En af mulighederne for at afprøve ovenstående ordsprog i bogstavelig forstand er at give sig i kast med filmen Vintersøvn. For Cannesvinderen fra 2014 bekræfter med al tydelighed alle ens fordomme overfor Cannes-juryens evne til at finde frem til film, der om nogen er elitære og henvendt til den slags filmpublikum, der går i tweedjakker (med læderlapper på ærmerne), ryger pibe, og som hyggelæsning foretrækker deres Chekov frem for en god krimi. Bemærk: der kan forekomme sarkasme i den efterfølgende anmeldelse.

Selv om filmen er fra Tyrkiet og foregår lang pokker i vold på den Anatolske højslette, kunne den lige så godt foregå i en landsby dybt i Sibiriens ødemark, for manuskriptforfatterne har ladet sig kraftigt inspirere af den russiske forfatter, Anton Chekov, der jo ikke ligefrem er kendt for hans letbenede actionkomedier.

I Vintersøvn følger vi den midaldrende Aydin, der ejer både et hotel og adskillige lejemål i den nærliggende by. Han har arvet en masse penge, har tidligere arbejdet som teaterskuespiller (tv- og filmjobs har aldrig sagt ham noget) og har, så vidt man kan bedømme, aldrig haft noget rigtigt arbejde, selv om han over for sin kone og søster påstår, at han har knoklet hårdt hele sin ungdom. For at få tiden til at gå skriver han en klumme til den lokale avis og overvejer at skrive en bog om tyrkisk teaters historie.

Det er næsten ikke til at få luft af bar spænding, da man finder ud af, at hans unge kone heller ikke har brug for at arbejde, så derfor bruger hun sin fritid på lokalt velgørenhedsarbejde, hvor hun forsøger at samle penge ind til skoler og forskellige renoveringsarbejder. Noget som hun helst ikke ser, at hendes mand blander sig i, for hun ser dette, som det eneste hun har tilbage, der giver hende en smule mening i deres trøstesløse tilværelse. Kærlighed har der vist aldrig været noget af i deres forhold. Så da Aydin vil give et bidrag til hendes organisation, er det jo ikke til at bære.

Helt på kanten af stolen sidder man – så man ikke falder helt i (vinter)søvn – da vi følger de intense, lavmælte diskussioner mellem Aydin og dennes søster, der naturligvis bor under samme tag som han. De kaster sig ud i filosofiske samtaler om f.eks. hvad den bedste fremgangsmåde er, hvis man bliver konfronteret med ondskaben. Hun mener, at man ikke skal kæmpe imod ondskab, da man på den måde muligvis på den vis vil fremkalde anger og skyldfølelse hos de, der vil en det ondt. Aydin mener, at dette er noget vrøvl, og på den måde går der hurtigt en halv time til.

Følg med, da Aydin tager til togstationen sammen med sin tjener! Se Fatima brygge te! Bliv forbløffet over scenen, hvor Aydin erhverver sig en hest, efter en af hotellets gæster klager over, at der ikke er nogle heste, da hotellets internetside viste billeder af heste. Kig Aydin over skulderen, idet han skriver sin klumme. Se Aydin kaste op i skødet på sig selv, efter han har drukket lidt for meget! Bliv blæst bagover af scenen, hvor den lille dreng, der kastede en sten efter Aydins bil, presses til at sige undskyld af sin onkel præsten.

Som den opmærksomme læser måske har opfattet, så fandt undertegnede Vintersøvn uendeligt langsomt fortalt, grænsende til det irriterende kedelige. Jovist billederne er gode, der er kælet for detaljerne og filmen formår at være på én gang både socialrealistisk og intellektuelt-filosofisk pirrende, men dette på bekostningen af fremdriften.

Vintersøvn præsenterer sin seere for en række indebrændte, desillusionerede karakterer, der konstant bakser med deres eksistentielle kriser og bondeanger over ikke at have fået det ud af livet, som de havde håbet på. Fanget i kærlighedsløse forhold og uden evne til ændre kurs. Det er en samling forstenede individer, der primært har tristessen til fælles, og det er ærligt talt meget tungt at være vidne til. Man har lyst til at tage fat i disse imaginære folk og ryste dem indtil de vågner op af deres semi-hypnotiske, selvudslettende stilstand.

Vintersøvn er i denne anmelders optik derfor en ørkenvandring af en film til trods for at filmen synes at byde på en snert af forløsning i dens sidste minutter. Den cementerer med al tydelighed, at kan være langt mere interessant at se to småkiksede B-horrorfilm end sådan en Cannes-vinder. Eksempelvis konkurrerede filmen mod bl.a. Cronenbergs Map to the Stars og Wild Tales - begge film langt mere interessante end Vintersøvn, der ikke kan flygte fra sit eget tungsind.

Det skal siges, at der er en enkelt god scene i filmen, nemlig den hvor Aydins kone besøger den fattige familie, men en enkelt scene gør som bekendt ingen film. Der er helt bestemt mange pseudointellektuelle filmkritikere, som vil holde fast i, at Vintersøvn er et sandt mesterværk, kapellets udsendte er dog lodret uenig i dette. Vinterzzzzzzzzz er en ustyrligt kedelig sag, som aldrig kommer tilbage i fatters afspiller, for de tre timer som filmen varer får man som bekendt aldrig igen – faktisk er er anbefalingen herfra at man tager sig en reel lur, i stedet for at blive lullet i søvn af dette prætentiøse filmiske pladder.