Vold på film har i mange år været udskældt, debatteret og diskuteret. Frygtet sågar. Den pæne vold, det, der kaldes voldsæstetik, har været genstand for den opfattelse, at den reproduceres i den virkelige verden. Den omvendte holdning findes også. Altså at de, der måtte være prædisponeret for voldelighed, får det ud af kroppen ved at se det på film. Der er dog ikke meget, der tyder på, at nogle af disse endimensionelle positioner har ret. Men sikkert er det, at når en film grafisk tegner volden, så den bliver pæn at kigge på, blusser diskussion op. Igen og igen.

Nicholas Winding Refn har arbejdet med volden i nærmest alle sine film. I en eller anden afskygning. Men det er hele tiden med et tvist, en nuancering, en fornyet æstetisk dimension. Volden er i centrum, men det er aldrig den samme vold. Der er langt fra Pusher til Fear X, og der er langt fra Valhalla Rising til Only God Forgives – Refns seneste voldsdrama, som netop er udkommet som købefilm. Distancen og nærheden mellem de enkelte film gør Refn til en voldens auteur, en æstetiker, der tager volden alvorligt og afsøger den i dens elementære natur.

Handlingen i Only God Forgives er egentlig simpel. En mand dræber en ung prostitueret og sætter en ond hævn- og voldsspiral i Bangkok i gang. Titlen signalerer et prækristent symptom på reaktioner på volden, og slægter derved helt klart voldsdiskussionen i Valhalla Rising på. En vold, der udspringer af anden vold, og kræver ofre i en grad, der ophæver det metafysiske krav om tilgivelse. Den handler egentlig om gangsteren Julian, der er bror til den mand, som slår luderen ihjel. Han vil rydde op, men kommer derved til at skubbe til magtfulde kræfter, han ikke vidste eksisterede.

Filmen er på den ene side meget voldelig og voldsomt koreograferet. Men samtidig er den ekstremt langsomt stiliseret. Larry Smith overgår sig selv og alle tidligere Refn-film i den uovertrufne cinematografi. Hvert eneste frame er velplaceret og -planlagt. Og fortællende i sig selv. Lange passager lader hånt om dialogen, musikken overdøver, og vi er kun efterladt med de flotte billeder og den parafraserende og dominerende musik. Det er en film, der viser filmens visuelle side. Det er ikke fortalt, men vist. Der er symmetri i alle billeder i en grad, så det kommer til at pege på sig selv.

Dermed er volden centraliseret, lagt i filmens æstetiske lænker. Men det er på en måde, der ikke bare er postmoderne overfladeæstetik. Det er en tilgang til volden som et æstetisk erindrings- og erkendelsesmiddel. Det er i sin filosofi nærmest kafkask: erkendelse gennem kødets iturivelse. På den måde er Refn i Only God Forgives faktisk præmoderne i sit æstetikbegreb. Han vil, at æstetikken, volden ikke kun skal se pæn ud. Vi kan faktisk lære noget om voldens væsen og essens igennem filmen. Billeder og blod er kønt, men elementerne af forståelse for volden ulmer underneden.

Only God Forgives er Refns absolut bedste film til dato. Det er en film, der er sin egen på mange måder, men den låner også fra voldsæstetikkens stærke sider. Den idylliserede og æsteticerede kombination af fantastisk cinematografi og grafisk vold slægter den japanske instruktør Takeshi Kitano på, men der er også ligheder med David Cronenbergs A History of Violence. De lange og opstillede sekvenser, hvor blikket fortæller det hele, minder en del om de tidlige film fra den franske instruktør Alain Resnais. Refn arbejder med andre ord med filmens absolutte superliga.

Der er altid en fare for at overdimensionere mulighederne, når sværdet inddrages i en moderne voldsfilm. Sværdet er semiotisk overdetermineret; det er behæftet med så stærke kommunikative kræfter og myter, at det let kan blive til en upræcis fetich. Refn ved dette, og bruger det bevidst. Den japanske yakuza-tradition spiller ind, men spiller ikke mere med, end at sværdet i filmen understreger de voldsæstetiske pointer. Se bare de to små film, der er langt på BD-versionen, hvor sværdet planlægges og inddrages. Refn går til grænsen, men formår at holde sig på den rigtige side.

Only God Forgives er en art house-film, der henter volden ind som æstetisk potentiale. Ikke fordi den elementære vold er et mål i sig selv. Det kan den alt for let blive. Men fordi volden eksisterer og kræver sin forståelse. Det er ekstremt svært for de fleste at forstå, hvordan mennesker så grufuldt kan skade hinanden. Det kan ikke rationaliseres. Det kræver helt klassisk æstetisk indsigt. Og Only God Forgives er i dette tilfælde på et ekstremt højt niveau – både visuelt og fortællemæssigt. En af årets mest veldisponerede og flotte film.