Selv om der sikkert er mange seriefans, der begræder når deres favoritserie når enden, så er der også noget sært betryggende ved afslutninger. Modsat de serier der bliver ved med at tilføje sæsoner, for så at enten at blive lukket grundet faldende seertal eller løber tør for ideer, så har det altid været meningen at The Strain skulle slutte. Den er som bekendt baseret på Chuck Hogan og Guillermo Del Toros romantrilogi af samme navn. ”Closure” er et engelsk udtryk, der er svært oversætteligt, men som dækker over den ro man kan føle i sindet når en historie når sin slutning, sit klimaks og i tilfældet med The Strain så lykkes det seriens skabere at få lavet en yderst tilfredsstillende finale.

Selv om tv-serien strækker sig over fire i stedet for tre dele som romanserien, så følger den alligevel i grove træk det litterære forlæg, så de der kender bøgerne ikke vil føle sig snydt. I sagens natur, er der skrevet flere scener til, så tv-serien får noget mere kød på sine figurer og så den dramaturgisk kan afrunde hvert enkelt afsnit med en cliffhanger der gør, at man konstant har lyst til at se videre.

Da vi sidst slap den lille håndfuld trofaste heltemodige mennesker, der synes at kæmpe en håbløs kamp mod The Master og dennes hær af ”strigoi” (for nye læsere: en betegnelse for den slags vampyrlignende skabninger der optræder i serien – red.), var de i store problemer. En enorm atomeksplosion har sendt støv og aske op i atmosfæren, så de ellers så lysfølsomme Strigoi nu pludselig også kan bevæge sig rundt om dagen. Dette sætter selvsagt yderligere pres på vore hovedpersoner. Da vi først møder dem, forsøger de hver især blot at overleve. De har dog ikke opgivet kampen, for der må jo være en måde at få The Master ned med nakken på.

Selv om serien ofte forfalder til at skabe figurer der er en slags afarter af de arketyper der allerede blev etableret af Bram Stoker ( f.eks. bliver vampyrjægeren Abraham Setrakian –The Strains udgave af Van Helsing og The Master er selvsagt en opdateret, virulent version af selveste Dracula) er der også mange variationer. Der kunne også være de der vil påstå at andre af filmens figurer er både flade og udelukkende har til hensigt til at opfylde deres specifikke funktion i fortællingen, så virker de alle sammen virkeligt godt og de intriger og dramaer der udfolder sig er overordnet alle rigtigt fint eksekveret.

Der er ligeledes en del elementer der adskiller den væsentligt fra Stokers klassiske episode fortælling. For blandt seriens bærende figurer møder man også igen den handlekraftige latino kaldet Gus. Gus har allieret sig med et slæng af forhenværende vaneforbrydere og de ender med at blive gruppens fodsoldater i kampen mod The Master. Gus er en figur der på den ene side lider af katolsk skyld (og ødipale konflikter – han blev trods alt tvunget til at slå sin egen mor ihjel da hun var blevet inficeret) koblet med gadegangsterens meget direkte måde at håndtere sine problemer på. Når vi taler om Gus og hans fodtusser kan det dog indimellem godt undre seeren at de er så gode til at undslippe horde efter horde af Strigoi når de er omringet. Enkelte gange klippes der til en anden handlingstråd og når vi ser Gus igen er han på mirakuløs vis nået i sikkerhed. Denne knap så elegante måde at undgå at forklare dele af handlingen er måske en af de eneste få ting, man kan klantre serien for.

En af de andre fantastiske elementer ved at The Strain er blevet til en tv-serie, er at seeren får rigtig god tid til at se ellers banale handlingsforløb udvikle sig over tid, hvilket igen betyder at stereotypiske figurer og handlingsforløb kan transformeres til noget, der er mere interessant og mere nærværende end var The Strain blevet lavet til tre ordinære spillefilm. Selv et noget så gennemtærsket fænomen som det klassiske trekantsdrama, der i The Strain eksisterer mellem skadedyrsbekæmperen Fet, lægen Eph og den attraktive kvindelige hacker Dutch, ender med at være interessant og ligefrem genuint rørende, især når vi rammer de sidste par utroligt dramatiske afsnit.

Seriens allersidste afsnit jager en solid sølvstage gennem hjertet på dele foretagenet. Selvom fjerde og sidste sæson starter en smule usikkert ud, finder den, ganske som i romanen, hurtigt kadencen og giver alle der har fulgt med helt fra starten, den vilde afslutning, som man havde forventet. Som altid i denne slags fortællinger er det hele den menneskelige races overlevelse der er på spil. Samtidig så afslører denne sidste sæson også hvordan The Master faktisk har ladet sig inspirere af os mennesker til udførelsen af hans diabolske planer og uden at afsløre for meget, drages der kraftige paralleller til virkelighedens nyere historie.

Apropos virkelighed. Idet de globale temperaturer stiger, indlandsisen på Grønland smelter og ingen politikere tydeligvis kan eller vil gøre det fornødne for at forhindre at vores dejlige planet rykker tættere på en sjette masseudryddelse, er det klart at dystopiske, kataklysmiske fortællinger som disse kan opleves overalt i populærkulturen. For selv om det måske, trods alle odds, ender godt for enkelte af figurerne i den opdigtede serie, så er der sikkert mange der stadigvæk har svært ved at tro at det vil ende lige så godt for den virkelige menneskehed. Her er det ikke vampyrer der vil udslette os, men derimod os selv. Det er frygt som den der lurer lige under overfladen og er ligeledes med til at give en form for gravitas til noget så banalt som en action-vampyr-serie.

Det stik modsatte af gravitas kan man finde ved at kigge lidt af det ellers noget sparsomme ekstramateriale som er placeret på den 3. og sidste DVD-skive. Foruden et par features der går bag om seriens tilblivelse og det nærmest obligatoriske ”gag-reel”, der er ret så morsomt, kan man finde en længere sketch, hvor alle seriens hoverfigurer, både Strigoi og mennesker i rundkreds snakker med deres fælles psykolog. Det er virkeligt morsomt lavet, men det kræver at man er fan af serien. For skal man kunne se det sjove i denne seance kræver at man kender de figurer der optræder og ikke mindst de problemer og indbyrdes relationer som de indbyrdes slås med.

The Strain – sæson 4 er et must-have for alle der har fulgt med fra starten og har du ikke det, er det aldrig for sent at starte nu. Eksempelvis er der her op mod jul 2018 udkommet en samleboks med alle dele af serien 9 som du enten kunne forære dig selv, eller trygt købe til en vampyrfan, som du holder af. Selv om den desværre ikke er udkommet på BluRay herhjemme, så står serien stadig rigtigt fint på DVD. Det er en både flot, spændende og til tider intenst uhyggelig serie, som vil appellere til alle fans af gys, action og vampyrer.