Den amerikanske thriller Get Out har stort set alle steder man ser hen fået en masse roser fra anmelderne. Selv om dette burde vær én god ting, er det det ikke altid, for kan anmelderne lide den, så kan det godt skræmme tilskuerne væk fra billetsluserne.

Der er ingen grund til at blive væk, for selv om Kapellets udsendte med det samme giver sig til at synge med det føromtalte rosekor, så er der al mulig grund til at tage en tur i biografen, især hvis du holder af thrillers og gysere, som faktisk formår at være originale.

Af samme grund bør man IKKE se filmens trailer. Kapellet ved udemærket godt at det så er paradoksalt at du kan klikke på traileren her på siden, men lad nu være! Den afslører desværre alt for meget af mysteriet. Filmen er nemlig en af dem der fungerer bedst hvis man ikke ved noget som helst om filmen på forhånd.

Get Out er instrueret af Jordan Peele. Til trods for at dette er hans debut som instruktør, har han både skrevet og medvirket i en hel del tv- og filmproduktioner, ligesom han selv har skrevet manuskriptet til Get Out. Mange af Peeles andre manuskripter og roller har været komiske og selv om der da er et par befriende grin undervejs i Get Out er der reelt ikke ret meget at grine over.

Filmen handler ganske kort fortalt om den unge fotograf Chris, der har et dejligt forhold med kæresten Allison. De har været sammen i fem måneder og nu mener hun at det er på høje tid Chris møder svigermekanikken. Han bliver dog en smule selvbevidst mens han pakker kufferten, for hvordan vil svigermor og svigerfar monstro reagere på, når de ser at han er sort?

I det hele taget er Get Out en film, der ved første øjekast synes at benytte gysergenren til at kommentere USAs – og for den sags skyld resten af verdens - noget problematiske og kejtede forhold til race. Uanset hvor meget man ellers tænker at menneskeheden har gjort fremskridt så er tilsyneladende svært for rigtigt mange ikke at lade sig påvirke af farven på folks hud. For selv om Chris’ møde med svigerforældrene i første omgang godt nok er kejtet som sådan noget nu engang er, så er de ved første øjekast – som også Allison garanterer – ikke racister.

Til gengæld er der en masse små ting som nager Chris. Dels benytter svigerforældrene sig af en sort husholderske og en endnu mørkere havemand, men da Chris forsøger at tale med dem, virker de meget verdensfjerne. Måske er det fordi svigermor har hypnotiseret dem? Hun arbejder i al fald som hypnoterapeut, og garanterer også overfor Chris at hun med sikkerhed kan kurere hans rygetrang. Han nægter i første omgang at lade sig hypnotisere, men det lykkes alligevel svigermutter at få bragt svigersønnen i en form for trance. Efterfølgende husker Chris ikke helt, hvad det er der foregik.

Endnu værre er det da familiens venner pludselig dukker op til en årlig fest for at mindes Allisons bedsteforældre. Selv om Chris stadigvæk har svært ved at sætte fingeren på hvad det er som er galt, så er der en masse småting som nager ham. Det er ikke kun de farvede tjenestefolk, der opfører sig og taler mærkværdigt, Chris bliver helt sikker på, at der er noget riv ruskende galt, da han møder nogle af de ”brødre” som er en del af det ellers overvejende hvide selskab, der kigger forbi for at holde fest.

Hvordan det hele hænger sammen skal selvfølgelig ikke afsløres her, men som antydet, så lykkes det filmen at levere en ganske overraskende historie, der bestemt ikke minder om ret meget andet som vi har set her på Kapellet. Selv om det egentlig ikke er en thriller, der lader racisme blive drivkraften, så er en af filmens styrker netop den måde som den italesætter hverdagens racisme på. I en af filmens tidlige scener oplever vi eksempelvis hvordan Allison revser en betjent, der vil se Chris’ kørekort, selv om det var Allison, der førte den bil de kørte i. Da familiens gæster ankommer er der også flere små scener, hvor man oplever folks kejtede forsøg på ikke at virke fremmedfjendske, selv om det i virkeligheden er det som de er.

I filmen oplever vi mødet med de mange kridhvide mennesker fra Chris’ perspektiv og det er bestemt lykkedes for Jorden Peele at få selv en ustyrligt bleg anmelder til i den grad at få empati for folk der er langt mere pigmenterede. En sådan fokus på en ”forskel”, der ikke burde eksistere kan selvsagt også ses i andre dokumentar- og spillefilm, men det nye er her, at fremmedgørelsen både overfor de hvide og de sorte der er en del af deres slæng bliver benyttet som et decideret verfremdungs-effekt. Det er i al fald svært efter filmen er nået i mål, ikke at fornemme at man måske selv har været skyldig i en lignende forskelsbehandling, om man vil stå ved det eller ej.

En af de virkeligt gode ting ved filmen er at den både leger med en masse klicheer og samtidig kender sit publikum Der er undervejs en masse gode intertekstuelle referencer til andre gyserfilm, sikkert også flere end nærværende anmelder har fanget, men som eksempel kan nævnes brugen af sangen Run, Rabbit, Run - der også blev anvendt ganske effektivt i bl.a. House of a 1000 Corpses. I det hele taget lyder soundtracket, som et man burde få fingrene i. Filmen byder på et solidt centralt mysterie og så er stort set hele castet ganske formidable. De spiller alle overbevisende og tager deres respektive roller meget seriøst. Det er måske ingen kunst at fælde en tåre på kommando, men i denne film kræver det samtidig at man er i stand til at lægge ansigtet i helt uvante folder samtidig – ansigtsudtryk som man ikke normalt kæder sammen med gråd.

Så kære læser, stol for en sjælden gangs skyld på anmelderkorpset, når de hævder at Get Out er en virkelig god og seværdig film. Her på kapellet vil vi endda våge den påstand at filmen sagtens vil kunne bruges som et friskt indspark i engelskundervisningen når talen falder på ”The Civil Rights Movement”, men det er også en film der slet og ret bare vil underholde sin seer. Det lykkes den i al fald overordentligt godt med.