Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Portræt af en kvinde i flammer (121 min.) Biograffilm / Camera film
Anmeldt 4/2 2020, 08:38 af Uffe Stormgaard

Når følelseslivet og kjolekanten går i brand


Når følelseslivet og kjolekanten går i brand

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Portræt af en kvinde i flammer er på ondt, og især godt, en rigtig art-film. Den handler bogstaveligt talt om kunsten, om livet og om undertrykte følelser. Hele tiden bevidst om sin kunstneriske form, fortalt i en forenklet stil, hvor klassisk skønhed og kunst går op i en højere erotisk enhed.

Fire kvinder (det er hele persongalleriet og nul mænd!), ingen (næsten ingen) underlægningsmusik, et par naturscener og to-tre indendørs-lokationer. Så enkelt har den franske instruktør og manuskriptforfatter Celine Sciamma, med sin fjerde spillefilm, valgt at fortælle kærlighedsdramaet fra 1770erne.

En art-film, javel, men plottet er spændende nok. Så spændende, at Cannes filmfestivalen har givet palmer for bedste manuskript.

Marianne (Noémie Merlant), er for dengang, noget så sjældent som en kvindelig portrætmaler. Hun, der er ugift og ryger pibe, underviser en kreds af unge, giftefærdige jomfruer udi portrætmaling. En af de få sysler datidens kvinder, i lighed med brodering, brev- og dagbogsskrivning, blomsterdekorering og ridning (på damesaddel), kunne sysselsættes med. En af hendes elever finder et bortgemt smukt portræt af en ung pige iført en grøn silkekjole. Et billede som Marianne straks afviser. Her starter historien, som et langt flashback.

Marianne bliver med fuld oppakning, staffeli og lærred, roet ind til et ensomt beliggende herskabshus ved Bretagnes viltre kyst for at portrættere, Heloise (Adele Haenel). En ung, giftemoden kvinde, der netop har måtte opgive klosterlivet, for på moderens forlangen, at blive bortgiftet med en hende ukendt italiensk adelsmand.

Et portræt skal dog males inden brylluppet, så brudgommen kan se, hvad han kan forvente. Men ak, baggrunden er mere snørklet, for søsteren var oprindeligt udtænkt som bruden, men kastede sig ud over skrænten i protest. Heloises nægter at være erstatningsbruden, ved konsekvent at afslå, at lade sig portrættere. Faktisk har hun allerede afvist en portrætmaler. Marianne må derfor arbejde i det dulgte, tage skjulte skitser af Heloises hænder, ansigtsform, læber, alt imens hun forgiver at være hendes guvernante, med lange gåture i det barske isolerede område.

Langsomt, meget langsomt, opstår der en forsigtig nærhed de to kvinder imellem, der kulminerer med at Marianne afslører sit egentlige ærinde. Et kys, der fuldender cembaloets sprøde toner fra ”Sommer” af Vivaldis ”Fire årstider”, er det første spæde tegn på en sanselig kærlighed, der yderligere får muligheder for at folde sig ud i morens fravær, hvor tjenestepigen Sophie (Luana Bajrami) på tværs af alle klasseskel og sociale konventioner, indgår i et dagligdags fællesskab med de to. Hendes uønskede graviditet og fremprovokerede abort - stærkt og brutalt skildret - bringer Heloise og Marianne tættere sammen. Helt tæt. Tættere kan det ikke blive. En intimitet og forståelse for kærlighedens frigørende evne – og dens næsten overnaturlige kraft, der igen muliggør en kunstnerisk fuldkommenhed i portrættet, som nu binder de to elskende sammen i et umuligt realisabelt forhold.

Ingen tilfældighed, at der gang på gang, henføres til Ovids klassiker om elskovsparret Orfeus og Eurydike, der så smertelig må afgive kærligheden, da Orfeus, på deres flugt fra dødsriget, vender sig om mod Hades. For mindet om kærligheden er vigtigere end selve lykken, synes også her, at være filmens budskab.

I filmen stilles der rent og næsten klinisk ind på de tos sanselige kærlighed og udviklingen af et nuanceret følelsesliv. Nærbillede på nærbillede. Nøgne ansigter, uden angst for at kigge i kameraet. To store sanselige skuespilpræsentationer. Et tidsbillede uden mange voluminøse kostumer (de samme, men smukke kjoler og parykker), men med en klar tone af kvindeundertrykkelse og arrogance overfor tidens få kvindelige kunstnere.

To kvinder, der er overladt til en skæbne, som kunsten/kærligheden for en kort stund beriger, men bestemt ikke fjerner omgivelsernes maskuline tyranni og manglende respekt. En film, hvor både følelseslivet og kjolekanten går i brand. Portræt af en kvinde i flammer er nok, med sine subtile kunstassociationer, og given sig megen, megen god tid, en Art-film – men også en helt enkel historie, om rendyrket tidløs kvindeerotik.


2521
Forrige anmeldelse
« Arrow - sæson 7 «
Næste anmeldelse
» Fear the Walking Dead - sæson ... »


Filmanmeldelser