I 1982 kom første bog i Stephen Kings fantasy-bogserie på i alt otte bøger (hvis man tæller The Wind Through the Keyhole med) i serien om The Dark Tower. Der har i flere år været planer om at omsætte dette ganske monumentale værk til spillefilm. Tæller man den ottende bog med er der sammenlagt over 4500 siders tekst og som fans af serien vil vide, så giver de mange sider rigeligt med plads til masser af eventyr, spænding og gys.

Nu er filmatiseringen så landet og det er den danske instruktør Nicolaj Arcel (En kongelig affære, De fortabte sjæles ø m.fl.), der har fået lov til at sidde i instruktørstolen. Nu kunne man måske antage at Arcels filmatisering ville være den første af i alt syv eller otte film, men der kan man godt tro om igen, for The Dark Tower både starter og afsluttes i løbet af halvanden times tid. Allerede hér kræver det ikke den store intelligens at regne ud at filmversionen ender med at være en endog meget overfladisk versionering, der i stedet for at lade universet langsomt udfolde sig over en række film, omskriver Kings Magnus Opus til hvad der bedst kan beskrives som en generisk og ikke særlig medrivende eventyrfilm.

Det kan godt være, at der er en masse elementer i Kings romanserie som måske ikke lader sig nemt omforme til spillefilmsformat, men slutresultatet er altså alt andet end imponerende. Selv instruktøren synes at kunne forstå hvorfor fans af bøgerne er alt andet end begejstrede og at det mildest talt var et sats at forsøge at få presset materiale fra alle otte bøger ind i en enkelt film. Det kunne han jo godt have sagt sig selv! Selv om den nye film ikke er en 1:1 filmatisering af handlingen i bøgerne, så forventer man jo med denne titel at det er en filmatisering af serien.

Skal man se på de positive sider i filmen, så er de der da også. Matthew McConaughey spiller skurken i sort og Idris Elba indtager rollen som revolvermanden Ronald og det gør de fint, selv om McConaugheys figur til tider kan virke en anelse karikeret. Fint er også de mange referencer til Kings øvrige fiktioner som filmen byder på , fra drengen Jakes paranormale evner der omtales som ”shine” (noget der også optræder i bøgerne), til Jakes ven der leger med en model af en rød Plymouth Fury (samme type bil som den besatte Christine) eller i scenen hvor vi ser resterne af et skilt i en forlystelsespark hvor ”Pennywise” (navnet på den morderiske klovn fra It) kan skimtes. Der er altså både indholdsmæssige og visuelle links til Kings store univers, men det er ikke nok til at dette føles som at filmmagerne respekterer Dark Tower romanerne.

Stephen King er kendt for at have notorisk dårlig smag når han skal bedømme filmatiseringer af egne værker. Der er jo vidt kendt, at han følte så stor afsky overfor Stanley Kubricks filmatisering af The Shining at han ligefrem producerede en miniserie, der kunne rette op på skaden. En miniserie som endte med at være alt andet end interessant. I samme dur har han på det seneste udtalt, at han faktisk var ret så glad for Arcels filmatisering, da den jo indeholdt flere elementer fra hans romanserie og da de to medier jo i sagens natur er meget forskellige.

Hvis man forestiller sig at en af kongstankerne bag Arcels film er at give folk der ikke kender Kings bogserie til at læse den, så tvivler vi i al fald her på Kapellet at det kan lykkes, for væk er den skæve kompleksitet, som man finder i romanerne og er i filmudgaven erstattet af en ganske banal fortælling, som man har set magen til i et utal af eventyrfilm tidligere.

Filmen fokuserer på drengen Jake, der oplever nogle meget realistiske drømme, som han tror er virkelige, men som både hans mor, stedfar og psykolog mener er et resultat af Jakes underbevidsthed, der forsøger at håndtere faderens død. Det viser sig imidlertid (surprise, surprise) at det er Jake der har ret, for en meget ond skabning – The Man in Black - leder efter det barn, der på sigt kan få det mørke tårn til at styrte i grus. Legenden fortæller nemlig at nøglen til at få det mørke tårn smadret skal findes i et barnesind. Derfor leder den sortklædte skurk efter børn der kan placeres i hans maskine, den sender disse børns energi i retning af Det Mørke Tårn. Tårnet er en sagnomspunden bygning der er knudepunktet mellem alle de virkeligheder der eksisterer.

Jake møder heldigvis revolvermanden Roland, der kommer fra en anden dimension. Det antydes at Roland ligefrem er den sidste revolvermand. I dette univers skal denne titel ikke opfattes som værende lig med en normal westernhelt, men snarere en mellemting mellem en ridder og en cowboyhelt. Roland er også ude efter Manden i Sort, for det var ham der i sin tid dræbte hans far. Da han opdager at Jake måske kan være barnet fra profetien, så vælger han straks at beskytte Jake og sammen sætter de jagten på skurken ind.

Selv om man godt kan anfægte indholdssiden – især med blik på alt det der ikke er blevet plads til i Arcels filmatisering – så er filmen til gengæld ganske effektiv visuelt. Overordnet set bydes der på ganske flotte billeder, hæderlig action og gode effekter, men dette overskygges altså desværre af en alt for forudsigelig handling, der har reduceret et virkeligt originalt kildemateriale til en noget kedelig metervare. Det er brandærgerligt, men sig nu ikke at du ikke var advaret, før du køber din biografbillet.