Når en film starter med en ensom politimand, der med rygende pistol ser sig lettere forvirret rundt i et mørklagt boligkvarter, hvorefter der i løbet af fem minutter, præsenteres en kort sekvens, som viser selvsamme betjent blive hevet gennem en retssag, blive afskediget fra politiet, men samtidig får et varmt håndtryk fra New Yorks borgmester, der fortæller at han bestemt ikke vil glemme hans heltegerning og filmen herefter springer otte år frem, har den opmærksomme tilskuer sikkert allerede gættet, at denne introduktion er en man sikkert vil vende tilbage til senere.

Vi møder nu vores forhenværende betjent Billy, der nu ernærer sig som privatdetektiv. Han har svært ved at få sin forretning til at køre rundt, da han ofte lade sit gode hjerte løbe af med sig og ikke mere hårdhændet opkræver de regninger som ligger ubetalt hen fra hans klienter. Ikke overraskende ringer New Yorks borgmester til Billy og siger, at det er nu han har brug for hans assistance.

Valgkampen om borgmesterposten er ved at gå ind i sin endelige fase men den siddende borgmester er løbet ind i problemer. Han mistænker sin kønne, men distancerede kone for at være ham utro og sætter nu Billy på opgaven om at finde ud af, hvem det er hun spreder ben for. Billy accepterer naturligvis, takket være den venlighed borgmesteren har udvist ham tidligere og grundet den klækkelige sum penge han får tilbudt, men inden længe opdager han, at der er langt mere til denne opgave end at afsløre utroskab.

Broken City er, selv om den netop er kommet i biograferne, en historie der er blevet set et utal af gange før. Det handler om den lille mand, der helt ufrivilligt bliver en brik i et spil om politik, magt og indflydelse. Den lille mand, der mod urimelige odds må forsøge at bruge alle sine evner til ikke at blive gjort til syndebuk i et spil om korruption på allerhøjeste plan. Naturligvis spiller Billys fortid, som blev antydet i filmens start også en rolle her, men hvilken må man opleve ved selvsyn.

Når der på den måde ikke er ret meget originalt i forhold til plotstruktur og thrillerens basale håndværk, så melder spørgsmålet sig om det er en film man skal bruge tid og penge på? Dette afhænger i høj grad om hvilket forhold man har til spændingsfilmen. Hører man til de der blot gerne vil underholdes og se en række glimrende skuespillere levere jævnt solide præstationer så ja, men hører man til de tilskuere, der nemt irriteres over plotmæssige uoverensstemmelser og handlingsforløb, der næppe tåler at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved enkeltdelene, så bør man være varsom, for selv om Broken City underholder, så føles den også i retrospekt som en noget sjusket fortælling.

Filmen er instrueret af Allen Hughes, der er en af de to Hughes brødre, som tidligere har instrueret film som Menace II Society, Book of Eli og den noget underkendte tegneseriefilmatisering From Hell. Håndværket er der derfor ikke noget galt med og filmen tromler også afsted i et tempo der gør, at det føles medrivende mens det står på.

Selvfølgelig er det en film, der ”tør” at sætte spørgsmålstegn ved toppolitikeres integritet, men både i filmens og i virkelighedens verden er langt de fleste sikkert klar over at man omtrent kan stole lige så meget på politikere i en valgkamp som på en lettere beruset baron Münchhausen man løber ind i til en Bayersk ølfestival.

Der bydes på ganske gode skuespilpræstationer undervejs og især forholdet mellem Billy, hans kæreste og hans selvopofrende sekretær fungerer virkeligt godt. Catherina Zeta-Jones er nærmest perfekt castet som borgmesterens køligt kontante kone, mens Russel Crowes borgmester - med det lidt for tunge underansigt - aldrig helt kommer til at fungere. Som fan af skuespilleren undrer man sig i hvert fald lidt over om ikke det indlysende talent og det nærvær man kan opleve i tidlige film som Romper Stomer og Gladiator, synes at være blevet erstattet med en nærmest Robert DeNiro-agtig ligegyldighed overfor de roller manden får tildelt. Så længe lønchecken bare er tilfredsstillende, kan man vel godt gide at dukke op?

Den korte dom over Broken City er derfor, at det er en film der kun formår at nå et jævnt niveau, som fungerer fint mens den står på men som hurtigt glemmes efterfølgende. En parentes i jagten på den gode politiske triller.