Der er ikke noget nyt i at klovne er skræmmende. Det handler i sagens natur om at der både er noget lattervækkende ved det hvidsminkede ansigt og samtidig noget dystert ukendt i det faktum, at man reelt ikke ved, hvem det er der gemmer sig bag maskeringen. Denne dualitet er blevet udnyttet af en lang række forfattere, filmmagere og, tør man sige det, en enkelt seriemorder – John Wayne Gacy.

Det er nu ikke Gacys uhyggelige gerninger, der ligger til grund for den nye horrorfilm Clown som promoveres ved at den er ”from master of horror Eli Roth”. Det er nu en sandhed med modifikationer, for Roth selv er udelukkende med i en birolle og så fungerer Hostel-instruktøren endnu engang som producent på filmen. Faktisk synes han at være særdeles produktiv som producer og hans navn er normalt garant for, at b-filmene har en lidt højere standard end gennemsnittet.

Dette gælder også for Clown, for selv om man kan diskutere at filmens præmis er absurd, grænsende til det lattervækkende, så er filmen ikke desto mindre både reelt underholdende og på sine steder ganske uhyggelig, især hvis seeren lider af coulrofobi i forvejen.

Filmen kan vist bedst beskrives som en splatterkomedie, der får denne anmelder til at tænke på Stitches fra 2013, selv om Clown anlægger en noget mere dyster grundtone. Filmen handler i al enkelthed om en familiefar, der arbejder som ejendomsmægler. Hans kone ringer til ham, mens han er på arbejde og fortæller at den klovn som de havde bestilt til at underholde til datterens fødselsdag er blevet syg og har meldt afbud. Endvidere kan selskabet ikke nå at finde en afløser med så kort varsel. Heldigvis opdager faderen at det hus han befinder sig i har tilhørt en entertainer, så der går ikke længe før han finder et klovnekostume i en dragkiste.

Fødselsdagen går fint, børnene er glad og alt katastrofen synes undgået – lige til at faderen forsøger at fjerne makeuppen, den spraglede paryk og kostumet, for ingen af delene vil af. Der er noget frygteligt galt. Faderen er tilsyneladende ved at gennemgå en slags metamorfose, så han forsøger, da han først indser at kostumet permanent er blevet en del af hans krop, at finde ud af hvor klovnedragten kommer fra. Det skal dog vise sig, at historien om dragten muligvis er langt mere frygtindgydende end først antaget.

Det ville være unfair i dette forum at afsløre hvad det er der er så specielt ved klovnekostumet, for den forklaring som bliver leveret – af selveste Peter Stomare – er både så langt ude og bizar, at det nok er de fleste horrorfans som står af, med mindre man da holder af b-film der som denne ikke tager sig selv synderligt højtideligt.

Clown er en film, der bestemt ikke holder sig tilbage, selv om den ingenlunde ender i lige så voldsomme excesser som man forbinder med producentens få, men effektive film. Til gengæld vil den sikkert være ganske hård kost for folk, der ikke er lige så afstumpede som os, der har forsøgt at se så mange gysere som overhovedet muligt.

For alle der holder af b-horrorkomedier, der faktisk både leverer grin og gys, er Clown bestemt værd at se, selv om dens præmis er ustyrligt fjollet. Skuespillet er over middel og selv om mange af scenerne er taget direkte ud af horrorfilmgrundbogens kapitel om genreklicheer er det hele ganske effektivt udført.