Hvis man siger ordet ”animationsfilm” tænker de fleste sikkert på amerikanske firmaer som Disney og Pixar, eller på japanske animéfilm. Der kan også være enkelte der måske tænker Ardman eller Laika, studier der gang på gang har imponeret med deres flotte stop-motion film. Det er sikkert kun de færreste, der tænker på et land som Frankrig.

Det er ellers lidt synd, for fransk animationsfilm er faktisk meget spændende. Her i Kapellet har vi tidligere set nærmere på Illusionisten (der var skabt af manden bag den formidable Trillingerne fra Belville), Loulou fra Montmatre og En kat i Paris og det er netop skaberne af sidstnævnte film, der også har begået Fantomdrengen; en film som de er sluppet virkeligt heldigt fra.

Man kan ikke ignorere kubismens indflydelse på filmens tegnestil, for både baggrunde og figurer ligner oliekridttegninger lavet af Braque eller Juan Gris. Perspektiverne i rummene følger ikke en traditionel dybdekomposition, selv om det heller aldrig bliver så abstrakt, at man ikke længere kan se hvad det afbildede forestiller.

Mest tydelig er den kubistiske indflydelse dog at se i ansigtet på filmens egentlige skurk, den skumle person der først viser at han er i stand til at lamme hele New York ved at slukke for al elektricitet, dernæst ved at true borgesteren om at permanent lukke ned for alle computere via en ondskabsfuld virus. Hans ansigt består ikke kun af en samling felter i forskellige farver, men proportionerne af ører, næse, mund og især øjnene er helt vilde og synes ikke helt at passe sammen. Hvordan han er endt med at se sådan ud, skal dog ikke afsløres her. Det skal ikke læses sådan at folkene bag filmen bevidst synes at ville kæde ondskab sammen med en abstrakt fremstilling af figuren, men det er bare morsomt at opleve en animeret figur ligne noget, der allermest minder om et portræt skabt af Picasso.

Stilen i filmen passer overordentligt fint til fortællingen, som også er lidt abstrakt, der lige som kubismen både har et forhold til noget virkeligt og til noget mere fantasifuldt. Filmen handler om drengen Alex, der har fået en alvorlig sygdom – kræft nævnes ikke direkte, men drengen mister håret under behandlingen. Han skal derfor bruge tid på sygehuset, hvor der tilfældigvis også ligger den politimand som jagter førnævnte skurk.

Selv om Alex naturligvis er ked af hele situationen opdager han også at han er i stand til at sende sit astrallegeme afsted ud over byen, mens hans fysiske krop stadigvæk er på hospitalet og faktisk er i stand til at kommunikere med omverdenen. Alex får nærmest ved et tilfælde kontakt med politimanden, der først ikke tror på det, men bliver overbevist over drengens evner da Alex kan beskrive hvad politimandens nære ven – en kvindelig journalist - laver i samme øjeblik som hun taler i mobiltelefon med betjenten.

Inden længe er Alex på sporet af superskurken, der har givet byens borgmester en ganske kort frist til at overføre 1 milliard dollars til en konto, for at undgå at ovennævnte computervirus bliver sluppet løs i byen. Kort sagt er det en lidt unfair kamp mod tiden, der muligvis kan vindes med Alex’ hjælp.

På den vis blander filmen alvor med magisk realisme og en kriminalfortælling, som også familiens yngste kan se, såfremt forældrene ikke har noget imod at der bliver bandet en hel del undervejs. Den kan også være et godt udgangspunkt til at tale med ens børn om mere alvorlige ting, så som livstruende sygdomme, selv om det ikke er det filmen fokuserer på.

Det er nemlig den fantastiske fortælling om en dreng, der pludselig bliver i stand til at sende sin bevidsthed flyvende ud over en farverig, tegnet, kubistisk udgave af New York for at fange en skurk der er i centrum. De fleste kan nok godt regne ud, hvordan det hele spænder af, men ikke desto mindre er det vel selvsyn bestemt værd at opleve hvordan den skæve historie passer så overordentligt fint med de skæve streger som gør at denne film, lige som sin forgængeren, bliver værd at se. For stil og indhold går i den grad op i en højere enhed.