Som faste læsere af disse sider allerede ved, så er denne anmelder mere end ualmindelig begejstret for Jean-Claude Mezires og Pierre Christins tegneserieserie om Linda og Valentin – agenter i tid og rum. Så da det for et par års tid siden kom frem at den franske filmmager Luc Besson var gået i gang med en spillefilmsversionering, var det en nyhed der straks resulterede i blandede følelser.

På den ene side var det en fantastisk nyhed. Som de fleste ved har tegneserien fungeret som inspirationskilde til mange gode science-fictionfortællinger (mest tydeligt ses dette i forhold til Star Wars men også i forhold til Luc Bessons egen Det 5. element). På den anden side så var det også en mulighed at Besson, til trods for at han før har bevist at han godt kunne håndtere at omforme tegneserier til filmmediet, ville skabe en film der slet ikke fangede tegneseriens ånd. Hvis det var tilfældet kunne man som tegneseriefan derfor nemt blive rasende over slutresultatet.

Selv om filmen har fået flere hug fra forskellige (især amerikanske) anmeldere, så er førstehåndsindtrykket altså ganske positivt. Filmen følger ikke et enkelt album helt stringent, men blander de første par sider af De tusind planeteres rige (1971), hvor læseren føres gennem det enorme marked på planeten Surt, med hovedfortællingen fra Skyggernes ambassadør (1975). Dette blandes så sammen med en masse andre detaljer og Luc Bessons egen fantasifulde leg med aliens, artefakter og ikke mindst mandens fine sans for ramasjangfortællinger.

Slutresultatet er blevet en vildt flot, spraglet fortælling der i grove træk virker genkendelig på de der knuselsker tegneserien, samtidig med at det er en vild, farverig sci-fi fabel for de der aldrig har åbnet så meget som et eneste Linda og Valentin-album. Kapellets medanmelder Seb på 13, så filmen uden at have læst sin fatters tegneserier og fortalte efterfølgende at det var en film, der indledningsvis var lidt svær at følge med i, men at det hurtigt ændrede sig og at den (og her citeres direkte): ”havde vildt fede effekter”.

Selv om der er mange elementer i filmen som er ganske tro overfor tegneserieforlægget, er der umiddelbart to ting der virker meget forskellige set i forhold til dette. For det første er vore to hovedpersoner noget forskellige rent udseendemæssigt, i al fald set i forhold til den måde Mézirès tegnede vore to hovedpersoner på. Både Dane Dehaan og Cara Delevigne er meget unge og så er Linda, eller rettere Laureline (som hun hedder på originalsproget), mest af alt brunette i stedet for at have det flagrende røde hår, man husker fra tegneserien. Desuden flirter Valentin, nåh nej Valerian, åbenlyst med hende helt fra filmens start. Faktisk spørger han indenfor ganske få minutter af filmen om ikke hun har lyst til at gifte sig med ham. Selv om makkerparret bestemt har en flirt kørende i tegneserieversionen, så er denne altså langt mere direkte i Bessons film.

Filmen starter dog ikke med hverken Valerian eller Laureline, men derimod med at vise en montagesekvens, der starter med at skildre den første sammenkobling på den internationale rumstation. Russiske og amerikanske rumrejsende giver hinanden hånden. Herefter oplever seeren hvordan ISS vokser i løbet af de næste mange år, der trykkes hånd, uddeles krammere og idet vi når til 2040 dukker der pludselig aliens op, som også kobler sig til. Da stationen efter endnu en række år har nået en vis størrelse sendes den ud af jordens kredsløb og det er så den base der på sigt kommer til at være den enorme rumbase, hvor hoveddelen af filmens handling komme til at foregå.

Da vi først møder Linda og Valentin…nåeh nej, Laureline og Valerian, har de fået til opgave at forpurre salget af et enestående væsen, et lille dyr som fans af tegneserien straks genkender som en Gnavpotveksler (de der ikke ved hvad dette er for et væsen må bare se filmen, eller alternativt læse tegneserierne). Dyret er sat til salg af nogle meget skumle bagmænd og foregår på hvad der må betegnes som en ganske enestående handelsstation.

