Langt de fleste der kender lidt til popkultur kender Supermans oprindelseshistorie. For de der ikke husker den tydeligt, kommer her et kort resume; Et barnløst ægtepar i Kansas drømmer om at få et barn. Pludselig en aften dratter der et mystisk objekt fra rummet ned i nærheden af deres gård. Det viser sig ikke at være et meteor, men en rumkapsel og i den finder de et yndigt lille drengebarn, som de passer og plejer som var det deres eget. Baby vokser sig stor og stærk og hans forældre finder ud af, at deres plejebarn er meget anderledes end de fleste andre børn. Dette er også udgangspunktet for den nye film Brightburn med det aber dabei, at knægten fra det ydre rum bestemt ikke har til hensigt at hjælpe menneskeheden. Tværtimod!

Drengen fra det ydre rum vokser lige som Clark Kent op i Kansas, selv om den fiktive by denne gang hedder Brightburn og ikke Smallville, og på samme måde som Clark opdager sit kostume, så laver Brandon sin egen maske og karakteristiske røde kappe, som han ifører sig når han synes han bliver nødt til at gå i aktion. Der leges filmen på denne måde helt bevidst med referencer til Supermans mytologi, og man har ikke nødig at være en kæmpenørd for at fange disse.

Selv om man kan mene at dette er en lidt fesen idé, sådan bare at vende Supermanfortællingen på hovedet, så er det alligevel lykkedes folkene bag at få en ret anderledes og ganske underholdende actiongyser ud af dette koncept. Det er måske ikke er første gang man har set genremikset superhelte+gys tidligere, tænk blot på film som Spawn, Darkman, Faust eller Constantine, til gengæld er det altså første gang at undertegnede har set en egentlig omskrivning af Supermanmyten i gyserform.

Ideen om at en pubertær dreng pludselig får uanede kræfter er også god, for der er sikkert mange i den alder, der lige som hovedpersonen i Brightburn ikke nødvendigvis ville formå at forvalte deres magt lige så fint som DCs helt gør det. Forestil dig bare din gnavne teenager der af forældrene bliver bedt om at bære skraldet ud eller at rydde op på værelset. Er man en normal teen, kan man blot brokke sig, men har man superkærfter kan man jo vælge at afstraffe den voksne der forsøger at tvinge en til det.

Brightburn byder både på mere snigende gys og desuden vil filmen tiltale de, der holder af hyppige chok. Den snigende uhygge opstår i trit med at den søde knægt fra filmens start kommer i puberteten, men i stedet for bumser og skoletræthed udvikler han sideløbende med sine superkræfter voldsomme, morderiske tendenser. På mange måder kan filmen derfor ses som en ret grotesk allegori over den vanskelige overgang fra barn til voksen, for der er mange scener i Brightburn, hvor drengens adoptivforældre forsøger at slå knægtens mærkværdige opførsel hen med, at han nok bare er ved at blive voksen.

Filmen udmærker sig ligeledes ved at have et par ret virkelige væmmelige gore-scener, der selvfølgelig ikke skal beskrives i detaljer her, men i stedet opleves på det helt store lærred. Det kan dog godt afsløres, at Deres ellers-så-hærdede splatterfilmsfan måtte tage sig sammen for ikke at kigge væk, under en af disse udpenslede voldsscener. Dette skal selvfølgelig opfattes som en stor ros til filmmagerne, for det er meget sjældent at dette sker.

Brightburn er muligvis hverken den mest originale eller mest vellykkede gyserfilm i disse år, men den giver fans af genren præcis det som de gerne vil have. Fedt tænkt er det i al fald, at udskifte det klassiske slashermonster med en figur, der besidder reelt overnaturlige kræfter. Okay, Jason Vorhees og Michael Myers er selvsagt overnaturlige, idet de konsekvent genopstår fra de døde og er langt stærkere end selv den mest veltrænede mand, men ingen af de to kan hverken flyve, bevæge sig hurtigere end tanken eller smelte ståldøre ved blot at glo intenst på dem.

Der er sikkert enkelte filmfans der vil anklage filmen for hverken at være en ordentlig superheltefilm eller en ”rigtig” gyser, men det gør Kapellet ikke. Samspillet mellem genrene og ikke mindst de forventninger der er til begge indfries og interessant nok sidder man flere gange og er lidt splittet i forhold til filmens hovedperson. I nogle scener er man fascineret af knægtens gerninger og tænker at man nok ville have gjort det samme hvis man var i hans situation, i næste nu gør han ting, som viser at han er en bogstavelig stjernepsykopat.

Med fare for at spoile (så vil du ikke vide mere, stop læsningen nu) så lægger filmen til allersidst op til en fortsættelse, men om dette koncept holder til endnu en spillefilm vides ikke. Det vides heller ikke hvad DC – og deres advokater – på sigt vil mene om den måde Brightburn bevidst vender Superman-mytologien på hovedet. Uanset om der følger et søgemål, så vil Kapellet anbefale at man som genrefan bestemt bør give filmen en chance i biografen.