Der sker meget i dansk film, der ikke helt får den opmærksomhed, de fortjener. Det har længe ulmet flere steder i det midtjyske, men det har mest været på kortfilmsfronten. Kortfilm har desværre ikke den status, som spillefilm har, selvom især filmmagasinet Ekko effektivt har forsøgt at ændre på det med sin Shortlist. Instruktøren Mads Erichsen har på denne liste to glimrende kortfilm, der med simpelhed og sober dybde fortæller om store ting i tilværelsen. Nu er han endelig klar med sin spillefilmsdebut Vindmøllernes sus. Den havde premiere forleden dag på CPH:PIX.

Gennem de seneste år har PIX sat et velfortjent fokus på film produceret uden støtte fra Det Danske Filminstitut. Disse film går under navnet independent film, men det kan i Danmark betyde mange forskellige ting. Et af de midler, som filmskabere anvender til at producere film – og som har været en vigtig del af netop indiefilmen – er filmfinansiering gennem sponsorering. Vindmøllernes sus er – ud over kommunal støtte og penge fra Den Vestdanske Filmpulje – blevet til for et sammensat puslespil af støtte. Det er godt gået at få en film skabt ad denne besværlige vej.

Filmen handler om Thomas, der er en rolig og klog knægt med en stabil baggrund. Han er forelsket i en pige i sin klasse, som desværre er sammen med en fyr fra de større klasser. En fyr, der styrer skolegården med hård hånd, druk og vold. Da Thomas med det hårde slæng får en fælles fjende i skolen, en lærer, indser han, at hvis han bruger sit absolutte hovedtalent – at bygge bomber – så kan han komme tættere på den pige, han egentlig helst vil have for sig selv. Midlerne helliger målet for Thomas – og det kan selvfølgelig kun gå galt.

Vindmøllernes sus er i familie med flere glimrende danske ungdomsfilm – og det er faktisk modigt og interessant, at en instruktør uden statsstøtte producerer en ungdomsfilm. Det kan jeg ikke huske at have set før. Filmen har ikke helt den dybde, som fx Nils Malmros har, så filmen – ved at fortælle om børn – kan fortælle om noget voksent, alment. Til gengæld artikulerer den nogle fine ting omkring ungdom, længsel og tilhørsforhold. På den måde er den lidt i slægtskab med et par film af fx Heidi Maria Faisst.

Stilmæssigt er filmen ret overbevisende. Det er fine kameragange, gode klipninger og spændende måder at skildre nærværet mellem de unge. Filmens akilleshæl er – som det sommetider er med nye talenter – et lidt skævt cast og nogle lidt for sikre klichéer. Jeg er fx en anelse usikker på brugen af vindmøllerne, der for Thomas fungerer som et tilholdssted i pressede situationer, men det virker samtidig også som en fin måde at skildre det midtjyske landskabs skønhed. Vindmøllerne er måske en metafor for energiopladning for Thomas. Vindmøllerne er i hvert fald – via Siemens Wind Power – også en finansiel energiopladning af filmen, der får en del skærmtid.

Det er på sin vis en hjemstavnsfilm. Mads Erichsen kommer selv fra området og filmer sin fødeegn. Den kærlighed til stedet kan fornemmes. De spændende droneskud, der momentvist anvendes, og som virker godt ift. at skildre menneskelig lidenhed, danner en fin og rolig visuel ramme omkring de mere håndholdte og nærværende passager. Droneindstillingerne smyger sig behersket ind til og omkring personerne og tegner karaktererne.

Filmen er lidt blandet spillet. Nikolaj Petersen er ret okay og underspillet som Thomas, mens Maria Petersen som Thomas’ store kærlighed er lidt hakkende. Især Elias Munk er spændende i rollen som den buldrende Kenni. Han ligner faktisk temmelig meget James Marshall og hans blanding af hårdhed og indadvendt sårbarhed. Det er ret godt gået. Karakterinstruktion kunne måske godt have fået lidt mere opmærksomhed, men det er altså svært, når filmen er lavet for få penge på kort tid.

Vindmøllernes sus er en film, der for Mads Erichsen og flere af de andre vil være et godt adgangskort til en videre færd i dansk film. Den er også et symptom på, at film lavet uden statsstøtte har det godt i Danmark – og at vi med tiden godt kan forvente os gode alternativer til de almindelige finansieringsformer. Adgangen til PIX er derfor særdeles velfortjent. Lad den endelig komme i bredere distribution i danske biografer.