At oversætte et litterært udtryk til noget tilsvarende på film, er ikke nogen let opgave. I høj grad gælder det, når det litterære forlæg er elsket, læst og konsumeret af mange, der hver især danner sig sit eget indtryk af det univers, som fortællingen udspiller sig i. Det bliver desuden ikke nemmere af, at et univers er opbygget gennem flere årtier, gennem flere romaner, og ved brug af en karakter, der udvikler sig igennem og imellem romanerne. Yderligere kompliceret bliver det også, når disse film for det første skal tilpasses tv’ets bedste sendetid, mens dette for det andet også betyder, at de eventuelle udviklingsaspekter, der måtte være til stede i løbet af romanerne, må nedtones til fordel for en lettere tilgængelighed uden for mange forudfattede handlingsstrenge. Derfor er det hårde odds for filmatiseringerne af en række af Gunnar Staalesens bergenserkrimier, der netop er kendetegnet af alt det ovenstående. Filmatiseringerne Bitre blomster, Tornerose og Din til døden er netop udkommet.

Forfatterskabet
Gunnar Staalesens forfatterskab er i sig selv en speciel størrelse at gå til. Der er snart sagt ikke det medium eller det format, han ikke har udtrykt sig i – romaner, noveller, drama, hørespil, og nu er han også blevet til film. Han startede krimikarrieren med den egenartede og delvist selvgyldige trilogi om Dumbo og Maskefjes, men satte sig derpå til at udvikle sin ejendommelige karakter, der har været en fast del af Staalesens forfatterskab siden da. Det blev til Varg Veum, der er en særligt bergensisk, norsk udgave af den hårdkogte amerikanske noirs privatdetektiv. Midt i halvfjerdserne ser Veum således dagens lys, eller skal vi rettere kalde det mørke, for det er helt karakteristisk for Staalesens Veum-krimier, at de i høj grad er kulturpessimistiske, dekadente og uden tro på megen godhed til stede i verden. Romanerne følger et dobbelt udviklingsspor, hvor det første handler om primært Veums karakter, der bliver ældre hen over udgivelsesrækken. Det andet spor er det mere kulturrettede spor, der udvikler sig fra nogle godt nok samfundsorienterede romaner, men dette udtryk bliver i særdeleshed fremstående i 80’erne, hvor den mere sociologiske vinkel bliver dominerende. Dette falder lidt væk i 90’erne, trods der stadig rettes et skarpt blik på samfundets dekadence, til fordel for en mere sandhedsdiskuterende krimi, der dog til stadighed retter en skarpladt pistol mod det omgivende samfund.

Interessen hos Staalesen er derfor at bruge Bergen som udgangspunkt for nogle blik på en verden, der står i flammer. Derfor er Bergen som by også oplagt, fordi det regnfulde vejr der kan trække selv den mest (selv)tilfredse jubeloptimist gennem undergrundens tilsølede sociale og internationale problemer. I prioriteret rækkefølge får vi hos Staalesen et analytisk blik på Bergen, Norge, Skandinavien og ikke mindst resten af verden. Og i dette billede kunne man godt forledes til at tro, at det er deprimerende og følelseskoldt at læse et forfatterskab som Staalesens, men det er det på ingen måde. Analysen af samfundet og omverdenen er lagt i Veums synsvinkel som opklarer, der i førsteperson bevæger sig rundt med et særligt satirisk blik på verden og en bevægelig humor over for sine omgivelser. Det betyder, at kulturpessimismen leveres gennem den skarpe satiriske humor, der som en resonansbund karakteriserer et forfatterskab, der tegner et meget selvstændigt og unikt skandinavisk krimiudtryk. Varg Veum er således på den ene side en meget fiktionel karakter, der ikke nødvendigvis skal placeres i en realismeform, trods en hel del elementer, der skal ratificere en privatdetektivs eksistens i Bergen, men på den anden side er romanerne i høj grad rettet ud fra sig selv i form af en samfundsorienteret kritisk anvendelighed.

Filmene
Der er mange gode eksempler på halvskidte filmatiseringer af krimier for tiden, hvilket netop har at gøre med oversættelsen af et særegent litterært udtryk. I 40’ernes, da Dashiell Hammetts og Raymond Chandlers originale krimier skulle oversættes til film, skabtes et yderst selvstændigt filmisk udtryk, der blev kendt som film noir. Her formåede man at lade det litterære udtryk være litterært, mens filmene fik en stil, der på sin helt egen måde formidlede den pessimisme, der er til stede i Hammetts og Chandlers romaner. Efter de skandinaviske krimier har nået nogle kvalitetsmæssige standarder og et nævneværdigt populært omfang, har mange forsøgt sig med at udtrykke dette særlige skandinaviske blik med kameraets linse. Desværre bliver versionerne i stedet til nogle lidet nævneværdige versioner, specielt fordi det filmiske udtryk tilpasses en mainstream, som retter sig mod det afslappede publikum, der helst ikke skal skræmmes væk fra skærmen, efter nyhederne ikke har formået det. Lange romaner bliver på den måde til for korte og forhastede film, hvilket man ser i flere af Mankell-filmatiseringerne, mens de tilsnit til kunstnerisk udfoldelse, der måtte være til stede, slettes til fordel for en perspektivløs billedrealisme, hvilket man desværre ser i store dele af Staalesen-filmene. Men mest sigende for problemerne er kompressionen af komplicerede, længere handlingsstrenge til forhastede indifferente fortællinger.

