Danny Boyles postapokalyptiske 28 Days Later var en nyskabelse inden for zombie-genren. Det var det tredje trin i dens udvikling, og som sådan er der tale om en filmhistorisk genremilepæl. I det første trin i zombiefilmgenren var der tale om få og svage zombie, der primært på Haiti var skabt gennem voodoomagi med det mål at skaffe billig arbejdskraft. Her er eksemplet Jacques Tourneurs I Walked with a Zombie (1943). Zombierne var skræmmende, men ufarlige. Det andet trin blev initieret med George Romeros trilogi, hvor zombierne var mange, kannibalistisk farlige og smitsomme, men stadig langsomt stavrende, og deres betydning var satire og samfundskritik af det amerikanske massesamfund og forbrugerisme. Eksempelfilmene her er Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985). Den sidste af de tre film er kritik af det militærindustrielle kompleks og af dødsensfarlig videnskab.

I Boyles 28 Days Later bibeholdes denne kritik i høj grad, men nyskabelserne er, at de smittede med Rage-virussen er blevet lynhurtige og dødaggressive, og at smitten kun tager 20 sekunder om at gøre den bidte eller anderledes inficerede til et frådende og angribende monster eller zombie. Det er de såkaldte runner-zombies, der er kommet til verden, og de giver langt flere dramatiske og action-mættede muligheder i den filmiske fortælling end den gamle, langsomme zombie-type gjorde det, hvor der ofte mest var tale om belejringssituationer med filmenes hovedkarakterer, der havde forskanset sig i huse, indkøbscentre eller militære bunkers omgivet af zombiehorder.

28 Days Later er en britisk film på flere måder. Hovedpersonernes adfærd og udvikling, som filmen giver tid og plads til på en frugtbar måde, er langt mere europæisk end amerikansk, fx underspilles det meget amerikanske emne "family values" i filmen, selv om det er der. Det bliver bare ikke verbaliseret non-stop. Visuelt gør de mange flotte scenerier fra et totalt mennesketomt London stor indtryk, og de understreger langt bedre katastrofens og apokalypsens omfang, end de radio- og tv-nyhedsudsendeler om zombie-infestationer, som er næsten obligatoriske i andre zombiefilm. Reglen "Show, don't tell" bliver overholdt på skønneste vis i denne film.

Det mest britiske ved filmen er dog dens påvirkning fra den klassiske science fiction-forfatter John Wyndham: Hovedkarakteren Jims opvågning som en ny Adam efter koma på et London-hospital til en postapokalyptisk verden er taget næsten lige ud af Wyndhams roman Day of the Triffids (1951), ligesom andre dele af filmens handlig kan siges at være det, hvor hovedmodstanderen, her zombierne, suppleres med fascistoide alternative samfundsmønstre, der er opstået efter katastrofen.

Billedkvaliteten på DVDen er ikke optimal, men DVDens ekstramateriale indeholder et par alternative slutninger ("Hospital Dream", "Alternative Ending"), der forekommer meget passende i forhold til filmens samlede atmosfære, og det er for så vidt fint, at publikum gives et valg mellem flere slutninger, herunder også blot at vælge den slutning, som filmen i sig selv har. På denne måde tages DVD-mediets interaktive struktur og ekstramaterialet alvorligt.