Fans er ofte splittede. Det gælder i særdeleshed når det handler om fans af franchises som eksempelvis Star Wars. Efter Disney opkøbte rettighederne til netop dette univers, så var der flere der tænkte, at dødsstjernen nu pludselig ville få Mickey Mouse-ører, forstået på den måde at filmene ville blive ”disneyficerede”. Andre var derimod begejstrede for, at det var professionelle historiefortællere der overtog serien, efter George Lucas’ mildest talt ujævne prequel-trilogi.

Ud over at lave film der indskriver sig som direkte fortsættelser til den filmserie vi kender, blev det også besluttet at lave de såkaldte Star Wars Stories, som er en slags parallelhistorier til det univers vi kender. Den første af de film kom i 2016 og det var den meget vellykkede Rogue One der handlede om hvordan rebellerne fik fat i plantegningerne til Dødsstjernen. Nu kan film nummer to Solo opleves i hjemmebiografen og den fortæller, som titlen antyder, selvfølgelig historien om den unge Han Solo.

Det er den forholdsvis ukendte skuespiller Alden Ehrenreich, der har fået muligheden for at spille den rolle som Harrison Ford i sin tid udødeliggjorde. Det kan godt afsløres at Alden ikke formår at være helt lige så fræk, cool og charmerende som Mr. Ford, men mindre kan også gøre det. Slutresultatet er i al fald endt med ikke at være helt tosset. Dette til trods for, at det var Ron Howard (som undertegnede ikke synes hører til blandt favoritinstruktørerne) der endte med at overtage styringen, efter Phil Lord og Chris Miller blev opsagt på grund af såkaldte ”kreative uoverensstemmelser”, hvad end dette ellers dækker over.

Filmen er som Rogue One en del mørkere og mere dyster i tonen, end det man måske ellers forbinder med Star Wars-universet. Da seeren første gang møder den unge hovedperson, lever han under nærmest slavelignende forhold på en skummel planet. Et lyspunkt er dog kæresten Kira, som han har planer om at flygte med. Deres plan lykkes dog ikke helt.

Vi møder igen Solo tre år senere hvor han i ren desperation har meldt sig til Imperiets tropper i håb om at blive pilot, men i stedet er han fanget i en ækel, mudret landkrig, der allermest minder om noget man forbinder med Første Verdenskrig. Under kampene her støder unge Solo ind i nogle fribyttere der har planer om at stjæle en større mængde Hyperfuel (noget meget værdifuldt brændstof), men det er også her Han møder Chewbacca. Hvordan dette sker, skal man selvsagt selv se filmen for at opleve.

Inden man kan nå at sige ”Tusindårsfalken er sej”, er unge Solo viklet ind i masser af skumle planer og må derfor konstant navigere i hvem i hans omgangskreds der er ven og hvem der er fjende, hvilket ikke altid er nemt da de banditter han omgås ikke altid har rent mel i deres poser. Dette eventyr er vanen tro krydret med masser af action, fra drabelige slag i rummet til flere, mere planetbundne skuddueller, nærkampe og jagtsekvenser.

Endelig er filmen krydret med en masse utroligt fine detaljer, som man forbinder med Han Solo. I det følgende kan der måske komme en række mindre spoilers, så vil du selv overraskes, så spring dette afsnit over. En af de allerførste ting man ser er de to terninger som hardcore-fans allerede ved befinder sig i styrehuset på Falken. Man finder også ud af hvordan Han har fået sit efternavn, vi ser hvordan han er i stand til at klare Kessel-runden på under 12 parsecs (selv om Chewie mener, at det tal er rundet ned), hvordan han mødte Lando Calrissian (ret genialt spillet af Dannie Glovers søn Donnie). Derudover vi ser Solo lave hans karakteristiske ”jeg-vender-lige-mit-køretøj-på-højkant”-finte for første gang og ikke mindst finder vi ud af, hvor hans karakteristiske blaster stammer fra. I den scene hvor Solo ser et reklameskilt for at melde sig til Imperiets hær, kan man også fornemme John Williams’ karakteristiske tema under stemmen der lover eventyr og spænding. Der er på denne måde gennem hele filmen lagt masser af intertekstuelle referencer ind i filmen. Det er referencer som fans virkelig kan nørde ud over, men det betyder ikke at man skal være fanatisk Star Wars-fan for at kunne nyde filmen..

Der er dog også enkelte scener, der vækker forundring og som er med til at trække ned i den samlede bedømmelse. Eksempelvis er der en dramatisk scene i filmens første tredjedel, hvor Solo sammen med en gruppe ligesindede skal lave noget der minder om et godt, gammeldags togrøveri. I den forbindelse kan man godt spørge sig selv om, hvorfor der er i denne verden er brug for transport, der kører på monorails, når nu man har teknologien til at bygge Stardestroyers? Måske er der en inkarneret Star Wars-fan, der kan sende redaktionen en mail og forklare dette.

Når dette er sagt er Solo: A Star Wars Story en både underholdende og velfortalt oprindelseshistorie. Den ”føles” som en rigtig Star Wars film. Den fik desværre ikke den forventede succes, hvilket blandet andet har gjort at Disney forleden kundgjorde, at de opgav at lave en lignende film om en anden ikonisk Star Wars-figur nemlig Bobba Fet, hvilket er trist, da der sikkert var en del der havde set frem til dette.

Selv om du måske har hørt rygter om at Solo ikke er den bedste film i serien, er den i Kapellets optik lysår bedre end de rædderlige prequels som Lucas selv lavede. Desuden er filmen jo udsendt af Disney og for de, der lige som undertegnede, holder af 3D, så kan den klart anbefales at se i dette format. Det virker fint, især i de ovennævnte actionsekvenser, men selvfølgelig kan filmen også godt nydes uden denne effekt. Solo: a Star Wars Story er en fin Star Wars-film, og fungerer ganske godt som supplement til resten af serien.