Muligvis kan det skyldes fordomme, eller nærværende skribents præferencer for mere letbenede genrer, men når en film som udgangspunkt sætter sig for at bruge næsten to timers spilletid på at skildre en persons totale psykiske sammenbrud - ovenikøbet en filmisk fortælling, der er baseret på virkelige hændelser - så haster det måske ikke umiddelbart at få sat filmen i afspilleren.

Det er der ellers al mulig god grund til, for Christine (der bestemt ikke skal forveksles med John Carpenters dræberbilsfilm fra 1983) er en glimrende lille film, der blandt andet byder på fantastisk skuespil fra Rebecca Hall. Hun spiller den kvinde der har lagt navn til filmens titel i en historie, der heldigvis ikke er alt for overdreven i sine fortællemæssige virkemidler. Den lader tilskueren følge med på Christines deroute som fluen på væggen og forklarer derfor ikke mere end hvad vi kan sammenstykke ud fra de informationer man får. Det er dejligt forfriskende, når andre amerikanske film ofte overforklarer årsagssammenhænge. Endelig er filmen på mange måder en meget kærkommen kommentar til det mediebillede, der eksisterer i dag.

Filmens hovedperson er ingen ringere end Christine Chubbuck. Måske siger navet dig ikke umiddelbart noget, men det var hende der i 1974 skabte stor furore på en lokal tv-station i Florida. Hvis dette stadigvæk ikke siger dig noget, så lad være med at google navnet, eller for den sags skyld læse på bagcoveret af filmen, for så kan det være, at du rent faktisk bliver overrasket over filmens slutning. Det skal i samme åndedrag nævnes, at det er ganske svært at forfatte en anmeldelse af filmen uden at komme til at afsløre slutningen, da bevidstheden om hendes handling også i høj grad var med til at præge undertegnedes oplevelse af filmen.

Uden at afsløre for meget var følelsen af at se filmen, vel vidende om hvor handlingen uvilkårligt måtte føre hen, med til at gøre filmen endnu mere vedkommende og interessant. Når man ved at der er en ulykkelig slutning i vente, så forekommer Chubbucks nedtur endnu tydeligere og man kan blot undre sig over, at der ikke var nogen i hendes omgangskreds – hverken venner, arbejdskollegaer eller hendes familie, der indså at det stod helt så galt til med Christine, at ingen var i stand til at afværge tragedien..

Man bør dog ikke undgå filmen, udelukkende fordi den håndterer tunge emner som depression, for det kunne jo være, at seeren rent faktisk fik øjnene op for at der er folk i vedkommendes omgangskreds, der udviser lignende træk. Nuvel, psykiske lidelser som f.eks. stress og depression er noget man i 2017 taler langt mere åbent om end i 1974, men ikke desto mindre, er der sikkert mange af de der rammes, der stadig synes at det kan være pinligt, eller slet ikke har overskuddet til at indvie deres omgangskreds i deres problemer. Der er jo en skam, for kun ved at italesætte sine bekymringer og de ting der gør ondt kan man som bekendt begynde at gøre noget ved dem.

Christine har hvad man førhen ville kalde ”et vanskeligt sind”. Det antydes allerede tidligt i filmen at hun og hendes mor, som hun bor med i en lille lejlighed, er flyttet til Florida, netop fordi Christine sikkert havde en mental nedsmeltning i Boston. Hvad denne episode konkret består i fortæller filmen aldrig sin seer, men i takt med at Christine bliver mere og mere uligevægtig, næver moderen Boston flere gange.

Christine arbejder på en lille tv-station der kæmper om seernes gunst. Hun er meget ambitiøs og vil helst lave dybdeborende, kritisk journalistik, der er CBS værdig. Det kniber dog med mulighederne for dette når hun dels er kvinde, dels primært bliver bedt om at lave lokalt stof, hvor hun sættes til at interviewe lokale hønseavlere, mm.

I sin sparsomme fritid laver hun frivilligt arbejde på et hjem for handicappede børn. Her opfører hun dukketeater for ungerne og i det hele taget virker Christine i starten som en kvinde, der virkelig forsøger at finde sig til rette. Indledningsvis beslutter hendes chef på stationen at medarbejderne skal lede efter finde historier med mere blod og vold, da dette bestemt vil gavne stationens seertal.

I al hemmelighed er vor hovedperson også forelsket i stationens nyhedsvært (spillet af Michael C. Hall – aka Dexter) men den jomfruelige og lettere utilpassede Christine har svært ved at udtrykke sine følelser overfor ham, selv om lejligheden flere gange opstår. Da det endelig lykkes for hende at få en date med ham, så udvikler dette sig i en noget anden retning end Christine måske havde forudset. Så ud over at være frustreret over sit arbejde, er hun også frustreret over sit kærlighedsliv og ikke mindst over moderen, der netop har fået sig en ny kæreste, hvilket selvsagt fylder meget i deres fælles lejlighed, som Christine egenhændigt betaler for.

Filmen tager sig god tid til at fortælle sin historie og dette gør dramaet endnu mere hjerteskærende, for selv om seeren ikke har adgang til Christines tanker ud over de, hun verbalt deler med sine omgivelser, så oplever man hvordan hendes verden, både takket være Christine selv og ikke mindst på grund af omstændigheder udenfor hendes kontrol, begynder at smuldre.

Christine bliver derfor til en af dens slags dramaer som man efterfølgende har siddende ganske lang tid i både krop og bevidsthed. Ikke alene fordi filmen ender som den gør, men måske især fordi den har respekt overfor sin uligevægtige hovedperson. En film om Christine Chubbuck kunne meget nemt have endt med at være en der søger det spektakulære og dvæler i det sensationelle. Det er i stedet endt med en fin lille film, der viser os hvad der i yderste tilfælde kan ske, hvis ikke man er blind overfor de mange røde lamper der blinker løs, før tragedien indtræffer.

At afværge en sådan situation kan også være meget svært - for det er ikke kun en bestemt situation, en konkret hændelse eller en enkeltperson der kan gives skylden for Christines handling, men rigtigt mange forskellige faktorer og situationer der har presset den unge kvinde helt ud over kanten. I filmen er det kun seeren der til sidst sidder med hele (det fiktionaliserede) billede af Christines nedtur, for vi får lov til at følge hende hele vejen – i stedet for, som de folk hun omgås, hver i sær kun sidder tilbage med et brudstykke af den mørke mosaik som udgør hendes væsen.