Efter at have præsenteret Cannes-festivalens pris for bedste manuskript, der gik til Fatih Akins fine På himlens kant, er tiden så kommet til festivalens pris til den bedste instruktør. Nuri Bilge Ceylan er ikke kendt i de skandinaviske kredse, men hans seneste film 3 Monkeys – der netop fik prisen – er så sandelig en værdig entré på markedet, selvom det er over et årti siden, Ceylan spillefilmsdebuterede. Han er en generelt prisbelønnet tyrkisk cinematograf og instruktør, der – efter alt at dømme – skyr almindeligt brugte virkemidler, og 3 Monkeys er således også et stilmæssigt udtryk, som vi bedst kender fra den senere italienske neorealisme.

Den lunt placerede politiker Servet falder en mørk nat i søvn bag rattet i sin bil, og kører en tilfældig fodgænger ihjel på en øde vej. Han kører væk, men er udmærket klar over, at denne episode vil spolere hans politiske karriere. Der er valg i Tyrkiet, og Servet står efter alt at dømme til at komme i parlamentet. Derfor beder han sin chauffør Eyüp om at tage straffen mod klækkelig betaling. Eyüp indvilger, men konsekvenserne for denne handling virker utilsigtede. Da han kommer ud, er intet som før – uden at de elementære detaljer skal afsløres her.

Titlen henviser til et japansk symbol med de tre aber. Den ene abe dækker sine øjne, den anden holder sig for ørerne, mens den tredje holder sig for munden, hvilket tilsammen symboliserer det, ”at de hverken ser, hører eller siger noget ondt”. Dette er også omdrejningspunktet for 3 Monkeys, der netop handler om fortielser og det at dække over det onde. Eyüp er gift med Hacer, og sammen har de sønnen Ismail – og alle tre bliver på hver deres måde udsat for en stærk påvirkning af det usagte, det usete og det ikke hørte. I kølvandet på dette spiller deres afdøde søn også en rolle – uden at det er helt klart, hvilket skæbne han har lidt.

De tre – der for så vidt kunne være de tre aber – bliver på hver deres offer for fornemmelserne for det fordækte, hvilket først og særligt kommer til udtryk hos Ismail, da han skal besøge sin far. Mens han venter på toget, kaster han spontant op, hvilket isoleret set er en stærk henvisning til Jean Paul Sartres Kvalme, hvor noget lignende sker. Ismail såvel som de øvrige rammes af tilværelsen slidsomme intethed, der lurer ved bortkastelsen af familiens samlende fatning, mens de på andre tidspunkter også rammes af små metafysiske pust. Særligt den afdøde søn spiller her en rolle, men desuden spiller vind og vejr her også med som stemningsmættede spor. Små vindpust understreger en svag metafysisk stemning, når de enkelte mere hårdhændede scener er overstået. På en særlig unik facon formår filmen derved ganske subtilt at vise, hvordan de tre karakterer er fanget mellem en fornemmelse for intetheden og små metafysiske åndedrag.

Det er ikke kun fortællingen, der på denne måde formår at tryllebinde. Stilen, som Ceylan – med klar signatur – henter fra den sene italienske neorealisme, spiller også med. Det brede dybdefokus, de lange indstillinger og den særdeles langsomme kameragang, hvis kameraet da i det hele taget bevæger sig, er klare kendetegn hos fx Michelangelo Antonioni. I sin uafslutte(n)de opbygning minder 3 Monkeys i visse nuancer således om De elskendes eventyr, men filmen her er på ingen måde et eventyr – snarere tværtom. De elskende holder op med at elske, og eventyret udebliver. Men selvom det går langsomt, og det gør ondt, er det alligevel så smukt, så smukt.