Hvad har en beretning om en sørejse i 1800-tallet, en kærlighedshistorie med en småkriminel, homoseksuel, komponist fra 1930erne i hovedrollen, en atomkraftthriller fra starten af 70’erne, en fortælling fra vor samtid om en forlægger der spærres inde på et alderdomshjem, en fremtidsfabel om en ung, syntetisk, koreansk tjenestepige og en postapokalyptisk skildring af en ø-verden med kannibalisme og gedehyrder til fælles? Svaret er, at de alle er elementer i den narrative mosaik, der er multiplotfilmen Cloud Atlas, baseret på David Mitchells bestseller.

Hollywood mener tilsyneladende, at der i nutiden findes et bredt publikum for filosofiske, esoteriske og tankevækkende film, der alle er afhængige af, at tilskueren følger rigtigt godt med undervejs. Film som ikke giver alle svarene, men som lader en række spørgsmål stå ubesvarede hen. Det er naturligvis en trend som vi her i kapellets hvælvinger applauderer højt.

Beviset på ovenstående påstand finder vi ikke kun i film som eks. Christopher Nolans Inception, Martin Scorceses Shutter Island, men også mere aktuelt i Ang Lees oscarvindende Life of Pi og nu Cloud Atlas, der her i marts 2013 endelig har fået dansk biografpremiere, selv om den blev udsendt i USA allerede i oktober sidste år.

Filmen starter ud med at anslå alle de forskellige handlingsstrenge nævnt ovenfor og indledningsvis forekommer det ganske forvirrende at forsøge at følge med i dem alle. For filmmagerne klipper, uden varsel i tid og sted. Dette sker uden ret mange advarsler, på nær de voice-overs som indimellem benyttes til at forankre tilskuerens oplevelse af billederne. Rammefortællingen leveres af den postapokalyptiske gedehyrde, som blev nævnt indledningsvis. Han starter med at fortælle om fortiden, men i næste nu blander de andre hovedfigurers stemmer sig ind i fortællingen. Som om det ikke er forvirrende nok, så er selve sproget i fremtidsfortællingerne også fyldt af ”novums” – altså ord, der afspejler den mentale og teknologiske udvikling som samfundet har gennemgået. Dette er set før, i eksempelvis Kubricks filmatisering af A Clockwork Orange, men dette kræver, lige som den smadrede kronologi, en anelse tilvænning. Dette faktum gør også at Cloud Atlas, uden tvivl, er en film der vil vinde ved et gensyn.

For at forstærke verfremdungs-effekten så oplever vi ligefrem de samme skuespillere spille en lang række forskellige roller. De ændrer karakter, udseende og type alt efter hvilken fortælling der aktuelt vises. Eksempelvis spiller Tom Hanks en væmmelig skibslæge i den kronologisk ældste historie, en portier på et slidt hotel i 30’erfortællingen, en atomforsker i 70’erne, og endelig den postapokalyptiske gedehyrde. På samme måde indtager resten af filmens primære aktører: Hallle Berry, Tom Sizemore, Jim Sturgess, Susan Sarandon, Doona Bae, James D’Arcy og Hugh Grant meget forskellige roller, alt efter hvilken fortælling vi er i færd med at se afviklet. Selv om skuespillerne ofte tungt maskeret, nærmest til ukendelighed, er de stadig genkendelige, hvilket naturligvis gør, at seeren forsøger at finde se en sammenhæng mellem figurerne, selv om den måske, måske ikke er til stede.

Mere konsekvent er de roller Hugo Weavings indtager. Han er konsekvent blevet castet som en personificering af ondskaben, eller i det mindste den overordnede antagonist, der på flere måder forsøger at forhindre vore hovedfigurer i at opnå de mål de har sat sig for.

På samme vis som at skuespillerne går igen, er der handlingsmæssige, filosofier og basale humanistiske værdier, der gennemsyrer alle delfortællingerne. Så selv om den enkelte historie både visuelt og handlingsmæssigt er meget forskellige fra de øvrige, har de alle tematiske fællestræk, som eksempelvis kærligheden, døden, at finde sit ståsted og ikke mindst menneskets kamp mod forskellige typer af undertrykkelse.

