Det er langt fra alle Luis De Funès-komedier, der har klaret tidens tand lige godt. Enkelte af dem føles som gensynet med gamle danske folkekomedier fra 70’erne - uendeligt langsommelige, patetisk overdrevne og med lange handlingspassager, der oftest kun virker som fyld. Heldigvis er Det Rabler for Rabbi Jacob ikke en af dem. Filmen bærer den franske titel Les Aventures de Rabbi Jacob.

I filmen spiller Funès, med sin vanlige Anders And-agtige ro, en småracistisk forretningsmand, som nærmest ufrivilligt bliver viklet ind i en sag om international politik og tvinges til at forklæde sig som rabbiner. Det lyder naturligvis helt igennem fjollet, hvilket det også er, men det ændrer ikke ved, at filmen stadig er uhyggelig aktuel, både hvad angår dens temaer og ikke mindst hvad angår begivenhederne omkring filmen.

I det ret omfattende ekstramateriale på dvd’en finder man ud af, at filmen ikke kun var ekstrem kontroversiel da den udkom i 1973, men at den også indirekte medførte en regulær terroraktion. Af frygt for at filmen ville være antisemitisk, kaprede konen til filmens pr-mand, Danièle Cravenne, en Boeing 747 fra Air France og beordrede piloterne til at flyve hende til Cairo. Hun krævede, at filmen skulle stoppes, og hvis dette ikke skete, ville hun sprænge flyet i luften. Flyet mellemlandede i Sydfrankring for at tanke op, og der stormede en indsatsstyrke maskinen, skød fru Cravenne, som efterfølgende døde på vej til hospitalet. Lige så godt for omtalen var det, at filmens instruktør modtog adskillige dødstrusler fra religiøse fanatikere. Disse trusler blev taget så seriøst, at han, ifølge eget udsagn, begyndte at bære revolver, hvor end han gik. Det kræver ikke stor indsigt at drage paralleller til virakken omkring vores satiretegninger. Hvis man er masochistisk anlagt, og har man planer om at smadre sin karriere, så vil en nærliggende plan være at bevidst bryde med det sidste, skrækkelige tabu – lave grin med religion.

Måske burde fru Cravenne i retrospekt have set filmen, før hun puttede dynamit in sin Gucci-taske, for Rabbi Jacob er alt andet end antisemitisk eller racistisk. Nuvel, den benytter sig af religiøse stereotyper i en grad, der ville være helt utænkeligt i disse politiske korrekte tider, men som filmen skrider frem, er det primært budskabet om forsoning og accept, der kommer til at dominere.

Victor (Funès) kommer efter et selvforskyldt uheld med sin bil i problemer. Han fyrer ved samme lejlighed sin chauffør primært, fordi denne er jøde og nægter at føre køretøj, fordi det er sabbat. Efter at have travet på landevejen, ser Victor lys i en fabriksbygning. Tilfældet vil have, at han snubler lige midt ind i en dramatisk situation, hvor en gruppe arabiske mænd har taget en arabisk frihedskæmper Sliman til fange, og vil dømme ham til døden ved en improviseret domstol. Victor får forpurret planerne, primært ved gentagne gange at vælte ned i en stor beholder med grønt tyggegummi, men kidnappes selv af guerillalederen. Sliman og Victor tager mod lufthavnen i håb om at komme hjem til Slimans rige så hurtigt som muligt.

Samtidig er den højagtede rabbiner Jacob på vej fra New York til Paris for at gense sin fødeegn. I lufthavnen tvinges Victor og hans arabiske overmand til at overfalde to semitiske jøder, så de kan få en forklædning, der kan narre de arabiske skurke, som stadig forfølger Sliman. Som rabbinere møder Victor og Sliman nu Jacobs slægtninge, der er ankommet for at fragte den tabte søn tilbage til det jødiske kvarter, hvor han skal hyldes som lokal helt. De har intet andet valg end at tage med, til stor ærgrelse for den virkelige Rabbi Jacob, som ankommer få minutter efter.

Som i enhver forvekslingskomedie er scenen nu sat til en mængde gags, der både involverer Victors fuldstændige mangel på kendskab til jødiske traditioner og skikke, samtidig med at terroristerne naturligvis fanger den rigtige rabbiner og dennes søn i den tro, at de har fået fat i Victor og Sliman.

Filmen er fyldt med både sproglige og ikke mindst fysiske gags, i et tempo der er overraskende højt, når man tænker på filmens alder. Det er fordommenes og stereotypernes legeplads, men det ændrer dog ikke ved, at det i sidste ende er et befriende og forsonende budskab der ytres. Håbefuldt ser vi den arabiske Sliman give sin nye jødiske ven et varmt håndtryk til afsked, og som om det ikke er nok, så bliver den indsnævrede Victor også til et andet, langt mere forstående menneske efter sin ene dag i forklædning som overrabbiner. Indimellem kunne man godt ønske, at verden rent faktisk ville være langt mere harmonisk, ikke nødvendigvis hvis den tog udgangspunkt i en film fra 1973, men hvis der nu var lidt flere fanatister, der lærte at grine lidt af sig selv.