Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Daddy’s home (96 min.) Købefilm / Fox Paramount
Anmeldt 24/6 2016, 14:42 af Torben Rølmer Bille

Kampen om ungernes opmærksomhed


Kampen om ungernes opmærksomhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den folkelige, amerikanske komedie med bred publikumsappel findes der rigtigt mange eksempler på. Det er dog sjældent at finde en, der er virkelig vellykket, for uanset hvordan filmmagerne forsøger at gøre fortællinger om familier sjove, så er skildringer af en middelklassetilværelse komplet med hus, bil og 2.5 børn bare ikke at allerbedste udgangspunkt for komik, især når man samtidig helst ikke skal støde nogen undervejs i forsøget på at ramme det bredest mulige tilskuersegment.

Der findes naturligvis undtagelser til denne regel som f.eks. juleklassikeren Alene hjemme eller Fars fede ferie, men ellers er der langt mellem de virkelig sjove forstadskomedier. Med et spinkelt håb om, at tilstedeværelsen af Will Ferrell og Mark Wahlberg kunne føje endnu en titel til listen, blev Daddy’s Home derfor sat i afspilleren, men desværre lykkedes det ikke skuespillerne at løfte denne film ud af middelmådighedens enorme hav.

Præmissen for filmen er ellers ganske fin, for den tager et ganske alvorligt emne op og forsøger at gøre dette skægt. Filmen handler nemlig om en stedfar (Ferrell), der hele sit liv har drømt om at blive far. Problemet er blot, at han ikke kan få børn efter en ulykke i ungdommen, der involverede et røntgenapparat. Heldigvis har han mødt og er blevet forelsket i en kvinde, der i forvejen havde et par dejlige rollinger.

I en montagesekvens først i filmen ser vi, hvordan stedfaderem bruger utroligt mange år på at få sine lånebørn til først at acceptere hans blotte tilstedeværelse, siden at tale kort med ham og endelig at overgive sig betingelsesløst og acceptere ham som deres nye far. Ind på motorcykel og læderjakke samt en tilsvarende attitude dukker så pludselig børnenes rigtige far (Wahlberg) op. Stedfaderen forsøger at blive venner med ungernes biologiske far og snart kæmper de to indædt kamp om børnenes opmærksomhed, om hvem der mon elsker dem allermest.

Det skal siges, at der skabes en håndfuld ganske morsomme scener i løbet af filmen, men det er ikke en af de mainstreamkomedier, man har lyst til at se mere end en enkelt gang, endsige anbefale varmt til alle komediefans i omgangskredsen. Det er den bare ikke stærk nok til. Har man én gang hørt de verbale jokes og set de visuelle gags, så har de udtjent deres formål. Det er dog meget underholdende at se Ferrell og Wahlberg spille overfor hinanden, for de har flere gange tidligere bevist, at de begge besidder ”funny bones”.

Filmen kører især på forskellen mellem de to mænd. I det ene ringhjørne har vi Ferrells figur, der selvsagt repræsenterer den midaldrende, pligtopfyldende fyr med gode, sunde værdier og en mand, der går meget op i at være en del af ungernes verden. I det andet ringhjørne har vi den unge rebel, der både er langt mere sexet og derfor også en potentiel trussel i forhold til ungernes mor, men som tillige er rigtig sej og langt mere praktisk anlagt i sådan en grad, at han er i stand til at bygge et formidabelt træhus komplet med tovbane på en enkelt nat.

Det er selvsagt en af de komedier, hvor vi først skal opleve disse to alfahanner kæmpe om reviret, mens de udadtil forsøger at virke som rene engle, når der er andre (især moderen til børnene), som observerer dem tale sammen. En gag som filmen benytter flere gange undervejs er også fædrenes opdigtede godnathistorie, som blot bliver en slet skjult reference til, at fædrene hver især forsøger at inkorporere dennes modstander som skurken i eventyret, for på den måde at forsøge at sætte sin rival i et dårligt lys. Det kunne måske være ganske sjovt, hvis ikke det i bund og grund var så evigt trist. For selv om dette er en komedie, så er der sikkert også enkelte seere, der har haft skilsmissen eller brudte forhold inde på livet, og som måske kan finde det usmageligt på den måde at benytte ungerne som våben mod hinanden, selv om det ”bare” er i komisk øjemed.

Der skal naturligvis være plads til at gøre grin med alt, men hvad der i virkelighedens verden måske ville være endt med en hårdt såret stedfar, der køres væk fra hjemmet i ambulance, mens den anden bliver presset ind i en ventende politibil, kommer aldrig til at ske i Daddy’s home Det kan godt være, at der følger en spoiler nu, så spring resten af afsnittet over, hvis du ikke ønsker at få ødelagt slutningen. For i filmen ender alt naturligvis i fryd, gammen og kammeratskab. Kosmos genoprettes, og på mest sukkersøde manér ender de to mænd med alligevel at finde respekt for hinanden og faktisk nærmest blive kammerater. Det er jo Hollywood, så det er jo den måde, man løser fiktive problemer på dér.


Daddy’s home ender derfor i bunken med hurtigt-set-hurtigt-glemt-film, som til trods for mange gode intentioner ikke er hverken kras nok, eller som byder på nok morsomme scener til, at den vil blive husket lang tid, efter afspilleren er slukket. Du kender det sikkert godt, har man set traileren, så har man set mange af filmens allerbedste scener, og så kan man jo spørge sig selv, om man med dette in mente så stadigvæk har lyst til at se hele filmen?


Forrige anmeldelse
« Martyrs «
Næste anmeldelse
» Colonia »


Filmanmeldelser