På samme tid, som Clous Atlas er en utroligt fabulerende film, er det også en film, der rent stilistisk og tematisk bevæger sig helt bevidst gennem en lang række filmiske genrer og deres bestemte udtryk. Fra den helt klassiske sørejse, der er skildret i periodedramaets og eventyrfilmens high-key belysning, til 70’erfortællingens gråbrune beton-nuancer komplet med enorme svaj i bukserne og funky overskæg til fremtidens blåsorte, neonoplyste Blade Runner-agtige science fiction univers. Det kan måske lyde som om tilskueren får serveret en enorm narrativ og visuel portion ruskomsnusk, hvor slutresultatet nemt kunne have været fem mindre film, der hver især kæmper om vores opmærksomhed i løbet af de tre timer Cloud Atlas varer.

Heldigvis er det ikke endt sådan. For selv om det er en multiplotfilm, hvor både figurer, tematikker, delelementer og endda enkelte figurer i den grad overlapper hinanden, så er filmens tempo virkeligt godt og alle fortællingerne kommer til deres ret. Det skal retfærdigvis nævnes at til trods for nærværende anmelders intention om at få pløjet sig gennem romanforlægget inden filmens premiere, så blev det ved tanken, af samme grund kan det ikke vurderes om filmen yder David Michells roman retfærdighed. Til gengæld er filmen så interessant at dette får en afsmittende virkning og det er en roman, der bestemt vil blive læst inden filmen når hjemmebiografen.

Til trods for at filmen, i sidste ende, bliver en glimrende reklame for romanen er den også mere end det. Det er en vellykket multiplotfilm, hvor alle enkeltdelene faktisk understøtter og komplimenterer hinanden. Det er desuden en usandsynlig flot film, hvilket man allerede vidste inden allerførste billede tonede frem. Ideen om at parre Tom Tykwer (Perfumen og Lola Rennt) og søskendeparret Wachowski (The Matrix, Speed Racer) er god, for de har samme strømlinede og visuelt opfindsomme tilgang til mediet, det ville være svært at forestille sig andre instruktører end disse gå sammen om instruktionen af denne filmiske mosaik.

Den eneste anke man kan komme med, udmattet efter tre timer på fantasiens overdrev, er valget om at det skal være de samme skuespillere, der nødvendigvis skal optræde i så mange forskellige roller bliver lidt for meget. Det er især i de scener, der foregår i Neo-Seoul, hvor de mandelformede asiatiske øjne bliver lige så utroværdige som Sean Connorys forvandling til japaner i You Only Live Twice. Det fungerer ikke optimalt. Det er især tydeligt når det handler om filmens mest ikoniske medvirkende: Halle Berry og Tom Hanks. De er, til trods for mange centimeter tyk latex, ofte meget nemt genkendelige. Det handler ikke om at skuespillet bliver helt utroværdigt, men mere om at det bringer uhyggelige reminiscenser om vamle Eddie Murphy-film, hvor Eddie for alt i verden, skal spille alle figurerne selv. Dette valg fra filmmagernes side vil i al fald sikkert være en af de ting, som vil dele vandene mellem tilhængere og modstandere af Cloud Atlas.

Cloud Atlas er bestemt ikke en film der er ligetil, eller en som er helt nem at forstå og følge med i. Derfor vil det sikkert også blive en film som vil finde et publikum der vil elske den og et publikum der vil elske at hade den. I denne anmelders optik har den dog virkelig hjertet og det filmiske blik på rette sted. Den viser, at selv romanforlæg, der i følge forfatteren selv er ufilmbare, sagtens kan omsættes til film, såfremt man blot kaster sig ud på de filmfortællemæssige overdrev. Filmen er eminent klippet. Dialogen er fremmedartet udfordrende. Fremdriftselementerne er på een gang klassiske og nyskabende, idet de forskellige fortællinger nærmest presser sig ind over og oveni de andre. Kort sagt er dette en film, uanset om man vil hade eller elske den, som man i hvert fald ikke glemmer lige med det første.