Det er vist ingen hemmelighed at vi udelukkende har en, måske to filminstruktører i Danmark, der tør bevæge sig uden for de sikre fortællemæssige rammer bestående af thrillers, socialrealistiske film, folkekomedier eller historiske dramaer. Filmmagere, der ikke udelukkende jagter den gode historie, men som tør at tage livtag med selveste filmmediet som udtryksform, filmen som følelse, filmen som kunst.

Det er en sådan filmmager Nicolas Winding Refn er. Selv om sikkert både det brede biografpublikum og en perlerække, snæversynede anmeldere muligvis alt for hurtigt vil pege sine fordømmende fingre i instruktørens retning, da de muligvis havde forventet sig endnu en Pusher-lignende film, vil man hurtigt opdage at Only God Forgives er alt andet end et regulært filmisk voldsdrama.

Filmen fortæller - på overfladen - en næsten banal historie om hævn. En historie, man har set i en lang række afskygninger før, men aldrig fortalt på denne måde. Vi befinder os i Bangkok. I starten af filmen dræbes vores egentlige hovedperson Julians bror Billy. Det sker umiddelbart efter Billy selv har voldtaget og dræbt en ung, prostitueret pige på et snusket hotelværelse. Det bundkorrupte, lokale politiet, under ledelse af den brutale Chang, opsnapper Billy på åstedet, men i stedet for at Chang selv dræber Billy, sendes der bud efter den unge luders far, som så får chancen for at gengælde, hvad Billy gjorde mod datteren, alt imens Chang er på og nyder en stille kop te.

Kort tid derefter ankommer brødrenes mor til Thailand. Mor Crystal kan vist bedst beskrives som en reel møgso iklædt designerkluns, og hun er kun kommet til byen for at få hævn over sin førstefødte. Da Julian ikke selv har taget affære, hyrer moderen nogle af de lokale til at tage sig af problemerne, men selv om man kan købe sig til mange beskidte ting i Bangkok, viser det sig endog meget svært at gå op mod Chang.

Hvis ovenstående skitse lyder banal, så er det rigtigt opfattet, men det ændrer ikke ved, at filmen er alt andet end endnu en spændingsfilm om hævn. Dette skyldes ikke kun det hyperæstetiske billedsprog som omgiver filmen, de ofte helt udtryksløse skuespilpræstationer eller den dialogmæssige knaphed som kendetegner filmen, men også det faktum, at Julians verden ofte synes sømløst at bevæge sig mellem virkelighed og dagdrømme, der til forveksling ligner hans virkelighed. Filmen er dedikeret til Alejandro Jodorowski (som i øvrigt – efter mange års pause – også kunne præsentere en ny film på årets filmfestival i Cannes) og dedikationen giver god mening, for der er – i hvert fald visuelle og tematiske – ligheder mellem de to filmmageres surrealistiske, drømmeagtige billeder. En idé om at film skal opleves, sanses snarere end at forstås klokkeklart.

Der er sikkert mange, der vil mene at Only God Forgives er en af de film, der aldrig bliver forløst, en halvfærdig sag, der ikke rigtig ved, hvor den vil hen med hverken sine karakterer eller sin fortælling, men vender man dette på hovedet, er det måske netop det, der er ideen med filmen. At lade filmen være et isoleret værk – at skabe en form for alternativ, udtrippet verden, der både byder på det smukkeste og det mest væmmelige, man kan forestille sig.

Filmen er, som mange af Refns seneste film (Bronson, Valhalla Rising og Drive) på billedsiden helt igennem uovertruffen. Det ville være muligt at standse filmen på stort set hvilket som helst tidspunkt og her få et stillbillede, der i sig selv ville formå at være ekstremt udtryksfuldt. I God Only Forgives bevæger disse billeder sig blot til tonerne at både fremmedartede thailandske popmelodier, strofer fra klassisk musik og til knugende electronica, alt imens hævnfabelen udfolder sig for øjnene af os.

Kontraster synes at være altafgørende i filmen, hvilket nok mest tydeligt kan ses i scenen mod filmens slutning (og spring endelig dette afsnit over, da kommer spoilers), hvor Chang har fundet frem til en af de mænd, der har prøvet at slå ham ihjel. Scenen er sat på en natklub, hvor alle de smukke thaipiger i rummet er iklædt, hvad der mest minder om kjoler fra 50’erne. Kvinderne får besked på at slå blikket ned, mens de få mænd, der opholder sig i lokalet, bliver bedst om at se nøje efter, hvad der sker nu.

Blomsterdekorationer, dybrøde neonfarver, champagne på køl og hvide lædersofaer pryder det overpyntede interiør, som danner rammen om Changs langstrakte tortur af bagmanden, der lokkes til at tale, idet Chang stikker sylespidse genstande gennem mandens arme, ben, øjne og ører på den mest nederdrægtige måde.

Der er flere meget udpenslede voldsscener i filmen, close-ups af åbne år og pulserende blodsprøjt. Det er voldsscener, der især i kontrasten til de kunstige omgivelser og det bevidst fiktive univers kommer til at virke sært nærværende og passende. Det er vold, der synes at have et formål, vold der bliver retfærdiggjort, idet det konstant er vold avlet af anden vold. Ikke at den på denne gammeltestamentlige måde kan retfærdiggøres, men det er blot svært at se, at sådanne brutale handlinger naturligvis leder til mindst lige så brutale gengældelser.

Det er en filmisk vold, som bestemt aldrig bliver rar at skue men en vold, der viser seeren, at de medvirkende på trods af deres emotionelle afstumpethed også kan bløde og måske alligevel er mennesker af kød og blod bag deres næsten udtryksløse væsen. Selv en figur som Chang, der på den ene side sjældent trækker sit sværd uden at det smager blod, og som giver sig til at synge karaoke for sine kollegaer hver gang, han har taget et liv, får man som seer sympati for, da man i en enkelt scener ser ham lege med sin datter.

”Ved du, hvem jeg er?”, spørger Chang Julian, der nikker bekræftende – for Julian har flere gange set Chang i sine drømme, inden han møder ham fysisk. Svaret på, hvem Chang i virkeligheden er, overlades i sidste ende til seeren, for filmen er ikke en af de, der har i sinde at svare klart på sine egne spørgsmål.

Filmens hovedperson Julian er også en figur, som det er svært at holde af, for han virker som et knudemenneske, der forsøger at respektere sin dominerende mor, har svært ved at fortælle pigen som han elsker, at han har følelser for hende, og en figur, der hele sit liv har stået i skyggen af sin psykotiske bror. Endelig – og ikke mindst – er Julian måske den eneste figur i filmen, der tilsyneladende har en form for samvittighed.

Only God Forgives er en sanselig, nådesløs film, der på trods af sine lange, poetiske passager river tilskueren rundt i et Bangkok, der virker som om Edward Hopper havde malet det på LSD. Figurer i landskaber som kun synes at have det til fælles, at de er samme sted på samme tidspunkt. En skildring af en millionby, der hér bliver underligt mennesketom.

Det er sikkert nogle, der vil mene at Jangs nye film er ren form uden indhold, men det er sikkert fordi præmissen for at opleve filmen har været lige så forkert som de, der slemt skuffede og surt mumlende forlod Valhallla Rising, da de havde forventet at se en actionfilm med vikinger. Only God Forgives vil til trods for sine art cinema-kvaliteter forhåbentlig alligevel finde bredt publikum, for de der gerne vil udfordres, og som tør at se en film, der tør at stå ved, at den er en film, kan godt begynde at glæde sig. Det er ”dansk” film med stort, stort, stort format.