At dømme efter flere forskellige kilder på nettet og i diverse filmmagasiner har Martin Scorseses nye film Silence været et personligt projekt, der har været ganske lang tid undervejs og som nu som endelig er blevet realiseret. Det forlyder at projektet egentlig blev påbegyndt tilbage i 1990, kun to år efter hans Passion of the Christ der lige som Silence også var en film, der i høj grad handler om tvivl og religion, mere konkret den katolske version af kristendommen.

Hvor Passion of the Christ var kontroversiel, fordi den legede med ideen om at Jesus faktisk også havde haft et forhold til Maria Magdalene (hvilket selvsagt ville gøre frelseren en hel del mere menneskelig) er den nye films fokus også kontroversiel, i al fald hvis man er troende. Titlen henviser, med frygt for at lave en spoiler, til den larmende stilhed som filmens hovedperson oplever, når han beder til sin gud. Herren forbliver tavs, uanset hvor meget den unge jesuitterpræst ellers har brug for at høre Guds røst.

Prøvelser er der ellers nok af. Filmen starter midt i 1600-tallet. Japan er ikke særligt venligt stemt overfor kristne konvertitter eller de missionærer som er kommet til landet. I filmens åbningsscene, der lige som mange scener i filmen starter med at vise figurer tone langsomt frem gennem et tåget landskab, oplever tilskueren en gruppe europæiske præster der tortureres ved nogle varme kilder. Deres bødler binder de kristne til kors og hælder det kogende vand over fangerne. Dette overværes af Fader Ferreria (Liam Neeson) som er den præst, der sørger for at hovedhandlingen sættes i gang.

Flere år efter denne begivenhed opsnappes et brev af en af jesuitternes overhoveder i Portugal. Her står at blandt andet at Fader Ferreria er blevet taget til fange af japanske herremænd. Stik imod de velmenende råd fra selvsamme religiøse overhoved, tager to unge præster, der i sin tid selv kom ind i kirken takket være Fader Ferreria, først til Macau og herefter videre til Japan, for at se om ikke de kan finde deres fortabte broder, få ham befriet fra de ondskabsfulde japanske herremænd og måske samtidig få omvendt nogle af de lokale indbyggere i processen.

Filmen sender på den vis reminiscenser til film som Roland Joffés The Mission og Spielbergs Saving Private Ryan, for de to unge, stålsatte præster må snart indse at de frivilligt har indvilliget i at tage på noget der nemt kunne gå hen og blive en selvmordsmission, uanset hvor vigtig de ellers mener jagten på deres gamle læremester er. Samtidig kunne filmen også godt minde om den klassiske tv-serie Shogun da den også giver plads til at diskutere vestens møde med østen, set fra et vestligt perspektiv. Mange af de japanske replikker i filmen, er som i tv-serien ikke er tekstet, så seeren fornemmer den samme form for fremmedgørelse overfor den japanske kultur som hovedpersonerne. Det er en film om tro, men så sandelig også en film om pragmatik, politik og kulturforskelle.

Silence er baseret på en roman af Shûsaku Endôs, og er allerede blevet filmatiseret én gang tilbage i 1971 af Masahiro Shinoda. Indrømmet kapellets udsendte har ikke set den gamle versionering, men uanset hvad, så fungerer filmen virkeligt godt som et både intenst og medrivende drama.

Selv om der er en række ganske grusomme (og opfindsomme) torturscener, er det ikke en film man skal undgå med frygt for disse, for selv om man kunne mene at martyriet ikke er så relevant for os hyggeprotestanter, så er der heldigvis også meget andet at komme efter i Silence.

Da de to præster ankommer til Japan indser de at de få kristne japanere, som opholder sig i selv de fjerneste landsbyer lever i konstant frygt for at blive opdaget. Lige som de tidligste kristne måtte skjule deres tro for romerne, bliver landsbyboerne nødt til at praktisere deres gudedyrkelse i ly af mørket. Det er især den lokale inkvisitor som frygtes. Han har udlovet en dusør på 100 sølvpenge til de der angiver en kristen og 200 for de der udleverer en præst. Opdages en kristen tvinges denne til både at afsige sig troen og herefter træde på et bilede af Jesus eller Jomfru Maria, hvilket der selvsagt er nogle der pure nægter, selv om de udmærket ved at det betyder den visse død. ”Martyrenes blod har vandet spirerne til vor kirke”, siges der i filmen. Selv om det er barske løjer, så er Scorceses skildring af disse desperate, udsatte kristnes stålsatte overbevisning virkeligt smukt skildret.

Som en lidt nørdet sidebemærkning kan det nævnes, at den japanske filminstruktør Shin’ya (Iron Man & Bullet Ballet) Tsukamoto medvirker i en birolle som en af de kristne som vore to missionærer først møder.

I det hele taget er det en virkelig fin og ganske kompleks film, der, til trods for at den på enkelte steder bliver lidt for lang, er utroligt flot filmet og spændende fortalt. Fanges man af emnet, går de næsten tre timer som filmen varer overraskende hurtigt. Det er ikke kun en film tiltænkt et kristent publikum, men en film der helt grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved troens væsen. Nogle karakterer i filmen stiller vanskelige spørgsmål til vor hovedpersoner og rationelle iagttagelser forsøger at vise en række alternativer til at tro på noget man beviseligt ikke kan sige eksisterer. På den vis er det også en film, der sikkert vil appellere til alle de i publikum, der ikke er troende overhovedet. Ikke for at prakke dem en bestemt katolsk dogmatik på, men for at skildre fascinationen ved at finde både et fællesskab og mening i troen sat overfor en langt mere verdslig opfattelse af livet.

Filmen emmer af Scorceses kærlighed til de temaer han arbejder med. Samtidig kan filmen ses som mandens hyldest til den japanske filmkunst. Ikke udelukkende fordi filmens handling er henlagt til Japan, men filmen minder i sine mange lange, ubrudte indstillinger, det rolige klippetempo og ikke mindst kompositionerne som en hyldest til mesterinstruktører som f.eks. Kurosawa og Ozu. Ganske enkelt er Silence i kapellets mening en virkelig god film, der dog kræver lidt tålmodighed af sin seer!