Det kom bag på mange, også de medvirkende , at der pludselig dukkede en tredje film i Cloverfield-serien op. Endda en film, der fik premiere på Netflix, umiddelbart efter Super Bowl finalen i 2018.

Filmserien, der startede med den skelsættende Cloverfield (2008) og som fortsatte i 2016 med det stemningsfulde kammerspil 10 Cloverfield Lane er en række af film, der måske virker meget forskellige rent visuelt og indholdsmæssigt, men som er forbundet rent tematisk, men det forudsætter at seeren selv har lyst til at lede efter fællestrækkende og sammenhængene.

Nu er den tredje Cloverfield-film, med undertitlen The Cloverfield Paradox så kommet på DVD og BluRay, så alle de der ikke abonnerer på Netflix (og de der gerne vil eje filmen på et fysisk medie) også kan se og danne deres mening om den.

Som overskriften antyder er dette seneste kapitel i Cloverfield-universet desværre også det hidtil svageste, for til trods for flotte effekter og en række delelementer der på papiret måske godt kan lyde fede, så ender filmen desværre med slet ikke at kunne leve op til forgængerne.

The Cloverfield Paradox foregår til dels på Jorden, men størstedelen af handlingen foregår på en rumstation, der kredser om vores planet. I filmens start bliver det slået fast, at vi er ved at løbe tør for energi. Benzin er rationeret, der er konstante strømafbrydelser og nationerne rasler med sablerne i desperation. Derfor beslutter den unge, kvindelige forsker Hamilton at drage til rumstationen, for at være en del af det team, der forhåbentlig kan finde frem til en vedvarende energikilde, som kan redde jorden og alle menneskerne på den.

På rumstationen arbejder forskerne på muligheden for at skabe en form for kvantesingularitet, meget lig den partikelaccelerator der findes på CERN i Schweitz. Hvis eksperimentet lykkes, kan denne singularitet i teorien blive en stabil energikilde, der sender mere energi ud end den der tilføres. Hamilton tager derfor væk fra kæresten og op på rumstationen. Hun siger selv at hun bare kommer til at være væk i nogle måneder, men det skal vise sig at være optimistisk.

Da hun ankommer på rumstationen opdager hun hurtigt, at der er spændinger mellem de enkelte besætningsmedlemmer, mest af alt på grund af deres nationalitet, idet disse afspejler de konflikter der samtidig foregår på jorden. Med frygt for at afsløre for meget, så lykkes det faktisk forskerne, efter mange mislykkede forsøg, at få deres eksperiment til at lykkes, men det har samtidig store omkostninger. For ikke alene befinder rumstationen sig pludselig ikke længere i kredsløb om jorden, der begynder også at ske mange virkeligt mærkelige ting ombord.

Umiddelbart kan ovenstående måske godt lyde som et handlingsforløb der har alle de delelementer som kan danne basis for en medrivende og interessant science-fictionfortælling, men desværre sker dette udelukkende i teorien. Hvor de to andre Cloverfield-film formåede at fremmane en filmisk og narrativ intensitet, der gjorde at man virkelig blev revet med, er den nye film desværre slet ikke så vellykket. Det skyldes hverken skuespillere eller de rent filmtekniske aspekter, men snarere, at der findes så mange andre film der foregår i rummet, der formår at udnytte disse klaustrofobiske rammer langt mere effektivt.

Et andet minus er også Chris O’Dowds figur Mundy. Skuespilleren kendes nok bedst fra komedieserien The IT-Crowd og hans komiske talent spilles der også på i denne film. Det virker blot lidt underligt malplaceret at en af besætningsmedlemmerne fyrer vittige bemærkninger i flere af de desperate og ganske skræmmende situationer som besætningen befinder sig i. Hans figur er sikket tænkt som en komisk kontrastfigur til de øvrige, men selv om skuespillerens evner ikke fejler noget, så fungerer det i Kapellets optik ikke særligt godt.

Bevares, der er en håndfuld virkelig fine visuelle ideer, intense scener og vellykkede scener i The Cloverfield Paradox men er der desværre for få af dem til at trække bedømmelsen op på mere end blot bestået. Dertil kommer at det ekstramateriale der er inkluderet på kobeversionen, to features på hver især 15 minutter der går bag om filmen, ikke er med til at hæve hovedfilmens indhold synderligt.

Det er lidt ærgerligt, at der på skiven ikke er inkluderet mere guf, da fans af denne filmserie, måske havde håbet på lidt mere ekstralir, der eksempelvis kunne løfte sløret mere for hvordan denne film – ud over de åbenlyse hints der eksplicit gives i filmen – passer ind i det overordnede Cloverfieldunivers.

Er du fan af de to andre Cloverfieldfilm, så bør du selvfølgelig også se den, men gør det eventuelt på Netflix først, før du raser ud og køber den. Det går jo ikke at mangle film i samlingen, men hører du til de der blot kan lide en god science-fiction så kan du godt springe The Cloverfield Paradox over. Det er et under at man med så solidt et budget, så fint et cast og så gode effektfolk ikke er lykkedes med at få skabt en rumfabel der fungerer bedre end dette. Forhåbentlig betyder denne midlertidige nedgang i kvalitet ikke enden på Cloverfieldserien, men er i stedet et tegn på at selv velfungerende franchises også engang imellem kan ramme ved siden af.