Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Passengers (116 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 31/12 2016, 12:48 af Torben Rølmer Bille

Titanic i rummet


Titanic i rummet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter at have set en halv trailer og ikke mindst en enkelt imponerende og overraskende godt tænkte scene var interessen selvsagt vakt. Passengers var efter disse elementer at dømme en ustyrlig flot science fiction fabel, som handler om to personers kamp for at overleve på et enormt rumskib. En slags katastrofefilm i rummet. Sandheden er dog en helt anden, for det viser sig, at filmen i stedet ender med at være, som overskriften antyder, en ganske banal kærlighedsfilm, der tilfældigvis foregår langt ude i rummet.

Filmen starter ud med det nærmest obligatoriske billede af et stort rumskib, der lydlyst sejler forbi seeren. Skibet fungerer via automatpilot og er kun nået godt en tredjedel af dens over 100-årige rejse til en fjerntliggende planet. Her er det tanken at skibets passagerer eller nybyggere, kan vågne af deres dvaletilstand og starte på en frisk. Skibets autopilot vælger undervejs at lægge en kurs gennem et meteorfelt og undervejs sker der noget ganske uventet. En af disse dvalekister åbnes og ud stiger Jim Preston – uddannet ingeniør og helt alene på dette enorme, intergalaktiske krydstogtsfartøj.

Selv om Jim efter et stykke tid opdager at han kan opnå lidt kontakt ved at snakke med den lokale robot-bartender, er dette heller ikke optimalt. Efter et års tid alene er han ved at blive sindssyg. Nærmest ved et tilfælde finder han Aurora, en meget smuk kvinde, der som de mange andre passagerer ligger i dvale, men Jim har fundet ud af en måde hvorpå han kan vække hende, så han har en at dele sin ensomhed med. Problemet er blot, at hvis han vækker hende, så har de ingen mulighed for at vende tilbage i dvaletilstanden. Så dilemmaet ligger jo i om Jim i egen interesse skal sabotere hendes dvalekiste, så han får selskab ombord på skibet, eller om han bør lade hende sove videre.

Som de fleste der har set traileren godt ved, så vækkes også hun og selv om de to også finder ud af at der måske kan være en god grund til at han blev vækket af dvalen så lang tid før deres ankomst til koloniplaneten, så er filmen langt mere fokuseret på at skildre Aurora og Jims dagligdag i rummet. Hvordan de to drages mod hinanden, men med den konstante risiko der er for at Aurora opdager at det er Jim har vækket hende med vilje. Det er denne dramatangent, der trykkes på, snarere end af fortælle en historie om at få løst de udfordringer der er i forbindelsen med at rumskibet opfører sig underligt.

Passengers er meget flot, men det er den i over to timer mens den slæber sig trægt afsted rent handlingsmæssigt. Muligvis fordi man havde forventet sig noget lidt andet og mere end en kærestefilm i rummet, men måske mest af alt fordi det er svært at se hvad filmmagerne egentlig vil med deres historie. De har ikke i sinde at sige noget om vores liv i fremtiden, eller skabe noget egentlig spænding i forhold til at vore to hoverpersoner skal til bunds i hvorfor de pludselig er blevet vækket af deres dvale. Det er en film om parforhold.

Selvsagt har det for folkene bag filmen handlet om at skabe en situationm der kunne give plads til godt skuespil, og hvor en historie om ensomhed og kærlighed kan udfolde sig mellem to mennesker der som udgangspunkt ikke kender hinanden. Skraber man dog sci-fi fernisen bort, så står man tilbage med et lille kammerspil, der ender med at tale om de samme ting som rigtigt mange før den har gjort. Science-fictionelementerne er blot brugt som en slags trækplaster.

Passengers ender med at skuffe, dels fordi den ret beset ikke handler om ret meget andet end et kærlighedsforhold og kriser i dette, dels fordi man ikke har set nogle figurer udvikle sig synderligt ligesom man heller ikke som tilskuer er blevet klogere på hverken rumskibe eller parforhold, når man rejser sig af plyssædet i biografmørket.

Drop derfor Passengers som kun kan ses som god takket være især Jennifer Lawrences spil. Har man til gengæld lyst til at se aktuel science fiction, der i kontrast til Passengers har noget på hjerte og som intelligent formår at gøre genren interessant, så anbefaler kapellet at man i stedet (gen)ser 2016 bedste (science fiction-)film: Arrival .


Forrige anmeldelse
« Suicide Squad – Extended Cut «
Næste anmeldelse
» Evolution »


Filmanmeldelser