Da kapellet forventningsfuldt gik i biografen for at se Passengers var det mildest talt en noget skuffet kapellan der krøb ud fra biografens mørke efterfølgende, men som faste læsere vil vide, så får enkelte film faktisk mere end en mulighed for at blive vurderet – når disse udsendes på BluRay. Med noget nedjusterede forventninger og andet selskab (i form af familiens 13-årige knægt) fik filmen derfor endnu en chance i hjemmebiografen.

Det siges jo at førstehåndsindtryk er de der som regel passer og det er også delvist tilfældet for Passengers for i stedet for at være en hæsblæsende science-fiction fabel, er den snarere et kammerspil, der tilfældigvis foregår på et enormt rumskib på vej mod en fjern planet. En af passagererne som er i dvale vækkes af uransagelige årsager af hans søvn og må indse, at der er 90 år før skibet når sin endelige destination. Jim, som manden hedder, finder ud af at det er umuligt at finde en metode så han kan lægge sig selv i dvale igen og efter mange overvejelser og dybe samtaler med skibets android-bartender, beslutter han sig derfor for at vække en af de øvrige passagerer op, for at få sig lidt menneskeligt selskab, velvidende at han samtidig dømmer hende til et lige så trøstesløst liv som ham selv.

Medanmelder Sebastian, var da filmen sluttede heller ikke så begejstret for den og gav sin far ret i at den sagtens kunne have være lavet meget mere spændende. Fatter derimod så i anden omgang med lidt mildere øjne på filmen. Muligvis hang dette sammen med at han vidste hvad han skulle forvente sig og så gav gensynet mulighed for at man kunne fokusere på andre elementer i filmen, end det tynde kærlighedsplot.

Gensynet bekræftede at produktionsdesignet på filmen var virkeligt gennemført. Både selve rumskibet, de forskellige imponerende interiører og de mange forskellige afdelinger på skibet, er gennemført lavet. Selv om man rettelig burde fokusere mere på skuespillerene end på scenografien, var der denne gang mulighed for at nærstudere den slags detaljer.

Det er helt tydeligt at det er Sony der har kastet penge efter filmen, for deres logo er at se på indtil flere genstande i filmen, mest tydeligt den sci-fi udgave af en tablet som benyttes af begge hovedkarakterer undervejs. Det er slet skjult product-placement, men SONY bør rettelig set da have lov til at reklamere i deres egen film, hvis de lyster.

Dertil kommer at rekvisitter – være det sig værktøj, rumdragter og meget mere også er totalt strømlinet designet så de danner en helheld der virker overbevisende, selv om filmens grundlæggende præmis måske ikke er det.

(I de to følgende afsnit følger der et par spoilers, så spring det over hvis du selv vil opleve filmen) Endelig så kunne man også fokusere på i hvor høj grad det lykkes for vore to primære aktører Chris Pratt og Jennifer Lawrence, at udfylde de roller som de har fået tildelt. Især sidstnævnte får et noget større følelsesmæssigt register at udforske, idet hendes figur Aurora først skal forelske sig i Jim, for senerehen at opdage at det faktisk var samme fyr, der forsætligt har vækket hende af hendes tornerosesøvn og dømt hende til at ende hendes dage sammen med ham i stedet for et levet liv på den planet de er på vej til. Det er selvsagt også denne konflikt der er filmens største og nok også den, der gør at den ender med at være et kærlighedsdrama snarere end en god science fiction film. Sci-fi-elementerne er udelukkende til stede for at kunne afprøve dette sære aspekt af tosomheden.

Efter filmens egentlige klimaks er det også en smule irriterende at vore to hovedpersoner faktisk opdager at der eksisterer en mulighed for at en af dem ville havet kunnet fortsætte rejsen som før. Dette er selvsagt med i filmen så der kan opstå et dilemma over om de skal fortsætte deres rejse sammen, eller en af dem – for der er jo kun plads til en af dem i den maskine de finder) skal lægges i dvale. Det er forståeligt set ud fra dramatikerens perspektiv, men ganske irriterende, idet Jim indledningsvist have næsten et år alene på skibet uden han dog finder frem til denne løsning. Efter hun er blevet vækket bedyrer han ellers at han har undersøgt alle muligheder for at komme tilbage til dvaletilstanden uden held. Det holder ikke når filmens interne logik på den måde brydes, blot for at skabe et ”interessant” dilemma.

Så selv om filmen er flot lavet, selv om skuespillerne gør deres for at engagere os og selv om kapellet har forsøgt at præsentere filmen for et medlem af en lidt yngre målgruppe ændrer det ikke ved, at Passengers nok ikke er en film der rigtigt fænger. Den finder sikkert sit publikum i de filmfans der er mere interesseret i parforholdsdramaet end i science-fiction delen. Ved selvsyn kan man se at filmen har opnået en ganske pæn metascore på forskellige hjemmesider, men det er altså ikke ensbetydende med at den er god. Kapellets udsendte og søn gav den en chance til, men det blev den desværre ikke meget bedre af.