Der er en gylden regel i undertegnedes filmopfattelse: hvis Bill Murray er med, er filmen værd at se! Der findes kun en lille håndfuld skuespillere, der som Murray kan løfte selv det mest middelmådige manuskript og gøre filmoplevelsen langt bedre, end havde det været alle mulige andre, der fik rollen. Dette gælder ikke mindst for den nye ”feel-good”-komedie St. Vincent, hvor Murray får lov til at spille på alle sine tangenter, både hvad angår mandens eminente komiske timing og ikke mindst hans evner som karakterskuespiller.

Murray har hovedrollen som Vincent - naboen fra helvede. Han er kronisk knotten, skubber konsekvent mennesker fra sig og orker ikke at høre på folks livsfortællinger. Desuden er han nærmest konstant på røven, han formøbler de få penge han har på travbanen og på den luder han får besøg af en gang om ugen. Som om dette ikke er nok, så drikker manden konstant. Det eneste, der synes at tale i hans favør, er, at han har en perserkat, som han godt kan lide. Muligvis fordi den ser lige så sur ud og er lige så håndsky som Vincent selv.

En morgen vågner denne sure mandsling ved, at en flyttevogn under en bakkemanøvre har knækket en gren af på træet i hans have. Denne gren er så dumpet ned på Vincents bil og har lavet en stor bule i køleren. De nye naboer, en enlig mor og hendes søn Oliver, overfuses straks af Vincent, men omstændighederne vil, at moderen skal arbejde meget for at forsørge hendes søn. Vincent bliver meget mod sin vilje babysitter for knægten, især da Olivers mor går med på at betale 11 dollars i timen. Oliver og Vincent udvikler et sært men alligevel fortroligt forhold til hinanden, for Vincent bliver på mange måder den far, som mangler i Olivers liv, selv om han næppe er idealbilledet på, hvordan en mand skal opføre sig.

En af filmens konstante fremdriftselementer er, hvis man ser bort fra venskabet mellem drengen og den gamle gnavpot, jagten på penge. Det handler ikke kun om den hårdtarbejdende nabomor, som kæmper med at forsørge hendes søn. Vincent skylder nemlig folk på travbanen penge, han skylder banken penge, han skylder hans gravide, russiske, prostituerede penge, og endelig skylder han penge til et fashionabelt plejehjem. Han forsøger hele tiden at få henstand, eller også sørger han for at bruge løs af moneterne, hvis heldet en sjælden gang tilsmiler ham.

Nu kan denne beskrivelse måske lyde som en film, man vitterligt ikke har lyst til at se, fordi man måske forventer sig en socialrealistisk livsskildring, der er alt andet end rar. Realiteten er dog, at filmen er virkelig morsom hele vejen igennem, ikke kun takket være Murrays formidable sans for timing og levering, men også i skildringen af Vincents forhold til sin omverden. Der er sikkert nogle, der vil mene, at hans figur er skåret over samme læst som Jack Nicholsons karakter i As good as it gets eller Clint Eastwoods i Gran Torino, men Murrays udgave af Vincent er både mere morsom og næste lige så bittergnaven som de ovennævnte.

Vincent lever muligvis et liv, der minder om forfatteren Charles Bukowskis, men det er slet ikke så selvdestruktivt som gode, gale Buk, for skraber man lidt i Vincents overflade, hvilket Oliver som den måske eneste bliver i stand til, finder man hurtigt ud af, at Vincent både er charmerende og egentlig har hjertet på rette sted, selv om han aldrig selv ville indrømme det.

Samtidig er Vincent god for Oliver, for selv om naboen bestemt aldrig har været et af guds bedste børn, så lærer han bl.a. Oliver at slå igen, når bøllerne i den nye skole, han er startet i, spiller op. Omvendt minder Oliver så Vincent om, at han faktisk har nogle positive kvaliteter, selv om resten af verden har svært ved at få øje på dem.

I en munter birolle, som Olivers lærer i den katolske skole ses Chris O’Dowd, som langt de fleste komediefans sikkert husker fra den meget morsomme tv-serie The IT Crowd. Han gør det virkeligt godt som den lune lærer, mens Vincents gravide luder, der spilles af Naomi Watts, har en tendens til at overspille hendes lidt for tydelige russiske accent, selv om hun ret beset heller ikke har meget figur at arbejde med.

St. Vincent ender derfor med at hører til en af de film, der lige som Bad Santa og de førnævnte film med gamle gnavne mænd virkelig fungerer. Den bliver, til trods for dens mission om at efterlade seeren med en klump i halsen og en varm følelse i maven, aldrig klæg, alt for sukkersød eller søgt, som så mange andre Hollywoodfilm, der søger at opnå det samme.

Dette skyldes i særdeleshed et vittigt manuskript og ikke mindst formidable Bill Murray, der til trods for en perlerække af toppræstationer gennem en menneskealder, aldrig har fået smidt en af de der Oscar™-statuetter efter sig. Måske lykkes det ham at score en pris, når akademiet har fået set hans spil i St. Vincent, men ellers er det også ligegyldigt, for uanset om manden tildeles en pris fra officiel side, så er og bliver han en vinder i langt de fleste filmnørders bevidsthed.