Det er velkendt at en af højdepunkterne i en traditionel western, er scenen hvor sheriffen (ham med den hvide hat) står midt på byens støvede hovedgade, klokken 12 middag overfor skurken (ham med den sorte hat). Sekunderne trækker sig i langdrag og spændingen er næsten ikke til at holde ud, alt imens vi ser reaktionsskud fra bekymrede tilskuere, close-ups af de duellerendes øjne, af fingre der virrer nær pistolen og af uret der falder i slag. Slow-motion slås til idet pistolerne trækkes, skud affyres og kun én står tilbage når støv og krudtrøg lægger sig.

Det virker som om instruktør og manuskripforfatter Ken Sanzel fik en idé da han en dag sad og så endnu en af sine yndlingswesterns. Hvad nu hvis denne form for duel med revolvere eller pistoler var grundlaget for en ny type ekstremsport? En hemmelig konkurrence der primært udøves i Sydamerika? Hvad nu hvis man lod de kæmpende træde ind i en arena, stille sig på deres afmærkede område, hvorefter de ifører sig skudsikker vest og gør deres skydevåben klar. Idet signalet lyder, skyder de på modstanderen indtil denne enten overgiver sig ved at tappe ud, eller takket være kuglernes påvirkning ryger uden for deres afmærkede område. Det er i al fald den helt grundlæggende idé der styrer store dele af filmen Blunt Force Trauma som netop nu kan erhverves eller streames fra forskellige udbydere.

Filmens hovedperson er en ung gunslinger, John, der forsøger at kæmpe sig ved til toppen af denne noget bizarre disciplin. Hans største ønske er at møde den menneskesky Zorringer, en slags legendarisk kæmper modelleret over figurer som Løjtnant Kurtz. Zorringer er selvsagt ubesejret og indlader sig udelukkende i meget få dueller, med de bedste af de bedste.

I løbet af filmen render John ind i den smukke pige, der kalder sig selv Colt. Selv om de egentlig er konkurrenter, så ændres dette i løbet af filmen til at de indleder et mere intimt forhold. Noget som John egentlig ikke havde regnet med, da de begge er enspændere fra naturens side. Heldigvis har han dog hende, da sker især da John under en meget voldsom duel, bliver nødt til at bruge noget tid til at komme til hægterne igen. Colt beslutter sig nemlig for at blive hos ham og sørge for at han kommer sig oven på sine skader.

Hvis man skulle dømme filmen alene baseret på ovenstående beskrivelse, så kunne man måske tro at der var tale om en klassisk actionfilm eller et aparte sportsdrama, hvor de spektakulære actionelementer eller individuelle kampe var byttet ud duellerne, men mærkværdigt nok, er det som om filmen skifter kadence efter John bliver såret. Efter denne begivenhed bliver filmen langt mere filosoferende og poetisk, for selv om den stadig handler om Johns ønske om at møde Zorringer, så kommer dette møde også til at fungere lidt som en gulerod, der svinger lidt for længe foran tilskuerens næse.

Blunt Force Trauma ender derfor med at være en meget blandet oplevelse. Grundideen om at skyde på hinanden iført kevlar er for det første lidt søgt. Dertil kommer at coverets bagside lover ”action” – et løfte, der ikke reelt indfries, ud over tableauerne med duellerne. Endelig, så bliver man, idet filmen slutter, lidt i tvivl om hvad det egentlige formål er med den. For vil den forsøge at lære dens tilskuer noget om hhv. konkurrencer og det at være et individ der lever i en slags subkultur præget af penge, vold og evnen til sigte, eller er målet et andet? Selv om kapellets udsendte har set filmen og endda genset dele af filmen efterfølgende, så forekommer svaret på disse spørgsmål stadig meget uklare.

Det kan meget vel være, at filmens forfatter og instruktør gerne vil viderebringe nogle pointer om tilværelsen i form af en slags actionfilmsallegori, men som nævnt så ender budskabet med at være ganske uklart, selv om filmens slutning peger i retning af pointen om, at enkelte måske mister deres fornuft i jagten på mål, der i realiteten kan vise sig at være uopnåelige.

Uanset hvad budskabet end måtte være, så er filmen hverken handlingsmæssigt, visuelt eller lommefilosofisk interessant nok til at den kommer til at fungere godt. Den sælger sig selv ved at have Mickey Rourke med på rollelisten, men idet han spiller den sky Zorringer, så er han udelukkende med i filmens sidste ti minutter. Dommen er derfor at Blunt Force Trauma er en af de film man sagtens kan have levet et langt liv uden at have set.