Besøger man forskellige diskussionsfora på nettet der omhandler film, eller snakker man bare med ens omgangskreds, er ideen om at se film i 3D, en af dem der virkelig deler vandene. Langt de fleste (ifølge en helt uvidenskabelig empirisk undersøgelse baseret på nærværende skrivekarls omgangskreds) synes at 3D-effekten bare er en gimmick, der ikke nødvendigvis tilføjer noget synderligt til filmene. En effekt som mest af alt er benyttet så filmene måske har det nemmere ved at komme i betragtning til distribution på det kinesiske marked, hvor publikum tilsyneladende er vilde med teknologien.

Denne anmelder har dog altid fundet 3D ganske interessant og har også for så vidt muligt, forsøgt at (gen)opleve film i dette format. Selv om kritikerne oftest har ret i at illusionen om dybde ikke tilføjer ret meget til selve filmen, så er der altså også undtagelser. Eksempelvis var både Tron: Legacy og In the Heart of the Sea begge spillefilm, som på hver deres måde virkelig udnyttede 3D-effekten til fulde og gjorde det til en næsten uvurderlig del af oplevelsen.

Helt så skelsættende forholder det sig ikke i Assassins Creed, men alligevel var det som om at gensynet med filmen var langt mere positivt end forventet. Dette handlede ikke kun om at 3D-effekten gjorde både enkelte scener flottere, men dybden i billedet gjorde også at det var en del nemmere at orientere sig i enkelte af de hektiske kamp- og actionscener der forekommer, for slet ikke at tale om at de mange luftige travelling-skud (ofte med en ørn involveret) kom til at fungere en hel del bedre.

Selvsagt ændrer 3D-effekten ikke ved filmens grundlæggende handling, for den er identisk med den oplevelse man fik i biografen – til gengæld virkede filmen knap så rodet her ved det andet gennemsyn. Idet man som seer vidste hvad man kunne forvente, virkede fortællingen ikke nær så forvirrende. Selvsagt burde man ikke skulle se en film to gange, før den fungerer, men helt basalt set virkede filmen bede end erindringen om den.

Da det jo er en filmatisering af et computerspil, kan man jo heller ikke forvente meget mere end en flot actionfilm, til gengæld har spilserien har jo med al tydelighed vist, at der sagtens kan presses en masse fortællinger ind i spilformatet, og det er måske også derfor at folkene bag filmen har haft svært ved at begrænse sig, endsige finde ud af hvilken en af fortællingerne: science-fiction-delen eller middelalderfortællingen, der burde være mest i fokus. Denne dobbelthed kommen endda visuelt til udtryk på filmens cover.

Dykker man ned i filmens ekstramateriale kan man foruden en længere film, der fortæller om filmens tilblivelse også vælge at se nogle slettede scener og endda få disse kommenteret af filmens instruktør og klipper. Det viser sig nemlig at der i den oprindelige version også optrådte en figur som ikke kom med i den færdige film. Det var ung pige, som er blevet klippet helt ud af den endelige film. Hun var egentlig født som efterkommer af snigmordere, lige som vor hovedperson, men havde fra barnsben været i Abstergos varetægt og forsøgt opdraget til at være tempelridder. En fin idé, der dog viste sig at komme lidt i vejen for det i forvejen lettere komplicerede plot, der både foregår lidt ude i fremtiden, med masser af DNA-rejser tilbage til middelalderen.

Det er ikke til at sige med absolut sikkerhed, men det kunne jo være at filmen havde fungeret endnu bedre, hvis disse scener var bibeholdt – om ikke andet så for fans af spillene – men det er ikke til at sige med sikkerhed. Som nævnt i andre af kapellets anmeldelser af BluRay-udgivelser er det lidt ærgerligt, at folkene der har stykket -disken sammen ikke har lavet en mulighed, hvor man kunne vælge at se filmen med disse scener genintegreret, så man som seer kunne vurdere dette ved selvsyn, især fordi scenerne med pigen i store træk er lavet helt færdige.

Vurderingen af filmen er derfor at den faktisk holder langt hen af vejen, men at filmskaberne også godt kunne have turde satse på at fortælle en lidt mere kompliceret historie. De burde have taget nogle flere chancer som måske ville have været mere i tråd med spilserien. Muligvis ville det have gjort filmen endnu længere, men så der havde været plads til at man bedre kunne leve sig ind i både det futuristiske univers og den middelalderfortælling som kører parallelt med dette.

Når dette ikke er sket er det sikkert fordi man har været bange for at miste den del af publikum, der blot har valgt at se filmen fordi de bare ville underholdes – men grundliggende betyder dette at filmen, selv om den er bragende flot, aldrig bliver lige så medrivende som spillene. Dette både fordi spillene har mulighed for at fortælle rigtigt mange mindre, men fine historier, takket være sidemissioner osv, men selvsagt også fordi spilleren har mulighed for at tage en lang række valg, som filmens seer aldrig får. Måske er det basalt set det som er det allersværeste ved at forsøge at omdanne populære videospil om til det lineære filmformat.