En rigtig drengefilm. Nej, ikke action, Superman eller Aliens. Derimod en drengefilm om smerte, generationskløft, voldsomhed, kønsidentitets forvirring, onani - og måske allervigtigst, om man har fået hår på ”den”, der er skyld i alt det nye uoverskuelige roderi af et kropsopbrud.

Den islandske film Heartstone fokuserer på to teenagedrenges pubertet i et minisamfund af en fiskerlandsby. Thor, den lille kvikke, omgivet af en enlig mor og to storesøstre, hvoraf den ene skriver skæve, fortvivlede digte og maler art-deco-agtige billeder. Christian, det smukke velvoksne enebarn, vokser op i en alt andet end harmonisk familie, med hustruvold og alkoholisme.

De to drenge er rigtige venner. Oftest på kant med minibyens andre drenge. De fisker, slås og kigger, i det slet skjulte, til et par jævnaldrende veninder. De to er rigtige drenge – og lidt kysserie med pigerne, bliver det da også til. Men mest, for Thors vedkommende, der går på opdagelse efter sin spirende seksualitet - under dynen og især foran spejlet. Pigerne er - som altid - mere avancerede. De sminker sig og får endda overtalt drengene til også at få make-up på. Uskyldige famlende sexlege – hvor Thors talentfulde søster tegner/maler de to halvnøgne sminkede drenge, et billede der senere skal få alvorlige konsekvenser.

Vi er tæt, rigtig tæt, på drengene – og deres skrøbelighed. Christians indadvendte, tyndhudede følsomhed og tiltrækning af lille Thors tætte robusthed. De er venner/kammerater. Eller er der noget mere? Noget uudtalt, som forvirrer? Thors reaktion er helt naivt ukompliceret, når Christian i glimt bliver for nær: ”Hold nu op med at være mærkelig”. Hverken, kammeraterne, familierne eller det lille samfund tør tale om drengenes nærhed, ej heller forstå eller acceptere den – højst en let skjult mobning af de to venner.

Et smukt og nært, troværdigt billede af de tos kønsbevidsthed i det lille isolerede fiskerleje – men - og her har islændingene gjort det igen, også et smukt og stærkt kamera-arbejde (Sturla Brandth), der på mesterlig vis inddrager den islandske natur. Fjeldene, de grønne enge, hestene, havet, menneskene - et enkelt og barskt miljø – som vi husker fra de islandske filmsucceser: Blandt mænd og får og Om heste og mænd. Den 35-årige debutant Arnar Gudmundsson er både instruktør og manuskriptforfatter - og man er ikke i tvivl om, at han på sin egen krop kender miljøet.

Heartstone er meget, meget mere end en ”hjemstavnsfilm ” ikke mindst takket være en fremragende personinstruktion. Thor (Baldur Einarsson) og Christian (Blær Hinriksson) er ikke kun drenge, de er hele kønsforvirringen i et pubertetssving fra forvirrende ensomhed til jublende orgastiske glæder. Generationskløfter, jalousier og voldsomme brud. Fra mandomsprøven på fjeldet, til den hæslige stenfisk - de alligevel slipper løs, tilbage i havet. Fremmede barske miljøer, men alligevel så genkendelige, at enhver, ikke kun genkender, men genoplever, på ondt og godt, den forfærdelige overgangstid, som Sallinger på skrift kaldte Forbandet ungdom, Rifbjerg Den kroniske uskyld og Hollywood udkrystalliserede i The Graduate.

Tillykke til Island (et lille dansk dryp på det tørre danske filmland: mesterklipperen Janus Billeskov Jansen har stået for redigeringen og Filminstituttet er medproducent). Tillykke med film-hattricket, der for tredje gang bekræfter tesen om, at jo mere national en film er, des mere international er den samtidig. Heartstone er et internationalt nutidskunstværk (25 festivalpriser, fra Venedig til CPH PIX). En tidløs hjertesten, sat over vores fælles overgangsalder fra barn til voksen. En islandsk sommer med pubertetskonflikter på rejsen mod voksenlivet. Om den gang man spændt ventede på, at hårene voksede frem på ”den”, der var skyld i al ravagen.