Faste læsere har nok allerede har luret, at undertegnede godt kan lide at se film i 3D. Det vil altså sige, hvis effekten bliver benyttet ordentligt og har et formål, foruden at være en gimmick, der skal sørge for at filmen kommer i distribution på det kinesiske marked. Dette er sket et par gange før, mest bemærkelsesværdig er nok stadig Tron: Legacys brug af effekten. Heldigvis skabes der film, der fra starten er tænkt i 3D, som f.eks. Mad Max: Fury Road og senest Ron Howards nyeste film In the heart of the sea.

Filmens rammehistorie handler om en ung Herman Melville, der bruger sine allersidste sparepenge på, at få en gammel søulk til at fortælle en historie fra dennes ungdom. Man fornemmer, at Melville er på jagt efter en eminent historie, som han kan fortælle videre, og som kan sikre ham succes. Han har dog ikke megen held med sit forehavende, men da søulkens kone blander sig i debatten, får den gamle mand langsomt tungen på gled. Han fortæller den historie, der ifølge filmen er den primære inspirationen til Melvilles hovedværk Moby Dick

In the heart of the sea bliver, til trods for den tekst der normalt dukker op i filmens start, endnu en af de utallige film, der i disse år tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Filmen er nemlig baseret på en bog af Nathaniel Philbrick. Han benyttede som sit primære kildemateriale til sin sagprosa Thomas Nickersons memoirer. Det er netop denne Nickerson (eller rettere en fiktiv version af denne), som Hawthorne mødes med i filmen. Hvorvidt de to nogensinde har siddet ansigt til ansigt, er dog ganske tvivlsomt, men det fungerer i forhold til den historie, filmen vil fortælle.

Den gamle mand fortæller om dengang, han var 17 og havde fået hyre på hvalfangerskibet Essex i Nantucket. Under ledelse af en ung, uerfaren kaptajn og en garvet, handlekraftig førstestyrmand, drager mandskabet ud for at fange hvaler. Hvalolie var nemlig sit egen vægt værd i guld dengang, for på den tid benyttede man den drøje olie i lamper og til gadebelysningen i de mere civiliserede dele af verden.

Da det stolte skib kommer ud på åbent hav, finder man hurtigt ud af, at førstestyrmanden og kaptajnen ikke er enige om alt. Faktisk synes nogle af kaptajnens ordrer at være decideret hovedløse. Til gengæld lykkes det ingen af dem at fange ret mange hvaler eller opfylde de kvoter, som de har fået udstukket i løbet af det første halve års tid. Derfor stævner de syd om Kap Horn for at prøve lykken i Stillehavet et godt stykke vest for Sydamerikas kyst.

Da mandskabet går i land for at proviantere, overhører de en spansk sømand tale om et sted langt ude på havet, der er fyldt med hvaler, men som samtidig huser en enorm hanhval, der er ”hvid som alabaster”. Dette monster synes at beskytte flokken og er ikke bange for noget. Selvfølgelig skal mandskabet ombord på det stolte skib Essex efterprøve, om der er hold i myten, så de stævner ud mod ukendte farvande.

Det er lige før man kan smage saltvandet i luften, når man ifører sig plasticbrillerne og tager med besætningen på togt, for det er en umanerlig flot og dramatisk film, som Ron Howard har begået. 3D-effekten forstærker ikke kun de spektakulære actionscener eller de sekvenser, hvor mandskabet klatrer helt op i toppen af rigningen. Den ekstra dimension fungerer også fint i de mere afdæmpede sekvenser, hvor filmens dygtige fotograf Anthony Dod Mantle har sørget for at udnytte formatet. Der er konsekvent tænkt i både forgrund, mellemgrund og baggrund og bevidste fokusskift mellem lagene.

Desuden oplever vi en masse optagelser, hvor seerens synsvinkel er placeret tæt på enten havoverflade, skibsdæk eller jord, hvilket gør, at man vitterligt fornemmer dybden i billedet. Selv i de mere afdæmpede dialogsekvenser kommer 3D-effekten til sin ret. Derfor er det en af de film, man skal se i 3D, især hvis mener at teknologien bare er en modedille, der bidrager til filmoplevelsen.

Hvad enten man elsker eller hader 3D, så bør man opleve denne film, for den er et udtryk for, hvor bundsolid og grundig en instruktør, Ron Howard er. Selv om han ikke er Spielberg, så er han stadig garant for, at det, man ser, både er virkeligt intenst skuespil, en visuel imponerende billed- og lydside og endelig, at der ud over hovedhistorien også er nogle vedkommende budskaber, som man tage med sig hjem efter afsluttet biobesøg.

I tilfældet In the heart of the sea får man nemlig først og fremmest cementeret, at olieindustrien alle dage har været bundkorrupt og har forsøgt at dække over elementer, der potentielt kunne skade deres forretning. Dette lang tid før selv samme industri havde opdaget, at der kunne bores efter de dyre dråber i undergrunden. Dernæst byder filmen også på en visuel kommentar til hele konceptet omkring hvalfangst. Eksempelvis ser vi i en enkelt scene sømændene harpunere en hun-hval, der forsøger at beskytte en kalv. Det skal ikke forstås som, at Ron Howard at antropomorfiserer havkæmperne, men de kommer blot til at fremstå som imponerende skabninger, som man burde have respekt for i stedet for at drive rovdrift på dem.

Man kunne godt kritisere filmen for i dens sidste tredjedel at blive en anelse træg, men det er også hele meningen med den slags sekvenser. Det er scener, hvor hvor seeren skal opleve, at tiden snegler sig afsted for vores hovedpersoner. Sømændenes oplevelse af at være så lang tid på havet skal i sagens natur også føles lidt lang for biografgængeren. Det er også her i den sidste del af filmen, hvor vores figurer udvikler sig mest, og derfor er det også vigtigt at skrue ned for det spektakulære og i stedet fokusere på det nære.

Tilbage står en film, der vil appellere til alle de der holder af store sejlskibe, kulørte historier fra fordums tid og ikke mindst af gennemarbejdede film, der både fortællemæssigt og visuelt er helt i top. Amerikansk mainstream, når det er allerbedst. Oplevelsen kan naturligvis ikke komme op på siden af at læse Melvilles klassiker, men det er en drønunderholdende fortælling, som appellerer bredt.