D. 15. januar, 2009, fløj et indenrigsfly ind i en flok fugle, kort efter det var lettet fra New Yorks lufthavn. Begge motorer standsede, og flyets veteranpilot, kaptajn Chesley ”Sully” Sullenberger, tog den hurtige beslutning, at han manglede højde og fart for at vende om og lande i en af de nærmeste lufthavne. Sullenberger mente derfor ikke, han havde andre muligheder, så han gled den enorme flyvemaskine hen langs vandoverfladen på Hudsonfloden, hvilket medførte den første succesfulde landing på vand med et fly af den kaliber. Alle 155 passagerer og besætningsmedlemmer overlevede og fik kun mindre skrammer. Sullenberger blev udnævnt som en helt, og pressen døbte ham ”Miraklet på Hudsonfloden”.

Sully bliver markedsført som værende den ufortalte historie om, hvad der skete efter nødlandingen, hvor en undersøgelseskommission (NTSB) prøver at hitte ud af, hvorfor Sullenberger og hans medpilot, førsteofficer Jeff Skiles, tog den beslutning, de nu gjorde, eftersom efterfølgende computersimulationer indikerede, at det beskadigede fly sagtens kunne vende sikkert tilbage til en nærliggende lufthavn. Mens Sully blev heltegjort af pressen og offentligheden, truede kommissionen med at ødelægge hans tredive år lange karriere som pilot.

Clint Eastwoods fortolkning af disse begivenheder benytter NTSB-undersøgelsen som sit udgangspunkt, men filmens egentlige tema er de mange sider af det at blive prist som en helt. Manuskriptet af Todd Komarnicki beskriver konstant, at Sullys utrolige løsning på problemet i luften skete på et tidspunkt, hvor den amerikanske nation havde brug for en helt som et modstykke til krig, økonomisk nedgang og en fremtid, som virkede til at være stigende dyster og usikker. Den mand, som blev kastet ud i helterollen, insisterer på, at han ikke er en helt: han udførte blot sit arbejde. Ligesom Chris Kyle i Eastwoods American Sniper må Sully håndtere den traumatiske oplevelse i det private, mens han samtidig må bære byrde ved at blive til en legende.

Sully begynder kort tid efter d. 15. januar, 2009, på den første dag i NTSB-undersøgelsen, og kulminerer i den sidste høring, som foregik foran et publikum af professionelle. Gennem det hele forsøger kommissionens formænd (Mike O’Malley, Jamey Sheridan, Anna Gunn) at stikke huller i de beslutninger, som blev truffet af Sully (Tom Hanks) og Skiles (Aaron Eckhart) i sekunderne mellem mødet med fuglene og nødlandingen. Selvom de to piloter kæmper imod, begynder de i virkeligheden at blive usikre på sig selv og deres egne beslutninger. Sully lider af søvnløshed, mareridt og forestiller sig ofte, hvor grueligt galt det kunne have gået. Mens undersøgelsen står på, kan han ikke få lov at flyve, og det truer hans familie økonomisk, hvilket får hans kone (Laura Linney) til at bekymre sig dagligt. For at vise hvor isoleret de begge to er, filmer Easwood aldrig de to sammen – al deres interaktion foregår over telefonen.

Sullys private traumer får hans offentlige persona til at virke meget surrealistisk. Journalister overtager på det nærmeste hans hjem og følger alle hans skridt. Han og hans besætning kommer i fjernsynet, og Sully selv bliver interviewet af prominente reportere. Fremmede mennesker går op til ham, giver ham et knus, tilbyder ham drinks og stævnemøder, selvom han er gift. Lige som så mange andre i rampelyset føler han sig ikke tryg i den situation. Han vil bare gerne have sit gamle liv tilbage.

Eastwood klipper mellem undersøgelsen af nødlandingen og de begivenheder, der førte op til den og til selve hændelsen. Han genopfører den med en exceptionel realisme, lige fra de rutinemæssige opgaver, til passagererne, flyvningen, og det pludselige møde med fuglene og piloternes professionalisme, idet de skifter til krisepersonlighed. Filmen viser også den efterfølgende redningsmission, som var et fælles arbejde af besætningen på færger, politiafdelingen og andre afdelinger, som skulle rykke ud med det samme. Selve redningen af passagererne bliver dog kun vist én gang, hvorimod nødlandingen udspiller sig op til flere gange, ligesom et slags posttraumatisk mareridt som filmen ikke kan undslippe, før til sidst. For at understrege begivenhedens mareridtsagtige tilstand har Eastwood valgt at indføre strategiske klip af paniske newyorkere, som ser ud af deres vinduer, idet endnu et fly kæmper sig gennem højhusene i New York. Én af Sullys kollegaer bemærker: ”Det er længe siden, New York har fået gode nyheder. Især med et fly involveret.”

Hanks giver en dejlig, undervurderet præstation som kaptajn Sully, den slags som typisk bliver overset i Oscar-sæsonen. Han spiller en mand, som indeholder ærbødighed og rolighed, og Hanks viser os de kvaliteter med en underspillet ekspertise, som kun en skuespiller af hans kaliber kan formå at fremmane. Selv når Sully vader gennem flyets oversvømmede passagerkabine, hvor han udsætter evakueringen af sig selv og sine besætningsmedlemmer, mens han leder efter efterladte, formår Hanks at underspille det dramatiske øjeblik. Kun bagefter, alene eller når han taler med sin kone, viser han en anelse af de følelser, som roder rundt inde i ham. Hans mest følelsesladede øjeblik er der hvor han får at vide, at alle 155 passagerer og besætningsmedlemmer er blevet redegjort for, og hans ansigt slapper derfor helt af.

Sully har da sine fejl, uden tvivl. Filmen overdriver den fjendske holdning fra NTSB-medlemmerne, faktisk til det punkt hvor de næsten bliver skurke, hvilket resulterer i en øjeblikkelig kovending, da alle beviserne kommer for dagen under den sidste høring. Anna Gunn er kommissionens samvittighed, og hun gør det helt fantastisk. Hun er næsten altid på grænsen af latter, gråd og håbløshed, fordi hun ved, at hun må fuldføre sit arbejde, selvom hun ikke har lyst til det. Filmen slutter også alt for hurtigt og erstatter fiktionen med billeder og optagelser af de rigtige mennesker. De enkelte fejltrin til trods, så formår Sully at være en bevægende og mindeværdig oplevelse, fordi den effektivt viser os, hvordan en ganske almindelig dag kan forvandle sig til noget skræmmende, som kan hjemsøge en lang tid efter.

Sully er en påmindelse om, at ekspertise har noget at sige i en krisesituation. Sullys evne til at håndtere sådan en nødlanding, som man tidligere troede var umuligt, kommer af hans kendskab til selve flyet, hans træning i luftvåbnet, hans arbejde som undersøger af flystyrt, og fyrre års erfaring med at flyve forskellige maskiner. At lande i en situation, som ikke tidligere er blevet prøvet før, satte han sin lid til alt, han kendte til, for at forbedre en situation, som nemt kunne være endt som en alvorlig katastrofe. Eastwood har fanget både det unikke ved Sullys situation og den tilstand han efterfølgende kæmpede sig igennem.