Vi lever i en verden, hvor informationer efterhånden kan være lige så dyrebare som diamanter, især i de rigtiges eller forkertes hænder. Vi lever også i en tid hvor de såkaldte whistleblowers – altså de der anonymt (eller ej) afslører hemmeligheder – bliver betragtet som enten fjender af samfundet eller som frihedskæmpere, alt afhængig af hvem det er man spørger.

En af de mest opsigtsvækkende personer i den forbindelse, må uden tvivl være Julian Assange, skaberen af wikileaks – en internetplatform, hvor whistleblowers helt anonymt kan uploade informationer, dokumenter og alle mulige typer af filer, som de mente burde komme ud i offentligheden. På den måde kunne alle de personer, der gerne ville have at visse informationer som regeringer, banker, selskaber og privatpersoner ikke mener den brede offentlighed burde have indsigt i, netop blev hevet frem i dagens lys.

Det er selvfølgelig muligt at få serveret historien om Wikileaks i dokumentarfilmsform, som eksempelvis i den ganske fremragende film som to journalister fra Svensk tv har lavet om emnet: Wikileaks. Har man dog lyst til at se en fiktionaliseret version er der lavet hele to spillefilm: Underground, der fokuserer på Assanges ungdom og The Fifth Estate, som er den film nærværende anmeldelse har intentioner om at lække informationer om på disse sider.

The Fifth Estate starter med en flot montagesekvens, der viser informationens historie, fra tidlige hieroglyffer til internettet, i løbet af to-tre minutter. Herefter kastes tilskueren ind i filmens handling in medias res fordi der startes i 2010 med at vise den travle kommunikation mellem tyske Der Spiegel, engelske The Guardian og New York Times i USA, før de tre blades simultane offentliggørelse af de såkaldte Afghanistan-dokumenter. Informationer om især USA's indsats i Afghanistan lækket af et medlem i den amerikanske hær til netop Wikileaks. Herefter springes der fire år tilbage og filmen starter med at vise seeren det første møde mellem Daniel Domscheit-Berg og Assange ved et computertræf i Berlin.

Det er primært deres venskab og samarbejde som filmens beskriver og det er dynamikken mellem de to nørder og deres forskellige meninger, der i sidste ende bliver drivkraften i dramaet. Et drama, der synes at ende med at tage Domscheits-Bergs parti. For det er et drama, der primært drives af de ideologiske tanker, der ligger bag deres organisation. Uenigheden mellem dem opstår nemlig i spørgsmålet om al information virkelig bør være frit tilgængeligt, eller om denne typer af læk ligefrem kan skade de personer, som omtales i de offentliggjorte dokumenter?

Det bliver i al fald angivet som en af hovedårsagerne til spliden mellem de to Wikileaks-stiftere, men også Assanges ego synes at smide benzin på bålet. Det antydes i al fald i The Fifth Estate at Julian er endog meget svær at være nære venner med, for trodser man ham, så forvandles den koleriske, hvidhårede, idealistiske hippie pludselig til en hævngerrig satan, der er lige så nådesløs i sin behandling af sine medmennesker, som han er opsat på at rette op på verdens uretfærdighed med alle sine afsløringer.

Filmen løfter også lidt af sløret for, hvordan organisationen voksede sig stor fra et lille tomandsprojekt med en enkelt server, til organisationen som den tager sig ud i dag. Den viser både de positive og de negative aspekter af denne nye type af vidensdeling og selv om filmen forsøger ikke at tage parti, men snarere indlede dialog, så er det ganske tydeligt at sympatien ligger hos informationssprederne.

Der synes nærmest at være tale om typecasting idet man har valgt Benedict ”Sherlock” Cumberbatch til at spille den ledende hovedrolle, idet Assange også fremstår som både enormt excentrisk og lynende intelligent. Hans tyske modvægt, fremstår også troværdig og hele filmen har et ganske lækkert look. Selv om researchen tydeligvis har været god (filmens manus er baseret på to bøger om Assange, den ene skrevet af Domscheit-Berg, hvilket måske forklarer hvorfor denne fremstår så sympatisk i filmen) så bliver den også lidt for lang.

Filmen vælger, i denne anmelders optik, måske at have for meget fokus på at skildre faktuelle begivenheder og for lidt på at skabe dramatik. Så selv om der er godt skuespil, et interessant emne og topkarakterer for teknisk udførelse, så bliver The Fifth Estate altså lidt kedelig i længden. Det føles måske ikke som at læse 27.000 lækkede rapporter fra ende til anden, men det bliver heller ikke virkeligt spændende.