Når man betragter omslaget til filmen Cop car, får man bestemt indtrykket af, at det er en actionfilm. Det er sikkert tilsigtet, for actionfilm sælger traditionelt langt bedre end indie-dramaer, men det er ret beset præcis det, Cop car i virkeligheden er.

Filmen har et utroligt enkelt set up. To drenge, begge er omkring 12 år gamle, er taget på eventyr på egen hånd. Måske er de stukket af hjemmefra, uden nogen har opdaget det endnu, måske keder de sig bare og forsøger at få dagen til at gå. På deres vej over marker og enge finder de mellem nogle træer en forladt politibil, og hvad er mere spændende for to friske drenge, end pludselig at stå overfor sådan en gave?

Problemet er bare, at bilens ejermand (der spilles af Kevin Bacon) er alt andet end en politimand med rent mel i posen. Faktisk er han bundkorrupt, har hugget en masse stoffer og har tillige en bevidstløs mand liggende i bagagerummet på øsen. Drengene når naturligvis at få startet bilen og kørt den ud på hovedvejen, idet betjenten vender tilbage til den, efter at have gravet en grav et stykke væk tiltænkt den uheldige passager i bagagerummet.

I ren og skær panik løber politimanden derfor tilbage til sit hjem, forsøger at ødelægge bevismateriale og samtidig, i ren og skær kokainpanik, at finde ud af, hvor bilen befinder sig uden naturligvis at afsløre overfor sine kollegaer, at den er blevet stjålet. Drengene nyder først deres nyfundne legetøj, men inden længe opdager de, at der er noget helt galt, og at de måske er i reel fare. Især da bilens ejermand kontakter drengene over radioen.

Selv om det godt kan lyde som starten på en ganske hæderlig katten-efter-musen fortælling med nogle unge, forsvarsløse drenge, der jagtes af en skånselsløs, korrupt og narkopåvirket politimand, så udmærker Cop car sig ved ikke at udnytte dette potentiale til fulde, men i stedet forsøge at spille på dens status som indie-produktion og fokusere på dramaet frem for fremdriftselementer.

Det betyder, at filmen er mere interesseret i at vise gode skuespilpræstationer, bygge stemning op og skabe en noget anderledes fortælling set fra børnehøjde, end de man ellers er vant til at se. Det betyder samtidig ikke, at Cop Car er en film, der lykkes. For selv om det lykkes filmmagerne at få skabt et ganske troværdigt portræt af de to hovedpersoner, så fejler filmen eklatant som spændingsfilm, og derfor skuffes de som har anskaffet sig BluRay’en baseret på coveret.

Det skal i næste nu nævnes, at selv hvis man ikke havde forventet at se en actionthriller, så fungerer filmen heller ikke som rendyrket drama. Det skyldes ikke manglende talent hos de medvirkende, men snarere at filmen selv ikke helt er klar over præcis, hvad formålet er med dens fortælling er.

Når man beskæftiger sig med filmanalyse eller filmproduktion, taler man ofte om filmens præmis, altså hvad det er for et budskab eller grundlæggende idé, som filmskaberne forsøger at formidle, men det er altså meget svært at finde præmissen i Cop Car ud over en morale, der foreskriver, at unge drenge bestemt skal holde sig fra at låne forladte politibiler uden at have fået lov til det.

Det ville virke indlysende at lade Cop Car være en film, der beskrev de to unge hovedpersoners overgang fra drenge til unge mænd, som en slags coming-of-age/bildungs-fortælling, men det synes heller ikke at være filmens formål.

Det, som måske forsøges at blive formidlet her, er, at Cop Car er en film, der har en masse gode intentioner, men som helt bevidst synes at undgå de ellers så åbnelyse valg, som fortællingen kunne have taget, idet den vil indskrive sig som indie-film. Det betyder så også, at den ender med at være ganske kedelig. Ikke dermed sagt at independentfilm er kedelige, men blot for at påstå, at Cop Car er det, uanset hvilke forventninger man ellers har måttet have til filmen.