Filmen Daddy’s Home blev for et par år tilbage omtalt her på disse sider og dommen over den var at den egentlig fungerede udmærket som en meget hyggelig, men også meget typisk amerikansk mainstreamkomedie.

Filmen havde som sit udgangspunkt en lille familie, hvor stedfaderen (Will Ferrell) pludselig oplevede at børnenes biologiske far (Mark Wahlberg) dukkede op og skabte problemer. Den biologiske farmand var både sejere og mere cool end ham selv. Inden længe startede de to derfor en form for tvekamp om børnenes gunst. På papiret virker dette måske usmageligt at fædre kæmper om hvem deres børn holder allermest af, men filmen viste sig faktisk at være ganske morsom.

Den første film må have været en succes, for det er nu muligt at opleve Daddy’s Home 2. Selv om vi skriver maj måned, er Daddy’s Home 2 en vaskeægte julefilm, som starter ved at vi er vidne til årets juleafslutning på den lokale skole. Her går familiens ældste datter på scenen og fortæller at hun elsker julen, at hun elsker at have to fædre, men at hun samtidig er uendelig ked at hun den ene juledag skal være sammen med den ene halvdel af familien og at hun skal tilbringe den næste juledag med den anden halvdel.

Selv om de to fædre for længst har sluttet fred og nu nærmest er blevet kammerater, så er der tydeligvis stadig lidt ondt blod mellem dem. De bliver til gengæld så bevægede over datterens offentlige udtalelse at de beslutter sig for at holde jul i samlet flok. Dernæst topper den ene af fædrene denne plan med at invitere sin egen far til at holde jul med dem, hvilket også resulterer i at den anden bedstefar også dukker uanmeldt op, til stor irritation for den biologiske far.

Bedstefædrene spilles af henholdsvis John Lithgow og Mel Gibson, og det er vel næppe svært at gætte hvem der spiller far til hvem? Det første møde i lufthavnen siger det hele, hvor Gibson og Wahlbergs figurer knap nok vil give hinanden hånden men nedstirrer hinanden, ser vi Ferrells faderfigur bliver som en lille dreng, hoppe op og ned i ren begejstreing over at se sin far, inden de to omfavner hinanden og kysser hinanden på munden - lidt for længe til at det er rart at se på.

Tingene går selvfølgelig - forventeligt - galt, for ellers ville der ikke være meget komedie over filmen. Ikke alene kan bedsteforældrene ikke rigtigt trives med hinanden, men forskellige ting gør også at venskabet mellem fædrene igen begynder at slå sprækker. Der diskes herefter op med en række scener som selvfølgelig går helt galt, eller hvor man oplever hvordan de to familiers medlemmer kommer på kant med hverandre.

Sædvanligvis er Ferrells figur den der kommer virkelig galt afsted på grund af sit klodsede væsen. Hans figur trækkes som en anden tegnefilms-kat, gennem en lang række fysiske ubehageligheder, der med garanti ville have dræbt en helt almindelig familiefar, eller i det mindste invalideret ham. Af samme grund kræver det nok at man er til slapstick, for at synes disse scener er sjove. Hans med-far (og bedstefædrene) indtager af samme årsag for det meste rollerne som ”straigt-men”, til gengæld har de så fået flere af filmens sjoveste replikker.

Filmen markedsføres som en familiefilm og ganske vist er det en film om en familie der måske vil appellere og finde genklang i de der selv har en familie, måske endda en der er sammensat som den vi ser her. Selv om alt, vanen tro, selvfølgelig løser sig i sidste ende, harmonien genoprettes og vi forlader vores sammensatte familie efter de værste genvordigheder er løst, er Kapellets anmelder dog ikke sikker på, at det er en film, der vil appellere til alle familier. I al fald bør mor og far lige se den igennem først, før man inviterer børnene og bedsteforældrene med på en kigger.

Daddy’s Home 2 har bestemt sine morsomme scener, men det er også en film der er hurtigt glemt igen. Den reddes lige på målstregen af et fint cast, der alle gør deres bedste for at få komikken til at fungere, men desværre synes John Lithgows at spille sin rolle nærmest på autopilot. Personligt er anmelder svært glad for Lithgow som skuespiller, men han bliver desværre aldrig helt troværdig i denne film. Filmen er på sine steder ret søgt og anstrengende i sin insisteren på at ville skabe komik hvert andet minut, men når det så er sagt, så blev der også grinet flere gange undervejs og så er målet vel i grunden nået?