Den lille, brune abe Peter Pedal er kendt og elsket verden over. Flere bøger og dusinvis adaptationer samt et væld af spinoffs har skabt en franchise, der - med formlen 'en nysgerrig abe kommer ud i store problemer og slipper godt fra det' - kan genfortælles i utallige variationer. Til Manden med den gule hats store fortrydelse har han meget svært ved at 'civilisere' den lille abe, som han henter til New York fra Afrika. Den nyeste film Peter Pedal: På eventyr i junglen ser dagens lys denne måned, og den har belejligt premiere i børnenes sommerferie.

I fjerde bog i serien sendte det tysk-franske forfatterpar Peter Pedal ud i rummet. Idéen er så oplagt, fordi aber dengang netop havde været i rummet før mennesket. Da Peter Pedal på himmelfart oprindeligt blev udgivet, var det dog samtidig med opsendelsen af Sputnik II – russernes rumfartøj, hvor hunden Laika var ombord. Nu inviteres Peter på tur i rummet for at hente en digital sender ned på jorden – en sender, der skal installeres i Centralafrika for at modvirke oversvømmelser i junglen. Imidlertid går landingen galt, og Peter styrter ned i junglen i Afrika.

Filmen fungerer fint for sig: som en fortælling til de mindste på cirka 3-6. Plottet er letfatteligt, Peter har intet sprog, og kan fungere som en stedfortræder og god identifikationsmarkør. Måske er Peter Pedal faktisk mest målrettet til de yngre end det. Samtidig er filmen krydret med populære henvisninger til de voksne, der kan afkode krydsvisninger til rumfartshistorie og forskellige film såsom The Right Stuff. Handlingen er også sovset godt ind i tidens økotopiske trends i medieverdenen, hvor grøn tænkning er blevet en ideologisk tankegang, der nu kan formidles til de helt små. Naohs Ark-myten spejles, og Peter – og det er vist ikke at læse den for langt – fremstilles mosiask/messiansk/eksegetisk.

Fortællingen om en rejse tilbage til junglen for Peter giver også nogle oplagte muligheder for at vende karakterfordelingen på hovedet. Normalt er det Manden med den gule hat, der skal ’civilisere’ og ’kultivere’ Peter til livet i storbyen, men nu er det Peters naturlige habitat, manden – der i filmen her, ligesom i 2006-filmen, hedder Ted – kan oplæres i. Der er en mild grad af ’white man’s burden’ over den redning af jungleområdet, men det er måske mest en læsning, som vi kan overlade til den postkoloniale kritik.

H.A. og M. Rey var tyske jøder i Frankrig, og da de flygtede på cykel og endte i New York, havde de Peter Pedal-illustrationerne med. Det, at Peter hele tiden kommer ud i nye problemer, og slipper ud af dem, kan ses som en fin allegori over Rey-parrets egen skæbne. Bemærk, at tredje bog i serien på engelsk, som på dansk blot hedder Peter Pedal, hedder Curious Rides a Bike. At formlen derfor også kan anvendes som en nutidig allegori over tidens klimaudfordringer, er ikke så overraskende. Det er en fin idé, og som min datter på fire sagde (målgruppen var med), da pressevisningen var slut: ”Far, jeg kunne godt li’ den! Men der var nogle farlige dyr.”

Faren er dog knap så begejstret. Det virker usikkert, hvorfor det er nødvendigt at tvinge folk til at betale dyre biografbilletter for at se en film, der ambitionsløst gentager stil og fortælleteknik fra de ældre film. Der satses tydeligvis på genkendelighed fremfor at videreudvikle karakteren og fortællingerne om Peter. Animationerne er stadig de samme, musikken stedvist kun lytteværdig, handlingen overraskende episodisk (småplots kædet sammen til filmlængde), mens referencerne til populærkultur mest af alt er ret banale.

Filmen føjer sig uproblematisk til serien, men den efterhånden virker mæt af dage. Jeg savner især den helt grundlæggende nysgerrige livsfilosofiske indstilling til tilværelsen, som findes i de øvrige bøger i serien. Nysgerrigheden bagatelliseres. Men set fra børnehøjde kunne min fireårige datter underholdt blive siddende stille i fem kvarter.