1971 var et ganske travlt år for den amerikanske instruktør Don Siegel, som mange nok forbinder med originalversionen af Invasion of the Body Snatchers fra 1957. i ’71 instruerede han nemlig ikke kun en, men hele to film med Clint Eastwood. Den ene var den infamøse Dirty Harry der efterhånden har fået kultstatus, men som i samtiden blev tolket som den ultimative Republikanske selvtægtsfantasi, den anden film er langt mere obskur, for det var nemlig The Beguiled (da.En mand, syv kvinder) en helt anden type af hævnfortælling. I 2017 kom der endnu filmatisering af denne historie. En film der på overfladen har mange fællestræk med Siegels film og hvor forskellene også kan spores.

The Beguiled - der måske bedst kan oversættes med Den narrede eller De narrede (og det er faktisk en pointe at finde i dette, påstår engelsklæreren) – foregår midt i den Amerikanske borgerkrig. Vi befinder os dybt i syden på et stort landsted, der fungerer som skole for en mindre gruppe, unge piger. En morgen støder en af de yngste piger i flokken, der er ude for at plukke svampe, på en såret soldat (Colin Farell). Hvad værre er, er at han er en fjendtlig, såret soldat. Ikke desto mindre hjælper pigen den sårede mand hjem til resten af flokken. Bare fordi der er krig, eksisterer kristen næstekærlighed stadigvæk, som en af replikkerne senerehen oplyser seeren om.

Miss Martha (Nicole Kidman), der er den øverste autoritet, almoderen, på landstedet, beslutter at de vil sørge for at soldaten kommer til hægterne, hvorefter han selvfølgelig skal udleveres til de rette myndigheder. Det er kriminelt at skjule en fjendtlig soldat. Det anses for landsforræderi. Soldaten kommer langsomt til hægterne og idet han genfinder sin styrke og langsomt, begynder at kunne bevæge sig lidt rundt, går det op for ham, at han muligvis lever på lånt tid i huset. Med udsigten til at blive udleveret til sydstatshæren, begynder han derfor at spille et farligt spil med kvinderne. Et spil som selvsagt skal opleves ved selvsyn.

Det er præcis her, at den tvetydige engelske titel kommer i spil, for hentyder den til at det er soldaten der blevet narret ind i kvindernes spind, eller er det ham, der har held med at narre beboerne i huset, for at redde sit eget skind? Ental mod flertal.

Har man set filmen fra 1971 vil man muligvis allerede kende svaret på dette binære spørgsmål, for den nye film følger i store træk handlingsforløbet fra den gamle. Selv om Clinten er udskiftet ud med Colin, er der ikke de helt store overraskelser. Derfor kunne der muligvis også være enkelte, der kunne undre sig over nødvendigheden af en genindspilning af Thomas Cullinans roman De(n) Narrede, der første gang udkom på engelsk i 1966.

Selv om man ikke kan finde mange forskelle i de bredere træk i filmen, er djævelen som bekendt at finde i detaljen. Instruktør Sofia Coppola, som mange filmelskere sikkert forbinder uløseligt med Lost in Translation, har formået at sætte sit eget præg på historien. Hvor den gamle udgave havde sit primære fokus på soldaten, vælger den nye film i lige så høj grad at skildre de syv kvinder.

Filmen fortælles i et ganske roligt tempo, der muligvis kan udfordre enkelte seeres tålmodighed, men som er med til at underbygge stemningen i filmen, som bliver mere og mere trykket jo tættere den kommer på finalen. Tempoet tillader også seeren at fundere over filmens budskaber og subtekst, for selv om den på overfladen blot er et historisk drama, så er der flere elementer, der peger på dens legitimitet i 2018.

Idet filmen foregår under borgerkrigen, skildrer den også Amerika som et splittet samfund. Selv om USA i skrivende stund ikke er i krig med sig selv i øjeblikket, er befolkningen utroligt splittet, og så eksisterer der også en sitrende nervøsitet overfor fremtiden. Man er bange for fremmede der dukker udsultede og sårede op med vore grænser – men vil vi tage soldaten ind? Man kan også gå en anden vej fortolkningsmæssigt; for ser man filme med et blik på den aktuelle #metoo-bevægelse, der synes som et tiltrængt opgør med stereotypiske maskuline idealer, kan dette også læses ind i filmen, til trods for at den havde biografpremiere før bevægelsen tog fart. For selv om det langt hen er soldaten der forsøger at udnytte kvinderne, så skal det vise sig at de heller ikke bare føjer sig – for The Beguiled er en film der viser magtkampe og manipulationer i det mikrokosmos som er rammerne omkring fortællingen.

Coppolas film er som nævnt ikke så forskellig fra originalen, at den kommer til at virke som en helt anden film. Den er velspillet, flot at skue og så har den en slutning, der med garanti vil overraske de fleste (men kun dem der ikke har set Don Siegels version til ende). Hvad der kunne være endt som et forholdsvist banalt kammerspil, er blevet til en solid filmfortælling. Muligvis ikke en, der vil appellere til alle, men nogle film er også bestemt til at være for de få.