Der er sikker de, der vil hævde, at det er en ganske søgt idé at skabe en spillefilm baseret på et spil til mobiltelefonen, der udelukkende går ud på at spilleren skal fyre fugle afsted med en katapult, for at vælte nogle tårne og smadre grønne grise. Det til trods er der kommet en film, der netop tager udgangspunkt i spillet Angry Birds. Den præsenteres som en film skabt af det finske spilfirma Rovio, som i den grad har skudt papegøjen (afsted) med deres forholdsvis simple spilidé.

Tænker man at konceptet om at lave sådan et simpelt spil om til en spillefilm er dødfødt, bliver man nødt til at revidere ens fordomme, for det viser sig nemlig at filmen både er virkeligt flot animeret og så tilpas morsom, at den sikkert vil glæde både de børn, der har været klistret til iPadden med spillet og deres voksne også, selv om de måske ikke har noget som helst forhold til Angry Bird-universet. Selv om filmatiseringer af spil gang efter gang, har bevist at det ofte er en dårlig ide at omforme videospil til spillefilm, er det lykkedes meget fint i denne omgang.

Helt grundlæggende handler filmen om en tropeø, der er befolket af mange forskellige fugle. De lever i det store hele i harmoni og fordragelighed med hverandre. Den eneste fugl, der ikke synes at passe ind er filmens hovedperson Red (som sjovt nok er rød), for til forskel fra mange af hans artsfæller er Red konstant kritisk, gnaven og ja - ganske sur. Derfor passer han ikke helt ind i deres fredfyldte, smilende tilværelse og han har derfor valgt at bosætte sig lidt udenfor byen, nede på stranden, hvor han har bygget sit eget hus.

Efter at Red har ladet sit temperament gå ud over et par andre af øens beboere, dømmes han til at gå i samtaleterapi, så han kan få styr på sin vrede. Her møder han både den utroligt hyperaktive, gule ADHD fugl Chuck og den store, sorte fugl Bomb, der, som hans navn antyder, eksploderer hvis han bliver lidt for ophidset. Selv om Red ikke rigtigt har lyst til at være i terapi, eller for den sags skyld få nye venner, så må han alligevel indse at han har brug for de nye bekendtskaber. Dette bliver ekstra nødvendigt da der en dag pludselig ankommer et skib til fugleøen. Om bord på skibet er der nogle grønne grise, der fortæller at de kommer med de bedste intentioner og vil være fuglenes venner, men som alle der kender spillet ved, så er dette selvsagt en lodret løgn, for grisene har skumle planer.

Da de tre fuglevener opdager grisenes reelle hensigter, beslutter de sig for at opsøge ”den store ørn” som er fugleøens beskytter. Der er ingen der har set denne legende i rigtigt mange år. Det skal selvsagt ikke afsløres her om det lykkes for venerne at finde helten, men til gengæld lykkes det filmen at fyre rigtigt mangle platheder af undervejs. Angry Birds er i den forbindelse nok ikke en film for den slags forældre, der har svært ved at tolerere klamme ting, animerede figurer der tisser og prutter, hvis de da ikke slås med hinanden eller de invaderende grise.

Animationen er helt på højde med den vi kender fra de etablerede animationsstudier i Hollywood, stemmeskuespillet (også det danske) er glimrende og der er stort set ikke et kedeligt øjeblik i filmen. Der er sikkert nok enkelte virkelige hardcore Angry Birds-fans, der måske kan finde på at brokke sig over at hele filmen ikke handler om fugle, der bliver fyret afsted med en slags overdimensioneret slangebøsse, hvorefter de vælter forskellige konstruktioner. Selv om dette ikke sker konstant, er der dog et par scener hvor dette faktisk sker.

Filmen er både kulørt, skæv og ganske langt ude, men den fortæller samtidig en ganske opbyggelig historie om at der rent faktisk også kan komme noget godt ud af at stille sig kritisk overfor autoriteter og også at man måske kan lære at se noget positivt i det ens omverden anser som negative følelser. Negativitet er jo noget der generelt set opfattes som uønsket, men det vil filmen gøre lidt op med.

Er man derfor godt og rundigt træt af de speltmødre, der konstant pipper om positiv psykologi og evnen til at have en så stor ”ja”-hat så stor, at den ofte skygger for det kritiske blik, så er Angry Birds – the Movie sikkert en film, der i den grad vil tiltale dig. Den er en stor fjerklædt langemand til alle, som tror at der ikke kommer noget godt ud af at være godt, gammeldags knotten indimellem. For selv om det kan være ødelæggende i alt for store doser, er der skiseme ikke noget i vejen med at blive godt gammeldags sur engang imellem.