Som forberedelse til Inferno gav nærværende anmelder sig til at læse Dan Browns bogforlæg før filmens skulle ses, for på den måde bedre at være gearet til at kunne bedømme resultatet. Erfaringen med tidligere Dan Brown bøger havde ellers lært undertegnede, at Brown var eminent god til at skabe fremdrift, men at han stort set i alle sine romaner, havde problemer med at få skrevet en slutning, der kunne fuldende værket. Det var dog ikke et problem med Inferno, for bogen slutter både overraskende og på en måde, der fungerer rigtigt godt i forhold til den overordnede præmis.

Dan Brown er også krediteret som forfatter på filmen, selv om det er David Koepp (der også skrev manus til b.la. Angels & Demons) der er krediteret som hovedmanuskriptforfatter. Man kunne derfor håbe, at filmmagerne havde haft samme mod til at gå imod generiske fortællermæssige traditioner, som det skete i bogen – men nej, dette er ikke tilfældet. Filmen lader i stedet – uden at afsløre noget som helst i detaljer –Inferno ende langt mere traditionelt og forudsigeligt.

Det er i sagens natur ikke slutningen alene der gør en film, men er man fan af Browns bøger, vil man med garanti blive ganske knotten over, at filmen ikke tør tage samme radikale chance som romanen. Dan Browns slutning var både modig, overraskende og ikke mindst noget som læseren med garanti ikke havde set komme. Desuden gør bogens slutning, at man får et langt mere nuanceret blik på filmens egentlige antagonist, den sky millionær og geniale videnskabsmand Zobrist, der allerede i historiens start dør. I filmen er han entydigt en skurk, i bogen er man noget mere i tvivl, især da hans hensigter bag hans gerninger faktisk er ganske sympatiske.

Lige som i romanen kan også filmversionen af Inferno beskrives som én lang jagtsekvens, hvor hovedpersonen, Robert Langdon (atter engang spillet af den svært troværdige Tom Hanks) pludselig må flygte fra både skumle lejemordere, regeringsorganisationer og alle mulige andre banditter. Han får vanen tro selskab af en yngre, pæn kvinde, der hjælper ham på vej, mens han forsøger at undgå at blive fanget og samtidig løse de gåder som han stilles overfor.

Førnævnte Zobrist har nemlig lavet noget meget farligt. Han vidste til gengæld, at der var en risiko for at han selv døde, før han kunne sætte sin plan endeligt i værk. Derfor lavede han en slags kryptisk skattejagt, der potentielt kunne få hans sympatisører til at færdiggøre planen for ham. Centralt i denne skattejagt var Dantes Inferno – den klassiske skildring af helvede. Starten på denne skattejagt er Langdon kommet i besiddelse af, men han kan ikke huske hvordan - for Robert har nemlig fået hukommelsestab. Han tror han er i USA, men vågner op i en hospitalsseng i Firenze, uden at vide hvordan han er endt her, eller hvorfor.

Filmen benytter sig flere gange af effekter, der skal hensætte tilskueren i samme sindstilstand som Langdon: uskarpe billeder, hurtige klip med hallucinationer, som han har, mm. Dette er også ganske virkningsfuldt, men det bliver ganske enkelt for meget over de to timer som filmen varer. Seeren har efter tyve minutter godt fattet at Langdon ikke helt er sig selv, men er der virkelig behov for at illustrere dette så ofte og hyppigt som tilfældet er her?

En af de fede ting ved at læse Dan Brown er alle de nørdede facts, som han inkluderer i sine bøger. I dette tilfælde både om de steder som jagten i Zobrists fodspor leder dem til, men også historiske facts om de kunstnere, forfattere, arkitekter og billedhuggere, som dukker op undervejs. For selv om hovedhistorien er fiktion fra ende til anden, får Brown altid bundet sine fortællinger op på nogle reelt eksisterende kunstværker, mysterier eller konspirationsteorier – lidt ligesom spillene i Assassins Creed -serien også bruger virkeligheden som et springbræt. Dette afsætter filmen slet ikke samme plads til, for selv om der er centrale elementer der vises i filmversionen af Inferno, er det blot en brøkdel af de historiske facts som mange læsere har nydt i bogen.

Bevares, sådanne scener ville også godt kunne sløve filmens ellers så højspændte tempo, men seeren ville faktisk også have haft godt af, at der havde været indlagt nogle mindre pauser i al løberiet og den konstante gemmeleg mellem Langdon og skurkene, så man kunne nå at blive fascineret af hovedpersonens evne til deduktion og ikke mindst hans ræsonnementer bag dem.

Undervejs i filmen møder Langdon også en af hans tidligere samarbejdspartnere, der spilles af ingen ringere end Sidste Babett Knudsen. Der er tydeligvis en god tradition i Ron Howards filmatiseringer af Dan Brown, til at få en dansker med på rollelisten, for sidst var det som bekendt Thure Lindhart, der var castet som en grimrian i Angels & Demons.

Inferno er ikke den stærkeste Dan Brown filmatisering. Det er ganske godt filmhåndværk, men historien forekommer for rodet, forjaget og så er den nye slutning med til at underminere hvad der for en gang skyld var en god slutning fra Dan Browns pen. Man keder sig bestemt ikke, men filmen ender med at føles som en lang chase-sekvens, snarere end den mysterium-thriller som bogen ellers lægger op til og er derfor også hurtigt glemt efter man forlader biografens mørke.