Maggie (Greta Gerwig) vil gerne have et barn, men hun vil ikke have en mand. Det er måske ikke så meget det, at hun ikke ønsker sig en mand, men hun kan bare ikke se, hvordan en mand skal kunne passe ind i hendes liv. Hun mener ikke, at en mand vil støtte sig til hende, og slet ikke at hun kan støtte sig til en mand. Hun har aldrig været i et alvorligt forhold før, og hendes biologiske ur tikker væk.

Hendes løsning er at indføre sæd ind i sig selv ved hjælp af en donor. Maggie vælger den tidligere hockeyspiller, nu sælger, Guy (Travis Fimmel). Han vil hellere gøre tingene på den gammeldags måde, men hun vil hellere end gerne tage hans sæd og løbe hurtigt væk. Lige så snart hun begynder at få alle tingene på plads, sker der det, at hun møder antropologen John (Ethan Hawke), som ikke er så lykkeligt gift mere til Columbia-professoren, Georgette (Julianne Moore). John falder for Maggie, og hun falder for ham. Hendes planer ændrer sig. Spørgsmålet er om hun kan leve lykkeligt sammen med John, selv efter al den tid hvor hun overbeviste sig selv om, at hun ikke havde brug for en mand ved hendes side, og kan han være foruden den kvinde, han giftede sig med?

Maggie’s Plan fanger en næsten Woody Allen-inspireret struktur, stil, tempo og charme. Det virker ikke helt så godt for instruktør Rebecca Miller, som det gør for Allen, men filmen har alligevel en historie, som er fra ende til anden helt i Allens ånd. Filmen er til tider underlig på den nuttede måde, sjov på den intime måde. Karaktererne er velskrevne, deres motiver er nede på jorden og anderledes, end hvad man er vant til, og New York bliver fremstillet som en karakter i sig selv. Det er alt sammen til stede, brygget sammen på en anderledes måde, men grundstenen er helt klart noget, der vækker genlyd hos Allen-fans.

Maggie’s Plan formår at balancere sine karakterer og koncepter på en temmelig god måde. Tonen kan være positiv, selvom historien dikterer, at der bliver taklet hårde og besværlige problemer. Den tvinger sit publikum til at åbne øjnene op for det moderne samfunds problematikker, alt imens der eksisterer en letsindighed, så publikummet ikke føler, at der bliver peget fingre af dem og at de stadigvæk kan føle sig underholdt.

Filmen er kreativ i den måde, den har sin tilgang til tingene, og omringer karaktererne med spørgsmål, plotelementer og drama, fordi deres samfundsroller ikke vil være så interessante i en filmisk sammenhæng ellers. Det er ikke nemt at få almindelige mennesker i almindelige akademiske stillinger og almindelige sælgere til at agere på en interessant måde, medmindre de bliver udsat for ualmindelige elementer og stadigvæk kan være menneskelige og følelsesmæssigt identificerbare.

Karaktererne er skrevet på en god måde, og hjulpet godt på vej af en fin rollebesætning. Greta Gerwig skinner i sin hovedrolle som Maggie. Hun åbner filmen ved at sige, at det er tid til, at hun skal indse sandheden om hendes liv og hvor hun befinder sig i det. Gerwigs evne til at have det godt med manuskriptet er beundringsværdigt. Hun er lige dele charmerende, nuttet, seriøs på en reflekterende måde, ivrig, og er så desperat efter livet, at det næsten bliver magisk at se hendes præstation, fordi vi som publikum ikke ved, hvordan hun vil reagere på dialogen og alt det andet, som omringer hende. Alle andre omkring hende er lige så spændende at følge med i. Ethan Hawke kan man altid stole på og han er fremragende i det, der må være filmens sværeste rolle. Han er fanget mellem sin kone og Maggie og, senere, mellem noget helt tredje. Julianne Moore formår at præstere udmærket igen-igen.

Maggie’s plan føles som nævnt som en Woody Allen-film, men den kan ikke helt fange den samme magi og charme. Den giver et interessant syn på livet i den moderne storby og hvordan selv de mest planlagte fremtidsplaner og kærligheden kan ændre sig fra minut til minut. Filmen har velskrevne og veludførte karakterer, bikset sammen med en overraskende solid og simpel filmisk tilgang.