Sekvensen hvor vore to helte infiltrerer dette marked, der endda eksisterer i en helt anden dimension som kræver særlige briller og handsker for at man kan interagere i den, er ganske enkelt spektakulær og helt forrygende iscenesat. Kameraet orienterer hele tiden tilskueren, mens der sømløst skiftes mellem dimensionerne – fra der flade ørkenlandskab som Laureline vandrer i, til det hektiske, overbefolkede horror-vacui-lignende hypermarked med over en million butikker, som Valerian vandrer rundt i. Kapellets udsendte oplevede filmen i 2D til screeningen, men der er flere der påstår at filmen er en af de få der rent faktisk bliver endnu bedre hvis man vælger at opleve den i 3D.

Det er også på dette marked, at man får det første reelle indblik i alle de forskellige racer, steder og miljøer, der er en fast del af science-fiction mytologien som Mézirès og Christin i sin tid skabte. En mytologi der allerede blev slået an i filmens startsekvens og som udbygges nærmest eksplosivt idet vore to hovedpersoner forsøger at komme til bunds i det mysterium der skal vise sig at være filmens helt centrale.

Det er blevet pålagt fra øverste sted at det beslaglagte dyr bliver transporteret til rumstationen som man så i starten af filmen – en rumstation, der her 400 år senere har vokset sig til den enorme konstruktion der kaldes ”De Tusind Planeters Rige”. Da vore to agenter ankommer til basen, får de til opgave at undersøge en helt bestemt del af denne enorme rumstation, der volder problemer. Denne ukendte del af rumstationen blokerer tilsyneladende alle udefrakommende signaler, og hvorfra ingen af de folk, der er blevet sendt derhen for at undersøge fænomenet, vender tilbage. Problemet er at dette mærkværdige sted tilsyneladende vokser og vokser, hvilket selvsagt udgør en reel trussel for hele rumstationen.

Til trods for at der er mange ting i filmen der er Luc Bessons egne påhit, så bliver man også nødt til at anerkende at tegneserie og film er to forskellige medier, så hvad der fungerer dramaturgisk i det ene medie ikke nødvendigvis lader sig oversætte direkte til det andet. Filmversionen giver sig heldigvis tid til at vi tilskuere kan fortabe os i De tusind planeters rige og hele den verden som bygges op. En verden man næsten ikke har lyst til at forlade idet filmen slutter.

Bevares, man kunne måske godt have ønsket at enkelte dele af filmen var tættere på originalmaterialet, men til gengæld må man så frydes over alle de elementer og sekvenser som Besson og hans effektfolk til gengæld har ramt helt rigtigt med. Det kan godt være at filmen, som Seb bemærkede, er lidt forvirrende indledningsvist, men når først den har fået momentum, ender det med at være en virkelig god og vildt humoristisk science-fantasy fabel. Blandingsforholdet mellem scener hvor man spærrer øjnene op, bliver revet med i actionsekvenser og griner højt, er nærmest helt perfekt eksekveret, så det må siges at det er lykkedes at fastholde tegneseriens mix af science-fiction-spektakel, romantik, drama og komik.

Besson har udtalt at det har været et kærlighedsprojekt at skabe denne film, lige siden han læste tegneserierne som ung dreng og den kærlighed kan man altså føle. På en eller anden forunderlig vis føles Bessons green-screen eventyr slet ikke så plastikagtig som George Lucas’ ditto. Selv de mest obskure rumvæsener føles virkelige – og det er ganske sikkert fordi Besson har haft så rigt et originalmateriale at hente inspiration fra. Blandt de personlige favoritter er de tre snedige lurendrejere Shingouzere, der bedst kan beskrives som en mellemting mellem Anders Ands tre nevøer og de værste krejlere fra Hjallerup marked.

Da filmen, i denne anmelders optik, heldigvis ender med at være så vellykket som den er, fnyser denne kapellan hånligt af de anmeldere der har talt dårligt om Valerian and the City of a Thousand Planets. Det kan godt være at det ikke er en fejlfri filmatisering, men den er langt bedre end man turde håbe på. Derfor kan man kun håbe at filmen bliver så stor en publikumssucces at vi om ganske få år kommer til at se Herskerens Fugle, Velkommen til Alfolol eller for den sags skyld Storbyen der Druknede på det store lærred.