Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Assassin's Creed II / PlayStation 3
Ubisoft / Ubisoft
Anmeldt 5/12 2009, 15:00 af Torben Rølmer Bille

Renæssancemennesket lever


Renæssancemennesket lever

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om vi på mange måder i dag lever i en tid hvor teknologiske landvindinger og et væld af informationer kan være svære at overskue, så er der stadig optimister, der ser på samtiden som en ny form for renæssance. For renæssancen var på mange måder et brud med middelalderens vanetænkning og en tid hvor nye ideer, koncepter konkurrerede med kunsten om at være længst fremme i skoene. Renæssancen var en brydningstid, der førte nye idealer, nye syn på mennesket og nye videnskabelige indsigter. En af de steder hvor denne sjælelige genfødsel virkelig kunne mærkes var i Norditalien omkring Firenze og Venedig og det er præcis dér fortsættelsen til Assassins Creed starter.

Det første spil i serien var naturligt nok placeret i mellemøsten, der hvor ideen om de legendariske sammenslutninger af snigmordere har sin oprindelse og selv om det første spil i serien var både bragende flot og bød på en meget fængende historie, så har fortsættelsen fået rettet op på stort set alle de irritationsmomenter, der satte sine få, men tydelige spor på gennemspilningen af etteren.

Etterens tekniske problemer..
Et af de helt store irritationsmomenter ved det første spil var den fejl, der havde sneget sig ind i spillet og som mange spillere hurtigt blev enormt sure og frustrerede over. For Altair (som spillerens avatar hed i det første spil) kunne finde på at fryse midt i et spektakulært spring, hvor eneste mulighed så var at slukke for sin spillekonsol og genstarte hele spillet. Heldigvis kom Ubisoft hurtigt med en ”patch” der rettede op på problemet, men det var stadig nok til at ødelægge mangen en spændende og intens spilsituation.

Dernæst kunne man godt, på et mere personligt plan, synes at den megen oscilleren frem og tilbage mellem spillets fremtidsunivers - hvor tempelriddernes efterkomere udnytter ens genetiske DNA hukommelse til at finde frem til snigmordernes hemmeligheder - godt kunne være lidt irriterende og langsommeligt. For selv om den parallelle fremtidsfortælling, var ganske interessant, så kunne den på ingen måde måle sig med at rende rundt i Jerusalems støvede gader, med daggerten klar til at møde blødt kød.

..er alle løst i fortsættelsen
Både den tekniske og fortællemæssige del er der blevet rettet op på i det nye spil, for selv om undertegnede under gennemspilningen ganske tidligt i spillet oplevede at der var lidt grafikfnidder (nærmere bestemt ens avatars ene arm der ”smeltede sammen” med en anden figurs arm) og senere på en sidemission var det nogle waypoints der ikke blev slettet, på trods af at man allerede havde nakket den bueskytte som krydset skulle repræsentere på kortet. Så er det i småtingsafdelingen og der er overordnet absolut intet at udsætte på hverken den grafiske eller tekniske side i Assassins Creed II.

Dertil komer at de sekvenser hvor man styrer sin figur i fremtiden er holdt på et absolut minimum og i stedet får man beskeder fra fremtiden gennem tekst og lyd, hvilket er langt fra så frustrerende som hele tiden at skulle vækkes fra ”the animus” som er den hi-tech stol man oplever snigmorderens virkelighed gennem. At kommunikationen med ens ”fremtids-samtid” nu primært fungerer via tekst og voiceover er faktisk med til at gøre spiloplevelsen endnu mere intens.