Det er selvfølgelig en central pointe, at man ikke skal sammenholde filmatiseringer med det litteære forlæg, mest fordi det jo er to forskellige formidlingstyper. Litteraturen fordrer en højere grad af kreativitet hos læseren i den repræsentative dannelse af billeder, mens disse jo er direkte serveret for seeren i filmene. Derfor bør det selvstændige udtryk i litteraturen oversættes til et ’andet’ selvstændigt udtryk i filmene, og det formår Staalesen-filmatiseringerne kun i lidet omfang. De bedste sekvenser er karakteristikken af Bergen, der kommer til at fremstå som et møde mellem et charmerende lokalsamfund og en dundrende port til verdens problemer (desværre ikke repræsenteret tematisk). Dette er i de tre første film udført med ganske sikker hånd. Desuden er møderne mellem på den ene side kommissæren Hamre og politiet og på den anden side Varg Veum ofte karakteriseret af en tilført perspektivrigdom i kameravinkler og panoreringer, der giver filmene nogle mere personlige træk. Men det gælder desværre ikke filmene i stor udstrækning, der i stedet falder ind i en realismesøgende strøm, hvilket ikke er et udtryk, der kendetegner Staalesens romaner i vid udstrækning. Filmene havde fortjent et bergensisk noirudtryk, der var helt sin egen, men filmstilen bliver i stedet ’vores alle sammens’.

Dernæst er det påfaldende, at det mere pessimistiske udtryk i højre grad træder i karakter filmene, fordi den særskilte subtile humor hos Veum næsten falder bort – der var sikkert ikke plads til den i filmenes præcise halvanden times varighed. Der er få elementer af dette tilbage, og igen kommer det mest frem i forholdet mellem Hamre og Veum. Men trods dette pessimistiske karakteristika formår filmene ikke at benytte dette til at skildre de samme samfundsmæssige problemer, som romanerne stærkt tager hånd om. For det første skæres meget af kulturkritikken bort, hvilket selvfølgelig også er en svær størrelse at implementere, med mindre noirens brug af voice-over var draget i brug. Men for det andet, og i forlængelse af det kritiske spor, bliver forholdet mellem efterforsker og skurk i højere grad sort/hvidt. Godt nok er Veum, i højere grad end politiet ville kunne være det, ”part of the nastiness”, altså lever Varg Veum stadig op til sit navn, der på oldnordisk betyder ”ulv i helligdomme”. Men de stilmæssige variationer mellem Veum og politiet på den ene side og skurkene på den anden side, særligt i Tornerose, bliver alt for karikeret. Skurken Minken i Tornerose kommer for meget til at virke som en skurk i en James Bond-film. Det samme gælder forholdet mellem efterforskning og finansverden i Bitre blomster, hvor forretningsfolkene arketypisk fra starten er gjort ’slemme’. Snarere lykkes det bedre i Din til døden at vise, hvordan Veums interaktion i sagen indirekte også kan være med til at få korthuset til at vælte – mere end det i forvejen er væltet. Din til døden er nok den bedste af de tre hidtidige filmatiseringer, fordi den tør tage et lidt længere pessimistisk skridt, men pudsigt nok er det faktisk også den, der gør mest brug af Veums humoristiske vinkel i forhold til de to øvrige film. Det viser blot, hvor sammentømret det dekadente udtryk er med det satirisk analytiske blik hos Staalesen.

Disse centrale problemer i filmatiseringerne hænger sammen med, at synsvinklen og fortællerpositionen ændres. Hvor Staalesens romaner selvfølgelig er i Veums synsvinkel, når de er fortalt i første person, så bliver det i flere tilfælde nærmest overladt til en dominerende fortæller i filmene. Det er selvfølgelig primært her humoren forsvinder, men det har også andre konsekvenser. Vi er således ikke længere helt med inde i Veums refleksioner over sagens komplikationer, men snarere bliver seeren mervidende i forhold til Veum, hvilket for det første nedsætter spændingselementerne drastisk, men for det andet er det også her de besværlige diskussioner af sagerne moralske implikationer forsvinder. Dette svarer meget godt til den mere klare opsplittede facon, hvor Veum som sådan ikke længere er så tæt på dårligdommene længere. Det tilnærmede sort/hvide blik på opklaringerne distancerer Veum mere fra opklaringerne, og i sidste ende betyder det faktisk, at vi bevæger os lidt væk fra krimiens genrespor i retningen af thrilleren. Opklaringen for seeren, der falder tidligere end i Staalesens romaner, og derfor regner seeren det ud nærmest ’for’ tidligt. Edgar Allan Poe arbejdede med dette opklaringspunkt, som han kaldte for denouement, både teoretisk og praktisk, og hos ham er det karakteristisk, at punktet forekommer for både for efterforsker og læser – men ikke nødvendigvis samtidigt. Hos Staalesen i romanerne forekommer det opklaringspunkt ofte hos Veum, før læseren har regnet det komplicerede plot ud, hvilket skaber fornyet spænding i slutsekvenserne, men i filmene er det vendt om, så seeren rent faktisk ved mere end Veum, hvilket dermed har den modsatte effekt – filmene bliver mindre spændende.

Opsummerende formår filmene derfor ikke at leve op til deres litterære forlæg, og det er da også blandt Staalesens bedste, der er blevet valgt. Særligt Din til døden udmærker sig hos Staalesen som en både enormt spændende, men også både samfundsmæssigt og sandhedsfilosofisk interessant roman. Meget få af disse elementer er med i filmene, der bliver udmærkede film, hvis man ønsker let underholdning, der ikke tager kontroversielle emner op til debat. Punkvist er der virkeligt gode tangenter i filmene, såsom nogle enkelte stilmæssige variationer, men der er desværre lidt for langt med snapsene – trods Veum ikke holder sig tilbage i forhold til sin elskede ”akevit”.