Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Frantz (113 min.) Biografversion / Camera Film
Anmeldt 30/3 2017, 11:45 af Uffe Stormgaard

En fremmed kommer til landsbyen


En fremmed kommer til landsbyen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En ung pige Anna klædt helt i sort, med en hvid blomsterbuket i hånden, går gennem landsbyens gader, for at nå til kirkegården, hvor hun knæler ved en grav, for at lægge blomsterne og opdage, at der allerede ligger en stor buket. Fra hvem og hvorfor? Det er det filmen Frantz handler om. En film i sort/hvide billeder. En dirrende spændt tone. En stemning af melankoli og smerte. En duft af en verden af i går. François Ozons film Frantz er noget ganske særligt.

Vi er i den lille tyske by Oldenburg kort efter første verdenskrigs ophør. Tyskerne har tabt, franskmændene vundet – men begge lande har dybe sår. I tusindvis af unge sønner har mistet livet på begge sider af skyttegravene. Annas forlovede, Frantz, blev dræbt under krigen og hun bor nu hos svigerforældrene, som en slags erstatningsbarn. Et ældre sorgtynget lægeægtepar, der har mistet deres eneste søn. ”Alle franskmænd er min søns morder” erklærer svigerfaderen kategorisk.

For den fremmede, Adrien, der er kommet til byen, er franskmand. Det er ham der har lagt blomsterne på graven. Før krigen, efter eget udsagn, bedste ven med Frantz. Langsomt, som et nostalgisk fortidsvidne, bliver han accepteret og inddraget i den lille sorgtyngede lægefamilie. I korte flashbacks (i farver) genoplever vi Frantz (Pierre Niney) og Adriens løsslupne studentertid i Paris før 1. verdenskrigs udbrud.

En spirende kærlighed – ikke mindst i hengivenhed til afdøde Frantz – opstår de to unge imellem og udvikler sig til et frieri. Adrien bliver præsenteret for landsbyen, hvor hadet til sejrherren, Frankrig, florerer og giver anledning til tysk hetz og vold mod den unge franskmand. Adrien rejser pludselig tilbage til sin franske familie. Anna, der oplever et savn og en uafklarethed, rejser til Paris for at forsøge at finde Adrien. Det lykkedes og hun bliver budt velkommen på slottet udenfor hovedstaden, hvor hans velhavende mor og familie residerer.

En spændende plot. Og meget mere. For lag på lag afdækkes sandheden. Eller er det sandheden? Et kalejdoskop af løgne og illusioner. En dybdeboring i en atmosfære af tvetydighed og usikkerhed fastholdes vores interesse, ikke kun i det raffinerede plot, men i alt det usagte. Er der ikke en undertone af et homoseksuelt forhold de to mænd imellem? Heller ikke alle facts synes at stemmer overens? Løgn over løgn?

Frantz er en film med stor dybde og en nuanceret personskildring og ikke mindst et tidsbillede i slægt med Jean Renoirs Den store illusion (1937). Om to nabokulturer, deres indbyggeres tab og sorg efter 1.verdenskrig – og manglende vilje til fordragelighed og tilgivelse, bundet sammen i en melankolsk tysk naturromantik. Et trekantsdrama, ikke fjernt fra Francois Truffauts Jules og Jim (1962), hvor de to fransk/tyske venner konkurrerer om Jeanne Moreaus gunst.

Frantz er i øvrigt en remaker af den store tysk/amerikanske filminstruktør Ernst Lubitschs Manden der dræbte(1932), som Hitler forbød på grund af dens pacifistiske budskab.

Hos Francois Ozon er det den tyske skuespiller Paula Beer som er Anna, der ikke vil give afkald på mindet om sin kærlighed til Frantz, den afdøde kæreste – kønt og afdæmpet skildret, overfor franske Anton von Lucke, den mystiske franskmand, hvis motiv for at opsøge den afdødes familie er omgivet med mange spørgsmålstegn. Elegant fremstillet med en aura af fin de siècle og en stille sorg med en bøn om tilgivelse. Det er ikke noget tilfælde, at begge kredser om Edouard Manets Selvmorderbillede, Vilains poesi og romantiske strygerkoncerter.

Francois Ozon, der siden sin debut har vundet striber af festivalpriser bl. a. Min ny veninde (2014) og gennembrudsfilmen 8 kvinder og et mord (2002), har med sin 16. spillefilm, valgt at fortælle en bitter og sorgfuld kærlighedshistorie, der ikke kun er nuanceret, men også fører os ind i en atmosfære af efterkrigsårenes mistillid og intolerance de vestlige lande imellem. Fuld af varsler om, hvad nationalisme og fascisme kan føre til. Mere aktuel end nogensinde. Frantz rummer, med sine mange lag, både det helt nære og det almene.


Forrige anmeldelse
« Doctor Strange «
Næste anmeldelse
» 11.22.63 »


Filmanmeldelser