Leonardo og alle de andre
Spillet åbner i Firenze i den tidlige renæssancen. Vi møder den unge lømmel Enzio Auditore som gør gaderne usikre som den hanrej han er. Han kan lide sine kvinder og sine slagsmål og selv om Enzios far forsøger at mane til besindelse, så kan han ikke lade være med at holde af drengen, for han kan sagtens huske hvordan det var selv at være ung. Inden længe er det dog slut med de faderlige formaninger, for allerede i spillets første kapitel bliver Enzios familie udsat for et usselt rænkespil udklækket af byens højtstående embedsmænd hvilket resulterer i at hele familiens mandlige medlemmer hænges offentligt på torvet som forræddere.

Enzio må nu sørge for at beskytte hans mor og søster og ikke mindst få hævn over de usle niddinge, der var direkte årsag til at hans far og brødre måtte lade livet. Det bringer naturligvis Enzio på sporet af en større sammensværgelse, hvis natur ikke skal afsløres her, men det kan godt blive slået fast at historien er både interessant, utroligt spændende fortalt og fyldt med blod og dramatik.

Undervejs i det norditalienske landskab møder Enzio en lang række berømtheder fra perioden, mest prominent er den unge Leonardo da Vinci, der dels hjælper Enzio med at afkode en lang række hemmelige dokumenter men også bygger nye våben og snedige snigmorderaggregater til ham. Men også selveste Machiavelli dukker op for en kort bemærkning og ryster hånd med Enzio, efter en veloverstået mission i Venedig.

Hemmelige beskeder og ørnefjer
Det fede ved Assassins Creed spilserien er også hvor godt et øje udviklerne har for historisk akkuratesse. For selv om historien om Enzio er fuldstændigt opdigtet, så er magtkampene mellem den magtfulde Borgia-familie og Medici’erne det ikke. Dertil kommer at hver gang man ser et landemærke i de meget detaljerede byer man færdes i, eller møder karakterer baseret på historiske personer, så har man mulighed for, via et simpelt knaptryk, at få mere information om disse.

Det er måske ikke den mest saglige form for historieundervisning man kan tænke sig, men det er i hvert fald virkeligt fedt, at man på den måde forsøger at bringe noget saglighed ind i hvad der basalt set er et hæsblæsende videospil hvor det handler om at løbe, hoppe og kæmpe. Dertil kommer at følelsen af at befinde sig i datidens Firenze eller Vendig er virkelig gennemført, og har man besøgt stederne i virkeligheden, kan man faktisk orientere sig og genkende de landmærker der stadig står i dag.

Selv hvis man undlader at lader sig imponere af den utrolige flotte grafik, så man standser op bare for at ”se sig omkring” i den enorme renæssancesandkasse som udviklerne har skabt til os og selv om man fravælger de mange sidemissioner (der i 2’eren er blevet langt mere afvekslende og sjove at spille) er det svært at gennemføre spillet på under 12-15 timer. Når man så dertil lægger de mange puzzles der er undervejs, ideen om at man kan indsamle 100 ørnefjer fordelt på diverse hustage, lokalisere og indsamle 6 emblemer, der giver adgang til Altairs enestående rustning og ikke mindst lokalisere de tyve hemmelige beskeder, som afslører en vigtig og rystende narrativ detalje, så er der masser af spil i Assassin’s Creed II.

En gennemført spiloplevelse
Spillet får selvfølgelig hård konkurrence fra storsælgere som Modern Warfare 2, Batman – Arkham Assylum og Uncarted 2 i kampen om at ligge under juletræet i år, men vil man have et spil som ikke alene kun er bragende flot, har en spektakulær fed lydside med musik af Jesper Kyed, som fortæller en rørende og spændende historie men som tillige viderebringer nogle forholdsvis akkurate, historiske fakta, så bør man vælge Assassins Creed II.

Det er et af den slags spil som sagtens kan spilles igennem igen efter et stykke tid og som samtidig har en slutning der – igen uden at ville ødelægge for meget – gør at man som fan af serien næsten ikke kan vente på at treeren kommer på gaden.

Forrige anmeldelse
« Ratchett & Clank – A Crack In... «
Næste anmeldelse
» Heavy Rain – the origami kill... »