlunde harmoni, er der selvfølgelig flere af ungerne på sommerlejren der allerede i filmens start er oprørte. De har selvfølgelig fået nyheden om bombeeksplosionen i Oslo på deres mobiltelefoner – og er, lige som mange af os andre der fulgte med i begivenhederne gennem medierne meget forvirrede over hvad der egentlig er sket. Der snakkes straks om terror, Al-Qaeda og det faktum at Norge også er i krig. Dette diskuteres heftigt i vaffelboden da de første riffelskud lyder og en gruppe unge mennesker løber skrigende ud af skoven. Seeren er med hele vejen. Hele vejen til den bitre ende.

De unge skuespillere er overordentligt troværdige i deres måde at agere på og selv om filmen i slutningen bringer en tekst, der fortæller at filmens handling godt nok er konstrueret, så skrives der samtidig at den ligeledes er baseret på mange interviews og vidnesbyrd fra de overlevende efter massakren. Selv om det er drama er der altså både gennem filmens stil og indhold, mange relationer til virkeligheden.

Det er meget nemt at blive fanget af den panik og usikkerhed som der hurtigt breder sig i filmen mellem de unge mennesker. Da en mindre gruppe forsøger at gemme sig i skovbunden, kommer der en såret dreng løbende forbi. De spørger hvem det er der skyder og han svarer ”politiet”. De spørger om der er mere end en og han siger at det tror han der er. Vi i biografen ved jo godt at der tale om en enkelt, højreorienteret, kristen fundamentalist, men lige som de norske statsnyheder rapporterede før fakta blev kendt, var det også på tale at der måske var mere end en gerningsmand og at disse sikkert tilknytning til islamistiske terrororganisationer.

Der hersker ingen tvivl om at Utøya er en vellavet film. Skuespillerne er troværdige. Kameraarbejdet spændende og teknisk flot udført. Lydsiden utroligt skræmmende og handlingen ubehageligt medrivende. Det er en god film, men det betyder ikke nødvendigvis at Kapellets udsendte kan lide den.

Dette kan muligvis føles som lidt af en modsætning, men det handler i bund og grund om hvad det helt grundlæggende formål er med filmen. Selvfølgelig handler det om at lave en fiktionaliseret skildring af det der skete i 2011, men Kapellets skrivekarl vil påstå at var man enten vidne til denne tragedie live på tv, har man set dokumentarudsendelser om hændelsen, eller blot fulgt rettergangen af den sadistske idiot der planlagde massakren, så burde man have en ret god forestilling om hvad der er sket, uden at dette nødvendigvis også skal omsættes til et realistisk drama.

Til allersidst i filmen, før rulleteksterne kommer der en form for morale op på skærmen. Her skrives det, at det ekstreme højre er på fremmarch over hele Europa, hvilket jo godt kan tolkes som om, at seeren bør blive lige så skræmte, som de stakkels mennesker vi lige har set være. Det bør vi måske også, men ligger det ikke i terrorens væsen, at den netop vil sprede rædsel i befolkningen? Vil disse mørkemænd, uanset hvilken misforstået trosretning de hævder at tilhøre, ikke sørge for at gøre så mange af os bange som overhovedet muligt? Fortæller statsledere og de der har haft terroren tæt inde på livet, at vi netop ikke bør lade sos påvirke af dette, for gør vi det så har terroristerne vundet?

Det er helt klart hvor i Utøya seeren skal placere sin sympati, men det er svært ikke at få lidt ambivalente følelser overfor en film, der bruger halvanden time på at vise os mennesker i panisk dødsangst, for denne rædsel smitter af på seeren. Kunne en film som denne i yderste konsekvens være så effektivt skræmmende, at den måske får enkelte forældre til at ville låse deres børn inde, frem for at lade dem tage på spejderlejr eller til Roskildefestival, af frygt for at der skulle ske noget lignende? Det er muligvis en ekstrem holdning, men ender filmen ikke på denne måde ikke at være en film, der ligefrem fremmer frygten? En film der i et eller andet omfang kommer til at vise hvor effektivt et mærke sådan en planlagt terrorhandling kan sætte både på et helt folk og på verden omkring dem?

Dermed ikke sagt, at filmen forherliger den afskyelige handling, men det er stadig svært ikke at få en smule dårlig smag i munden over det overordnede formål med Utøya-filmen. Det er jo ikke just en exploitationfilm, der vil forsøge at slå mønt på en skrækkelig, virkelig hændelse, det er en film der gerne vil vise os det frygtelige i at 77 unge, håbefulde mennesker skulle dø en sommerdag i 2011 – men var vi ikke i forvejen klar over dette, uden at skulle se en decideret dramatisering af hændelserne?

Kort sagt, så er Utøya en virkelig effektiv film, der sætter sin seer i et dilemma efter den slutter. Spørgsmålet står til gengæld stadigvæk tilbage: hvad er det egentlig at filmmagerne vil med denne filmfortælling?